Solcreme til børn er blevet bedre Grøn Information har kigget nærmere på dette års solcremer til børn.
4401
Det uafhængige informationscenter Grøn Information har kigget nærmere på dette års solcremer til børn. Resultatet af undersøgelsen er positivt, da udvalget af solcremer baseret på fysiske solfiltre er blevet meget større.
Sidste års heftige debat og forvirring om hvorvidt solcremer var farlige eller ej, har derfor haft den positive effekt, at de problematiske kemiske UV-filtre i mange solcremer til børn nu udfases.
Grøn information har vurderet i alt 29 solcremer, der sælges til børn. Heraf er 17 cremer baseret på fysiske solfiltre, og 15 af dem indeholder hverken miljøbelastende stoffer eller stoffer, som er mistænkt for at kunne være hormonforstyrrende.
7 af de undersøgte cremer stammer fra sidste års produktion, og man skal derfor være opmærksom på, om der er tale om nye eller gamle produkter.
"Der er stadig usikkerhed omkring de hormonforstyrrende effekter af de kemiske filtre, og det er derfor positivt, at branchen tilsyneladende lader tvivlen komme forbrugerne til gode og giver flere valgmuligheder, hvis man ønsker at købe solprodukter uden kemiske filtre", udtaler Jannie Dragstrup fra Grøn Information.
Der findes to typer af solfiltre: De kemiske UV-filtre, hvor filteret trænger ind i huden og beskytter, og de fysiske filtre, hvor beskyttelsen opnås ved, at hudens ydre flade bliver dækket.
Schweiziske forskere offentliggjorde sidste år en undersøgelse, som påpegede, at flere kemiske UV-filtre udviste hormoneffekter i dyreforsøg. Undersøgelsen blev stærkt kritiseret, især af kosmetikbranchen, men nye resultater bekræfter mistanken om, at et af de hyppigt anvendte UV-filtre, 4-MBC (4-methylbenzylidene camphor), er hormonforstyrrende.
Miljøstyrelsen fraråder, lige som sidste år, at børn under 12 år bruger solcreme der indeholder 4-MBC og anbefaler generelt, at man kun bruger solcremer baseret på fysisk solfilter til børn. Grøn Information nye undersøgelse viser, at solcremerne til børn i år stort set ikke indeholder 4-MBC, og at en stor del af solcremerne er baseret på fysiske solfiltre.
De gode valg:
• ACO barn sollotion Faktor 16 (Apoteket).
• Kids Sun Milk SPF 18 (Netto).
• Aloe Vera Kids Sun Safe Water Resistant Faktor 25 (Matas).
• Dr. Hauschka Sun Creme til børn LSF 22, vandfast (Helsekost).