Skrevet af Anja
Jeg var vel entlig ret utålmodig op til min fødsel. Jeg kunne ikke rigtig være nogle steder på grund af plukkeveer. De kom, når jeg stod, lå eller sov, og de var ved at drive mig til vandvid. Tit var de regelmæssige, så jeg gik rundt i vores stue, og min mand for forviret rundt - er det nu, er det nu? Men nej, der kom ingen baby ud af dem.
Og da jeg gik over min termin, som alle jo havde sagt jeg ikke ville, fordi vores store er født før termin, må jeg ærligt indrømme, at jeg var ret irriteret. Jeg var stor som en badebold, vand over alt og uren hud. Nej, jeg ville føde NU.
Jeg tog til jordemoderen og fik trukket så hårdt i skeden, at jeg var ved at tude, tog hjem og drak salvie-te, gik på trapper, havde sex, masserede mine bryster, men der kom ikke engang noget, der bare lignede en ve.
Nå, da jeg var gået 9 dage over termin, tog vi efter en meget hård nat med plukkeveer på fødegangen. Jeg fik at vide, at jeg ventede en dejlig stor dreng (det havde vi hørt to gange før), og at han nærmede sig fem stærke kilo. Jeg var ved at falde ned af stolen. Hvis jeg før gerne ville føde, hvordan tror I så jeg havde det nu. Tænk hvis jeg gik en uge mere over tiden. Jeg ville ende med at føde Michelin-manden (ham fra dækreklamen).
Jeg fik her også at vide, at han ikke stod fast, men det var meget normalt, når jeg var andengangs mor. Nå men jeg græd og tudede og fik efter samtale med en læge lov til at blive sat igang. Det ville de gøre mandag morgen.
Jeg fik en af de berømte stikpiller lagt op, og vi tog hjem og glædede os til at blive mor og far igen. Mine veer startede meget hurtigt efter, og dagen gik med at tage tid og slappe lidt af.
Klokken lidt i 22 var veerne godt med, så vi ringede til fødegangen. Der sagde de, at det nok bare var pilleveer, og at vi godt kunne forvente, at der gik lang tid, inden vi fødte, men vi var da velkomne.
Jeg sad i stolen, min mand gik ud i køkkenet, og pludselig under en ve sprang mine hinder så højt, at min mand kom farende. "Hjælp mig op af denne stol", sagde jeg, og i det øjeblik jeg står, går mit vand i en stor bølge midt på gulvtæppet.
Min svigermor, som skal med til fødslen, sætter kaffe over til at tage med os, og min mand ringer efter Falck. I Falckbilen bliver jeg pludselig grebet af en blanding af angst og enorm glæde. Jeg er ved at skide i bukserne af skræk, og på den anden side lige ved at revne af spænding, for nu er det virkelig nu.
Da vi ankommer, har jeg åbnet mig 3 cm. Det går da bare godt, tænker jeg, for på dette tidspunkt var de stadig til at holde ud. Vi gik alle ud i opholdsstuen og drak kaffe. Klokken var nu ca. 24.
Men pludselig gik det helt galt. Jeg sagde til min mand, at nu måtte jeg hellere ind og ligge, og han måtte bære mig ind på stuen. Mine veer gjorde nu rigtig ondt, og de kom uden pause. Der var en ny så hurtigt efter den anden, at mit fødselsforberedende kursus kunne stikkes op et vist sted. Det slog mig fuldstændig ud.
Jeg kom i karbad for at få lidt pause mellem veerne, men det virkede heller ikke. Jeg kunne kun ligge på siden, og når der kom en ve, gik jeg langt ind i mig selv.
Klokken var nu omkring 3 om natten, og jeg kunne mærke, at noget var galt. Jeg havde født før, jeg kender en ve-smerte, og dette var ikke rigtigt - noget var galt.
Jeg kunne nu heller ikke mere holde det i mig. Jeg skreg af mine lungers fulde kræft, og når jeg havde en ve, spændte jeg i hele min krop. Jordemoderen sage, at jeg havde åbnet mig 5 cm.
Nu gav jeg op. Jeg følte, at ingen lyttede til mig, og at ingen kunne se, at der var noget galt med min fødsel. Jordemoderen hentede en anden jordemoder, og pludselig var vi mange inde på stuen. Jeg fik lagt en CTG, og en af jordemødrene undersøgte mig under en ve.
"Baby ligger skævt og kan ikke komme ordenligt igennem fødselsvejen". Jeg vidste det. Jeg havde nu også så voldsomme veer, at de ikke kunne måles.
Jeg havde vidst hele vejen igennem min graviditet, at jeg ikke kunne få epiduralblokade på grund af sygdom i tidligere graviditet, så de kunne nu ikke give mig noget mod disse forfærdelige veer. Jeg var på et tidspunkt sikker på, at det ville blive min død, eller at baby ville gå til.
Jordemødrene lagde en plan. Baby skulle ud nu. Jeg var helt enig. Jeg fik en sprøjte pethedin, blev kataliseret og ind kom s-droppet. Jeg blev panikslagen. Skulle jeg have endnu flere veer? Hell no! Det ville jeg ikke.
Min mand gik ud. Jeg tror, at han nu var så bange for, at det ville ende galt. En læge forklarede mig, at hvis jeg ikke ville have s-drop, gav de mig et kejsersnit nu.
Jeg græd, da de gav mig droppet, men i løbet af ingen tid forvandlede disse grufulde veer sig til dem jeg kendte. Klokken var nu fem om morgenen, og i løbet af et kvarter åbnede jeg mig de sidste fem centimeter.
Jordemoderen kaldte på min mand. Ville han se barnet blive født, var det nu. Han kom ind, og jeg pressede. Klokken 05.22 fødte vi så til alles store forbavselse en dejlig PIGE. Hun vejede 4.250 gram og var 52 cm lang. Vi græd af glæde. Endelig var det overstået.
Jeg blev syet en del både indevendig og udevendig. Jordemoderen fortalte mig, at hun under fødslen kunne mærke min datters øre, når hun følte inde i mig, og derfor kunne hun ikke komme ordentligt ned i mit bækken. Jeg var bare glad for, at hun var i live og sund og rask.
Det viste sig, at hele verden skulle bemærke den dag, for et par timer senere fløj nogle fjolser ind i nogle bygninger laaaangt fra, hvor jeg og min baby var. Men det var bare ikke muligt for mig at være andet end fuldkommen lykkelig.
02-07-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025