Livsfarlige bakterier i sandkasser Børns leg i sandkassen kan være livsfarlig, hvis den ikke dækkes til efter brug.
5242
Embedslæge Niels Bloch Jespersen fra Frederiksborg Amt advarer børneinstitutionerne mod at lade sandkasserne stå uden overdækning om natten og i weekenderne.
Årsagen er mistanke om farlige colibakterier i en sandkasse i børnehaven Langekær i Ølstykke.
Sidste år døde en kun 3-årig dreng fra samme børnehave efter at være blevet forgiftet med den dødsensfarlige bakterie. Barnet, der denne gang er blevet smittet, er ved at være rask igen.
"Der er tale om den meget sjældne, men også livsfarlige Coli Vetec, der kan stamme fra vilde katte eller ræves efterladte ekskrementer i sandkasserne", siger Niels Bloch Jespersen.
Bakterien kan give både blødende diarré og nyresvigt. Problemet er, at små børn putter alt muligt i munden og ofte spiser både sand og ekskrementer, siger Niels Bloch Jespersen.
Embedslægerne har i flere år gjort opmærksom på problemet med de åbne sandkasser på landets børneinstitutioner, men det er svært at trænge igennem med budskabet, fortæller Niels Bloch Jespersen.
Trods de klare advarsler vil Ølstykke kommune fortsat ikke overdække sandkasserne på kommunens institutioner.
"Det er selvfølgelig en lidt kynisk betragtning, men vi satser på, at det mest effektive er at indskærpe over for børn og pædagoger, at de skal huske at vaske hænder og stramme op på generelle hygiejne-procedure", siger insitutionschef Leif Jensen.
"Det vil blive en meget tung og uhåndterbar arbejdsopgave at skulle overdække alle de store sandkasser og faldunderlag under gynger og klatrestativer", udtaler Leif Jensen.
Den udmelding chokerer embedslæge Niels Bloch Jespersen.
Kilde: DR
04-07-2002
Relaterede artikler
Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby: sandkasse