Børn skal lære alfabetet i børnehaven Nye læreplaner skal forberede børnene på undervisningen i folkeskolen.
5495
Børn skal kunne alfabetet, allerede når de går ud af børnehaven. Det mener socialminister Henriette Kjær (K).
Socialministeriet arbejder i øjeblikket på et udspil til indførelse af læreplaner så tidligt som i børnehaven for at forberede børnene på undervisningen i folkeskolen. Læreplanerne skal blandt andet sikre, at børnehavebørnene udvikler matematiske og sproglige færdigheder.
"Når nu 95 procent af alle børn alligevel er i daginstitution, så kan man lige så godt bruge det til noget fornuftigt og sørge for, at børnene får nogle mere ens forudsætninger, inden de starter i skolen", udtaler Henriette Kjær.
Men Kommunernes Landsforening stejler over socialministerens forslag: "Børnene i den aldersgruppe skal ikke leve under firkantede regler", mener borgmester Bjørn Dahl (V), som er formand for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg.
Pædagogernes fagforening (BUPL) hilser læseplanerne velkomne: "Det er en god idé, at det, der sker i daginstitutionerne, lægger direkte op til, hvad der skal ske i folkeskolen. Pædagogernes arbejde kan altid blive bedre, hvis de arbejder ud fra mere præcise målsætninger. Men legen skal fortsat være det vigtigste", siger Henning Pedersen fra BUPL's forretningsudvalg.
"Kommunerne kan bruge læreplanerne, hvis de har lyst. Men hvis de viser sig at lette overgangen fra børnehave til folkeskole, skal de gøres obligatoriske", siger Henriette Kjær.
Trods KL's modstand har en lille håndfuld kommuner allerede taget hul på læreplaner i daginstitutionerne. Én af dem er Ishøj Kommune. Her bliver titte-bøh-legen brugt som et værktøj til at udvikle børnenes logisk-matematiske kundskaber.
OECD anbefalede i en rapport sidste år, at der udarbejdes nationale planer for de helt små børn i vuggestue-alderen. Ifølge OECD er det dokumenteret, at det medfører en gevinster for samfundet, hvis små børn stimuleres tidligt.
Langt de fleste europæiske lande har læreplaner for børn fra 3-4 års alderen. Sverige har f.eks. omdømt vuggestuer og børnehaver til "førskola" og har indført læreplaner for de 1-6-årige.
I Danmark er der ikke nationale læreplaner for børn før skolealderen. Tværtimod har tendensen i institutionerne i de senere år været, at børnenes egen leg og samvær er blevet prioriteret på bekostning af de traditionsrige voksenstyrede aktiviteter som f.eks. sang, rytmik, maling og historielæsning.