3. gang er lykkens gang - måske Efter 2 komplicerede fødsler håber Anja, at det bliver lidt lettere næste gang.
3260
Skrevet af Anja
Som I alle ved, så berettes der så meget om, hvorledes fødsen er forløbet godt eller skidt. Det er ligesom om, at den allerede overstået graviditet er gået i glemmebogen. Og hvem ville ikke glemme graviditeten, når nu der foran en ligger denne dejlige baby...
Men som måske i det glemte hentydet, så er det altså ikke alle graviditeter, som forløber ubekymret hen, men gør sit indtog på en på grund af graviditetens patologiske drejning (sygelighed).
I mit tilfælde har jeg haft en graviditet, der blev afsluttet pateologisk (min første graviditet), og en som var pateologisk hele vejen igennem (min anden graviditet). Begge graviditeter har både for min mand og jeg givet nogle skjulte ar, som popper op ved erindelser, andres graviditer og især dengang jeg igen var gravid, og vi skulle have vores næste barn, en pige.
For nogle dage siden havde vi besøg fra København (vi bor på Bornholm) af min mands stedfar - en mand som går ind for etableringen af store familier - hvilket resulterede i hans spøgsmål, om vi snart skulle have et barn til.
Vi svarede, at det kunne vi godt tænke os. Meeeen tør I godt det, selvom du har haft sådanne graviditeter, var hans gensvar, hvilket jeg godt kan forstå, da begge graviditeter har været forfærdtelige.
Men som sagt, så er en glemmebog en god ting, for den formår alligevel at få en til kun at huske på de bedste ting i forbindelse med graviditeten og fødslen.
Vi bilder os i hvert fald ind, at vi på grund af det foregående er bedre rustet til denne graviditet og fødsel (måske). Vi ved måske mere, hvad vi ønsker gjort og ikke gjort denne gang, og hvorfor skulle den 3. gang ikke blive lykkens gang?
Min første graviditet var som alle forberedtes en virkelig ønskegraviditet. Her skal så lige tilføjes, at ikke alle udvikler nok HCG (graviditeshormon som kodes for under en graviditetstest), til at en graviditetstest bliver positiv.
Vi gik igennem 6 graviditetstester, før der endelig kom den håbefulde blå streg, og det lykkedes først, da jeg var i 7.-8. uge.
Indtil min 25. graviditetsuge forløb graviditeten som planlagt, og herefter fik jeg forhøjet blodtryk og en mulig svangerskabsforgiftning (sygemeldt fra arbejdet).
Efter denne konstantering blev jeg holdt godt øje med, blodprøver, scanninger, ekstra jordmoderkonsultationer, ambulatorie konsultationer osv. I begyndelsen var det både rart og sjovt på grund af hjertelyden, scanninger og opmærksomheden, men efter et stykke tid blev det rare vendt til ubegrundet bekymringer, håbefulde igangsætninger af fødslen før tid på grund af mange lægers forskelligartede udtalelser, jordemødrenes bekymrede miner, skal skal ikke.
Min første graviditet blev sat igang, men først på terminsdagen, men inden da var jeg til øget kontrol hver 2.-3. dag med konstant nye udmeldninger, som for det meste var omfattede af bekymringer, især hos min mand og jeg, da vi jo i grunden kun er mennesker og ikke fagfolk, der ved bedre.
Det skal lige siges, at når nu en graviditet, som ikke er gået igang af sig selv, sættes igang, så gør det helvedes ondt at føde. Kroppen kan ligesom ikke helt nå at følge med.
Det værste ved denne fødsel var, at jeg ikke måtte bevæge mig rundt, men kun ligge på sengelejet spændt fast til både ve-måler, CTG-måler, drop med ve-stimulerende middel, drop med væske og blodtryksapparatur.
Efter små 16 timer med mange smerter på grund af min drengs forkerte nedfald i bækkenet og kun 4 cm åben, samt indgift af diverse smertestillende midler, fik jeg epiduralblokade. Hvilken befrielse det var (det rene paradis). Jeg gik fra at havde skreget og kravlet op ad væggen til at være sjov og vittig, ganske normal.
En time efter kom Mikkel til verden, sund og rask og uden yderligere problemer. Jeg ved, efter udsagn fra min mand (for jeg selv har ikke været tilstede under det meste af fødslen pga. smerterne), at denne fødsel har bygget på mange bekymringer, grædeture og følelser af magtesløshed fra min mands side.
Så kom tiden på barselsgangen, hvor jeg igen på grund af mit blodtryk, der ikke ville falde til det naturlige, men kun steg, måtte gennemleve flere bekymrede lægers ansigter.
Jeg hader at være indlagt på et hospital og især det at ligge på en 4-sengsstue på en barselsgang, hvor der hele tiden forgår udskiftninger og er meget uro forbundet med mange grædende spædbørn.
Det ikke at måtte komme hjem hurtigt efter fødslen og uroen omkring alt det nye, påvirkede mig så meget, at amningen fik en dårlig start og aldrig rigtigt kom op at stå.
Min anden graviditet med Emma blev derimod mere pateologisk, da det viste sig, at mit blodtryk fra Mikkels graviditet ikke var faldet. Derimod lå blodtrykket meget stationært for højt 110/95, og alt blev igangsat.
Jeg blev undersøgt i hoved og r.. og endte med en sygemeldning fra 8. uge på grund af både blodtrykket og nogle defuse smerter i underlivet og bækkenet. Jeg arbejder som social- og sundhedsassistent, hvor arbejdet ofte er tunge løft og et stresset arbejdsmiljø.
Mange vil måske sige, at det ikke at skulle gå på arbejdet var det rene paradis, men nej. Tiden er lang og med meget tid tilovers også mange ubegrundede bekymringer.
Under denne graviditet gik jeg nogle gange dagligt til ambulante undersøgelser, blev indlagt til observation, scannet 11 gange (jeg tør slet ikke tælle hvor mange gange jeg fik taget mit blodtryk), ekstra konsultationer med overlæger og chefjordemoder, samt akutte besøg på fødegangen på grund af ingen spark, hjertebanken, svimmelhed, kvalme og store hovedpiner (ofte baseret på bekymringer forårsaget af dagens konsultation med endnu en ny læges vurdering). Til tider var symptomerne relevante og behøvede indlæggelse.
Jeg var blevet sat til jordemoderkonsultation i en jordmodergruppe, hvilket for mit vedkommende var et helvede hver gang. Jeg var jo blevet sat sammen med 8 andre raske gravide, som havde helt andre drøftelser at drøfte indbyrdes og sammen med jordemoderen (jeg vil til hver en tid anbefale denne form for konsultation til normale gravide, da jeg tror, at I sammen kan få meget glæde af det og skabe et fællesskab, som er dybere end en valgt barselsgruppe).
Til disse jordemoderkonsultationer endte det altid med, at jeg måtte lægges til hvile i et andet rum på grund af blodtryksmåling, hvilket endte med, at jeg ikke nåede at få drøftet mine bekymringer ud med jordemoderen på grund af næste holds jordemoderkonsultation (tiden var gået).
På det her tidspunkt skulle både min mand og jeg havde slået lidt mere i bordet, så vi begge havde fået mulighed for at få gennemgået og drøftet både graviditeten og den forestående fødsel igennem.
Fødslen endte som sidste gang med en igangsættelse, denne gang bare med stikpiller i stedet for ve-stimulerende drop (en meget behageligere igangsættelse). Men ak, jeg havde fået at vide af chefjordemoderen, at jeg kunne gå hjem efter igangsætningen, hvilket jeg bevidst regnede med under hele forløbet, hvor jeg lå i mit eget tøj med ve-måler og CTG-måler på.
Jeg lå på ventestuen på fødegangen fra tidlig morgen til tidlig aften uden hverken vådt eller tørt, bare velvidende om, at der ville komme en jordemoder ind ad døren med en besked om, at jeg kunne gå hjem og lade fødslen forløbe normalt. Men den jordemoder kom aldrig, og til sidst bad jeg min mand om at komme samt ringe til en baysitter til Mikkel, for det så vist ud til, at jeg ikke måtte komme hjem, og fødslen blev i løbet af natten.
Jeg havde endelig fået besked om ikke at måtte gå hjem og fået hospitalstøj på, da min mand kom, og vandet gik. For at være helt sandfærdig, var jeg virkelig gal, for jeg var slet ikke parat psykisk. Alt var gået over hovedet på mig på grund af manglende indforståelse og misinformation.
Inden fødslen havde jeg fået at vide, at jeg selv på grund af mit regulerede blodtryk (medicineret blodtryk) kunne få lov til at føde normalt som alle andre (få lov til at komme i vand, gå, sidde og stå op), meeen det måtte jeg ikke.
Herefter gik panikken op i mig. Mikkels fortrængte fødsel, smertehelvedet og fikseringen, erindringerne bare strømmede op i mig og fik mig til glemme alt omkring teknikker, bare gå i panik. Endvidere var vi ladt alene, for vi var jo andengangsfødende med chek på tingene. Ha!
Det endte med, at jeg bare pressede Emma ud, ligeglad med at jeg kun havde åbnet mig 4 cm, ud skulle hun. Emma blev født sund og rask uden egentlige tryk efter den hårde føsel på kun 1½ time fra vandet gik, og de rigtige veer kom.
Jeg selv endte op med en lille revne og ingen iturevet livmoder, hvilket kunne havde været resultatet. Kun et meget ømt bækken. Det skal lige siges, at Emma havde aften-kolik de første 3 måneder, måske resulteret af en for hård fødsel, hvem ved?
Alligevel tør jeg godt give mig i kast med endnu en graviditet og fødsel velvidende om, at jeg nu er bedrevidende og meget mere krævende omkring mit forløb og egen situation under fødslen. Blandt andet ønsker jeg en epiduralblokade, da jeg som før vil gå i panik igen, samt af hensyn til min mand, som jeg ikke tror kan magte endnu en fødsel med en hysterisk kone.
Graviditeten kan jeg ikke forberede mig på, men jeg ved nu, hvad det vil sige at gennemleve en pateologisk graviditet meget bedre end før. Bekymringerne vil være til stede som førhen, men måske i en mere neutral tone en sidst.
Jeg ved, at jeg skal gennemgå en medicinering med øget kontrol og eventuelt indlægges. Igangsætning af fødslen vil ske igen, på grund af flowet i navlestrengen mindskes op til og efter terminsdagen.
Så for at kunne svare på det stilte spørgsmål fra min mands stedfar, ja så kan vi begge klare endnu en graviditet, så længe vi har hinanden at støtte os til, gennemtænker graviditeten og fødslen og sammen planlægger og videregiver vores begges ønsker til den fremstående fødsel over for både lægerne, jordemøderne og fødegangen.
Et endeligt tema i denne beskrivelse kan jeg ikke komme med, men jeg håber, at jeg via beretningerne kan gøre noget lettere for andre, måske fremme andres medbestemmelse af egen graviditet og fødsel, samt give andre pateologiske gravide en indsigt i, hvordan en sådan graviditet kan udforme sig - ikke som en skrækhistorie men mere som noget, de kan have med sig i rygsækken, således at disse erindringer kan gøre det lettere at stille egne krav til fødslen og ikke bare lade andre tage over på grund af uvidenhed.
Held og lykke. Det at få et barn er det mest berigende der findes.
Relaterede artikler
© 1999-2025