Skrevet af Marie
Denne beretning er oprindelig skrevet som indlæg på siden for terminsgruppe juni 2002, hvilket formen og eventuelt indforståede bemærkninger kan bære præg af. Jeg har dog redigeret lidt i det.
For uindviede skal det nævnes, at jeg havde termin den 19. juni 2002, fødte 29. juni og gik altså 9 dage over termin, før fødslen gik i gang. Ligeledes er det væsentligt at tilføje, at min mor er jordemoder og ansat på mit fødested, og jeg har gået hos hende under graviditeten. Det var aftalt på forhånd, at hun skulle tage imod sit barnebarn, og af samme grund havde hun taget ferie i slutningen af juni. Således var hun ikke på vagt og skulle ikke tilse andre fødende, da jeg skulle føde - jeg var altså så priviligeret at have en jordemor, som var der hele tiden og koncentrerede sig 100% om mig.
Da der torsdag den 27. juni indløb rapporter på junisiden om, at min søde terminsveninde HK nu havde født, brød min verden sammen. Hun og vores korrespondance og gensidige forståelse og fælles situation var faktisk på højere plan, end jeg havde forestillet mig - et beroligende holdepunkt i ventetiden. Da nyheden ramte mig, blev jeg på samme tid jublende lykkelig på hendes vegne og fuldstændig desperat på egne vegne! Jeg snottudede foran skærmen og følte, at jeg nu kunne være så godt som sikker på, at min egen fødsel aldrig ville gå i gang... Og nu var jeg jo helt alene. KORS, hvor havde jeg ondt af mig selv!
Efter at have flæbet i røret til min søster og mor (på samme tid - søster var på ferie hos de gamle), var jeg mere rolig og besluttede at slå koldt vand i blodet og se frem til, at jeg nok skulle sættes i gang onsdag den 4/7 - 14 dage efter termin.
Det gav mig ikke længere håb, at min mor havde løsnet hinder dagen forinden - for hun havde jo ved samme undersøgelse konstateret, at jeg faktisk ikke havde åbnet mig på den sidste uge, der var gået - snarere forekom det hende, at livmoderhalsen var en anelse LÆNGERE end ugen før! Så hun var ikke optimistisk, og det var jeg jo så SLET ikke.
Jeg havde siden hindeløsning onsdag haft en del udflåd, som på et tidspunkt blev så "gummiagtigt", at jeg konkluderede, at slimproppen var gået, og det blev den ved med. Det var i første omgang særdeles opløftende - så skete der da NOGET. Men da så HK fødte, og slim m.m. bare blev ved med at være det samme, så betød det ikke så meget. Det er jo ikke nogen indikator for, at fødslen går i gang meget snart.
Fredag den 28. var jeg lettere slukøret men lettet ved tanken om, at jeg jo nok senest skulle sættes i gang tirsdag eller onsdag. Ovennævnte udflåd syntes at fugte trusserne (uden indlæg eller lignende) en del, og jeg livede helt op ved tanken om, at det måske var vandet, der var gået.
Jeg tog et hygge-bind på og ventede meeeeget længe - mindst 5-7-10 minutter - før jeg checkede, om det var blevet vådt. KNASTØRT! Gid fanden havde de der superabsorberende bind. Man kan jo slet ikke mærke, om man er blevet våd! Af med bindet igen. Vente, vente. Ud og checke. Jooooo - de var altså liiiidt fugtige de trusser, og det var jo ikke ligefrem af kådhed, men egentlig vandafgang var nok mere ønsketænkning end fakta. Ville i hvert fald ikke ringe til mor endnu. Ville være heeelt sikker.
Jeg følte egentlig lidt, at jeg legede med mine egne forventninger, og at jeg ikke helt kunne være bekendt at prøve at bilde mig selv ind, at vandet måske var gået. Jeg vidste jo godt, at jeg slet ikke skulle føde - overhovedet!
Så ringede mor selv, og jeg berettede om fugtige trusser, og hun anbefalede, at jeg lagde mig på langs ½ times tid. Så ville der nok være noget at mærke, når jeg siden rejste mig, hvis det vel at mærke VAR vandet. Som sagt så gjort. Jeg lå på sofaen og skammede mig lidt over at være så desperat, at jeg sådan satte alle andres forventninger i gang, når jeg nu inderst inde godt vidste, at det jo bare var udflåd.
Kl. ca. 14.00 ringede min veninde, som selv fødte for 3 måneder siden og som var ved at gå til af spænding på mine vegne. "HEEEJ, jeg SKAL altså lige fortælle dig, hvad jeg drømte i nat", nåede hun at sige. Så følte jeg mig meget fugtig, mærkede efter og udbrød: "Nu ER vandet sgu' gået! Jeg må ringe til min mor!", længere blev den samtale ikke.
Jeg tog det egentlig forbavsende roligt. Mest, tror jeg, fordi det alligevel ikke rigtig ville gå op for mig, at jeg nu skulle til at være mor. At "nu er det nu". Mor og min lillesøster på 23, som var inviteret med til showet, kom hjem til os en time senere. I mellemtiden havde jeg mærket lidt murren i underlivet, og vandet sev ligeså langsomt. Jeg vil vove den påstand, at hvis jeg ikke havde været så utålmodig og på vagt overfor ethvert tegn på fødsel, så kunne det vand godt være gået, uden at jeg havde lagt mærke til det lige med det samme. Hvis det f.eks. var sket 1 uge før termin. For det var virkelig kun meget meget lidt ad gangen.
Kl. ca. 15.00. Mor, søster, mand og jeg kørte så ud til sygehuset, hvor mor kørte strimmel. Babys hjerte hamrede derudaf helt oppe på et gennemsnitligt 160 slag/min. Ret højt, men eftersom den også sparkede og moslede rundt uafbrudt, var det ikke alarmerende. Mens strimlen kørte, begyndte veerne. De nev, men ikke mere end, at der var plads til grin og latter og sjove bemærkninger.
Kl. ca. 16.15 var det ikke så sjovt mere. Der var allerede ved at være 5 minutter mellem veerne, som blev ondere, og samtidig havde jeg nu en enerverende smerte over lænden, som var konstant, og dermed ikke gav mig plads til at slappe af mellem veerne - som i øvrigt varede ca. 1 minut.
Min mors erfaring er, at steriltvandspabler virker bedst, når det er lændesmerter, der skal lindres. Jeg var med det samme med på at prøve. AV FOR HELVEDE OG SATAN OG GRIMME GRIMME UKVEMSORD!!! Det gør ondt! På sådan en irriterende måde, og så var det i alt 4 prik. Næsten ikke til at bære, når man allerede er klar til at myrde efter det første. Men smerten varede ikke engang det ene minut, som jeg var blevet advaret om. Ca. 15 sekunder, og så gjorde det ikke ondt mere. Og endnu bedre, lændesmerterne forsvandt nærmest som dug for solen. Wauv! Det gav mig et lidt falsk håb om, at det nok ikke ville blive værre nu, for så kunne man jo bare lindre...
Nå, da kl. var 18.40, viste invendig undersøgelse, at jeg var ca. 2 cm åben internalt. Piiiiiiiiiv. Jeg havde jo allerede haft ondt SÅ længe! Der var 3-5 minutter mellem veerne.
Kl. 20 15 var livmoderhals helt udslettet - og det samme gjaldt undertegnede. Veerne var rigtig rigtig grumme, og jeg var begyndt at gå i den her trance-lignende tilstand, hver gang de trængte sig på. Jeg havde behov for omsorg men kunne ikke klare, at nogen rørte mig. Ville helst kotrollere lyde og samtale omkring mig. Lyde er helt utroligt distraherende og forstyrrende.
Jeg lå så småt og blev enig med mig selv om, at jeg nok måtte revidere min holdning til Pethidin og lignende smertelindring. Havde på forhånd sagt, at jeg ikke var meget for tanken om, at barnet bliver påvirket, og jeg ville, for så vidt det var muligt, prøve at klare mig igennem fødslen ved hjælp af steriltvandspabler, vejrtrækning, evt. lattergas og så varme klude.
Som jeg lå der, og veerne bed igen og igen, var jeg klar over, at jeg nok måtte ændre mening. Jeg gjorde min mor opmærksom på, at jeg begyndte at synes, det var uudholdeligt, og at hun måtte "gøre noget"! Jeg drømte om morfika i lange baner og blev derfor ret skuffet, da tilbudet lød på et karbad... Kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvad gavn det skulle kunne gøre! Af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at formulere ønsket om noget stærkt smertestillende. Jeg ville have det tilbudt - tror nok, at jeg syntes, det ville være et pinlig nederlag at bede om det.
Kl. 20.40 kom jeg ned i det dejlige, varme vand og kunne pludselig slappe helt af. SKØØØØØNT! Det varede faktisk næsten 6-7 minutter, før der kom en ve, og jeg var helt salig ved tanken om, at det varme vand havde afbrudt veerne. Tænkte ikke på, at det jo i sidste ende ville forlænge processen. Nej, det var bare sådan en befrielse med en lille pause. Men det blev bestemt heller ikke til mere. Så stormede de ind over mig igen og var nu om muligt endnu kraftigere og heftigere end før. GISP!, tænkte jeg. Hvis det bliver værre, kan jeg ikke klare det, og nu ligger jeg endda i det lindrende varme vand!
Der lå jeg vel en times tid eller 1½. Så kunne jeg ikke mere, og nu var smerterne rigtig onde. Og der var INGEN pauser. Dvs. der var jo selvfølgelig pause mellem veerne, men jeg mærkede det ikke. Jeg hulkede og skreg mig gennem veerne og jamrede resten af tiden. Jeg kunne ikke stå, ikke ligge, ikke sidde, jeg var ved at gå i panik, kunne kun lige akkurat holde ud at sidde på toilettet, men dér blev jeg til gengæld dårlig og svimmel af at sidde, og var flere gange på nippet til at besvime.
Man konkluderede, at babyen stod og skurrede og hoppede og stødte ned i mit bækken. Og DET GØR ONDT. Derfor føltes ingen pauser i veerne, for de smerter, som dette forårsagede, var mindst lige så stride. For mig var smerten UUDHOLDELIG og KONSTANT. Jeg var nu klar til at gøre hvadsomhelst. Vi forsøgte med lattergasmasken. Jeg gjorde mig virkelig umage for at trække vejret rigtigt i masken. Men når veen kom med al sin styrke, følte jeg ikke, at der var luft eller rettere ilt nok i masken, og hver gang tog jeg masken fra munden, netop som den skulle have sin virkning.
Jeg skulede ondt til min mor, og beskyldte hende for at bilde mig ind, at der var tændt for gassen. Jeg var sikker på, at hun var ude på at snyde mig for at bevise, at jeg bare var hysterisk. "Sådan en skide placebo-gas!", fnysede jeg og gloede olmt på mor, som forsikrede mig, at hun ikke kune finde på at prøve at snyde mig. At jeg havde den slags sammensværgelsesteorier i hovedet er blot et bevis på, hvor langt ude jeg var.
Lattergassen hjalp mig ikke. Jeg måtte bøje hovedet og sande, at jeg ikke kunne føde. Jeg var IKKE stærk nok. Det var et frygteligt nederlag for mig. Jeg var jo en fiasko. Jeg, som skulle klare det så flot - jeg, jordemorens datter!!! Jeg har jo flere gange igennem min mors karriere hørt hende beklage sig over den værste skrige/pivse/klynke-prinsesse. Hørt om kvinder, der bare ikke havde det i sig osv. osv. OG NU VAR JEG EN AF DEM!!! EN "JORDEMORENS SKRÆK". Og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Ordene til min mor var: "Mor, jeg KAN ikke mere, jeg kaster håndklædet i ringen, jeg giver op!". Ved den udtalelse havde de svært ved ikke at trække på smilebåndet, men JEG mente det.
Jeg var ualmindelig ondskabsfuld og beregnende i mine bønner til min stakkels mor. Kiggede hende dybt i øjnene i håbet om at appellere til samtlige af hendes moderlige instinkter og sagde så: "Mor, hjælp mig" med det mest bedende og tiggende og lidende blik, jeg kunne frembringe. Og da hendes svar ikke var tilfredsstillende, fik hun til gengæld - har min søster beskrevet - et blik så sigende: "Forræder!".
Jeg VAR virkelig klar til at give op. Det må være sådan, tortur føles. Med den forskel dog, at der ikke fandtes noget forløsende ord, som kunne stoppe torturen. Jeg var ude af kontrol, havde ikke mere lyst til at leve, men var ikke engang i stand til sætte en stopper for det.
På dette tidspunkt var jeg et andet menneske, og jeg husker ikke meget. Jeg havde kun ET i hovedet. Det skulle stoppes, uanset udfaldet. Jeg var nu 5 cm åben, og min mor prøvede at berolige mig med, at de første 5 cm altid er de værste. Jeg ved nu, at det hun mente var, at de sidste 5 cm ikke gør mere ondt, og at de især ville gå meget hurtigere. Men på det tidspunkt opfattede jeg det kun som en forvisning om, at det ikke ville komme til at gøre mere ondt end nu. SO FUCKING WHAT!? Det gjorde jo allerede da så umanerligt ondt, at jeg vitterligt tvivlede på, om jeg ville overleve den næste ve - hvad hjalp det mig så at vide, at det ikke blev værre? Værre end hvad? Døden? Fiiiint!
Jeg tror, det var her, min mor besluttede at tilkalde stand-by-jordemoren Anita. En kollega, som på forhånd var blevet spurgt, om hun eventuelt ville assistere og/eller tage over, hvis der blev behov for det. Og det var der nu, hvor min mor i den grad følte sig splittet mellem to roller som henholdsvis den proffessionelle jordemor og den trøstende mor. Hun kunne ikke udfylde begge roller tilstrækkeligt på en gang. De voldsomme følelser og kræfter, der var på spil i mit sind, kunne have oplevet min mors handlinger som en slags tillidsbrud. Jeg var på vej derud, hvor jeg ikke følte, jeg kunne regne med hende eller stole på hende - min moar. Jeg tror, det var meget afgørende, at vi var forberedte på, at en sådan situation kunne opstå - ellers kunne det have efterladt sig nogle dybe spor.
Nu kom imidlertid Anita, som jeg havde gået til fødselsforberedelse og vandgymnastik hos, og hun havde (og har) min tillid. Hun fik lov at overtage scenen, og hun fik mig beroliget - nok også lidt fordi, jeg ikke havde troen på, at jeg kunne manipulere med hende på samme måde, som jeg havde forsøgt det med min mor.
Jeg var lettet, for jeg troede, at hun i modsætning til min mor ville lytte til fornuft, hvilket i mit forvirrede sind var ensbetydende med at stoppe hele denne vanvids-sceance, inden jeg faldt død om. Jeg lagde mit ansigt i de alvorligste og mest seriøse folder og sagde så roligt jeg kunne, at jeg desværre måtte give op overfor smerterne og ikke ville kunne fortsætte forløbet(!).
- "Jamen Marie, vi kan jo ikke stoppe nu!".
- "JOOOOOOO!".
- "Det er lidt tidligt at overveje at pille den ud af dig, ikke?".
- "NEJ! Kejsersnit! Jeg KAN ikke mere!!!".
- "Jo du kan, men det der sker er, at barnet ligger og skubber og gnider ned mod bækkenet, og det kan den ikke helt være bekendt, for det GØR rigtig rigtig ondt, men jeg vil foreslå, at vi lejrer dig, så du kan arbejde bedre med veerne. De virker også lidt koblede lige nu, så måske skal du have et drop".
- "ET DROP?". Det forekom mig komplet sindssygt at lægge vestimulerende drop, når jeg havde verdens værste veer!
- "Jamen det gør det da ikke mindre ondt af!?".
- "Neeej, men det går hurtigere".
Jeg var nu helt ude på mine sansers afgrunds rand. Kunne ingen da for helvede fatte, at det ikke drejede sig om, hvor længe det nu varede. Jeg kunne ikke klare så meget som en enkelt ve til!
"Anita", nu hviskede jeg for ligesom at signalere, at mine allersidste livskræfter var ved at ebbe ud. "Hvad med Pethidin?". Anitas ansigt snørede sig sammen ,og hun forklarede mig, at det faktisk var ved at være for sent at give Pethidin. GYYYYYYYS!!! Det var jo det sidste bitre håb, jeg havde klynget mig til. Jeg havde håbet, at jeg ikke selv skulle bede om det, men jag havde hele tiden anset det som den sidste udvej, og nu sagde hun gudhjælpemig, at det var for sent!
DA var jeg rede til falde på knæ på skafottet. "Det er ude med mig", var den eneste tanke i mit hoved. Og mens Anita lejrede mig og hjalp mig med at styre min eferhånden meget ustyrlige vejrtrækning, konfererede hun med min mor om muligheden for at give Pethidin på dette tidspunkt i forløbet. Jeg følte, at jeg fik livet tilbage, da jeg forstod, at de havde besluttet at give mig Pethidinen. Meeeen det skulle liiiige checkes med overlægen, der skulle kaldes og ringe tilbage og give grønt lys. Det tog jo 7 lange og 7 brede, og jeg tænkte, at de helt sikkert ikke ville nå det, før den næste ve (= den visse død) kom.
Kl. 23.15 fik jeg omsider min længe, længe ventede sprøjte. Åhhh, lykkerus. Det ragede mig mildest talt en høstblomst, om der var fare for komplikationer for bebsen. Det er forfærdeligt men sandt. Jeg var bare lettet over, at jeg nu nok ville overleve. Så kunne man jo kun håbe, at det samme gjaldt barnet. Og hvis ikke? Den tanke kunne ikke tænkes til ende, men hvor grufuldt det end er at måtte indrømme, så var barnet på daværende tidspunkt ikke topprioritet i mit sind. Og det er der jo sikkert også noget hensigtsmæssigt i, sådan for det helt fysiske forløbs skyld. Men det er sgu' frygteligt at måtte erkende. Pethidinen fjernede på ingen måde smerterne, men den hjalp mig til at slappe heeeeelt af imellem veerne - jeg var faktisk et par gange helt væk.
Det var fredag aften, og DGI Landsstævne rundede ca. 5 km borte deres festaften af med et gigantisk fyrværkeri. Jeg kunne ikke se det fra mit leje - og var også ophøjet ligeglad. Men alle mine hjælpere, dvs. kæreste, søster og begge jordemødre stod henne ved vinduet og hviskede nææææhhh og neeeeeeeejj og iiiihhhhhhhh og åååååååhhh, og jeg samlede mig fra min døs og vrissede: "Gid fanden havde det forpulede fyrværkeri!". Det gjorde mig vildt gal, at de allesammen stod der og beundrede fyrværkeriet, når jeg lå på mit dødsleje ved siden af.
Kl. 0.00 fik jeg for første gang en smule pressetrang, og det var en lettelse at vide, at det nu var ved at være nærmere slutningen - men samtidig rejste det også en vis angst for, hvad denne presseperiode ville indebære? For selvom jeg vidste, at udvidelsesperioden som regel er langt mere smertefuld end presseperioden, så forekom det mig mest logisk, at det ville gøre 14 gange mere ondt, når jeg nu inden længe ville skulle presse et reelt barn ud forneden... Oh, gys.
Jeg måtte ikke presse endnu, for der manglede stadig ca 1½ cm. OK, så presser jeg bare ikke. Det gik nemt nok i starten, men så blev det sværere. Anita stak ved næste ve hånden op og prøvede, om hun kunne "skubbe" de resterende 1½ cm til side ved hjælp af veen. Det gik ikke. Jeg måtte stadig ikke presse. Havde indtil da ligget i en regulær hospitalsseng, men kom nu over på selve fødelejet.
CTG blev sat på igen, og nu var hjertelyden ikke så heftig, kunne jeg fornemme midt i min rus. Alt hvad der foregik føltes nu pga. Pethidinen som om, det foregik 10 meter væk. Jeg fornemmede, at der blev lagt instrumenter frem, som jeg konkluderede måtte være kop og eventuelt elektroder. Jeg fornemmede, at der blev tilkaldt en overlæge, og jeg fornemmede, at man var lidt bekymret over barnets dykkende hjertelyd.
Men JEG var ikke bekymret. Jeg følte mig meget tryg og havde vel i rusen nærmest sådan en "que sera, sera" - holdning. Det skal dog siges, at der absolut ikke var panikstemning på stuen, heller ikke søster eller kæreste lod til at være bekymrede, så jeg lod det komme som det ville.
Jeg fik masken igen, nu med ren ilt for at hjælpe barnet, og jeg fik besked på at koncentrere mig om at trække vejret meget dybt, og så roligt jeg kunne. Det blev så mit lille projekt inde i mit hoved langt væk fra den virkelige verden. "Trække vejret dyyybt”.
Jeg så ikke de mennesker, der omgav mig, havde ingen fornemmelse af hvem, der var hvor. På et tidspunkt var der en dødirriterende berøring af min skede, og i den tro, at det var min mor, tog jeg agressivt fat om håndleddet på hende og fjernede hånden, idet jeg sagde, at det "faktisk var ret så ubehageligt - lad lige være med det!". "Jah, det er ikke så rart, men jeg bliver nødt til det", svarede den kvindelige overlæge! Ups! Jeg blev lidt flov, kan jeg huske. Jeg havde overhovedet ikke opfattet, at det var hende, der undersøgte mig.
Kl. 00.20. Så blev pressetrangen ubærlig, og jeg MÅTTE bare give efter og fik til min lettelse at vide, at det var OK. FEDT, tænkte jeg, så presser jeg lidt nu. FLOT Marie, sagde de. Jeg tænkte, at det føltes som om, hovedet havde været ude og vende, og hvis de havde heppet, havde jeg godt kunne presse mere, men de sagde ikke noget, alle de der mennesker nede for enden af sengen, så jeg samlede lidt flere kræfter i stedet og ventede på næste ve.
Da den nærmede sig, tænkte jeg: "Nu presser jeg altså hovedet ud, hvad enten de hepper eller ej", og så pressede jeg. "FLOOOT, Marie. Nu er hovedet ude". Det vidste jeg da godt! Og mens jeg ventede på næste ve, tænkte jeg, om det mon ville være muligt at presse resten ud allerede nu? Jeg pressede og pressede lidt mere og tænkte: "Nu presser jeg den UD". Og så fulgte bare en kropslig lettelse så enorm. SVUP, og så vidste hele min krop i et splitsekund, at NU var det overstået. NU var smerterne slut. OH, JUBEL! Kl. var da 00.40, og presseperioden havde varet 20 minutter.
En lille pige, hørte jeg min mor sige, som skreg ganske kort, og jeg fik den lille varme klump op på maven. TOTALT surrealistisk. Hun var meget meget fin, slet ikke noget blod og fosterfedt bortset fra lidt i håret, og hår var der masser af. Ret uventet, for mine søskende og jeg er alle født helt skaldede med enkelte lyse dun. Og her lå nu en pige med fuld mørkeblond paryk!
Det hele var egentlig slet ikke så sentimentalt, som jeg havde forestillet mig. Kun lettelse. Min kæreste dukkede lige pludselig frem og kyssede mig. Ham havde jeg ikke skænket en tanke længe. Han så glad ud. Han havde fældet flere tårer, har jeg efterfølgende fået at vide, men det ænsede jeg desværre ikke. Farmand klippede navlesnoren. Moderkagen fødtes uden besvær og smerter.
Hun havde haft navlesnoren løst rundt om halsen, hvilket var grunden til den dykkende hjertelyd. Den havde været nede på ca. 95. Men da hun kom ud, var hun helt fin og fik Apgar 10 efter både 1 og 5 minutter. Hun lå hos mig en lille ½ time. Så kom hun over til sin far, mens jeg blev syet i begge indre skamlæber og inde i skeden. AV! Sidstnævnte sted måtte bedøves, før Anita kunne sy. Det var dybt! Imens lå min lille pige og fortalte sin far om hele fødslen fra hendes synspunkt. Det var så sjovt at høre hendes lille spæde bla-ba-ba-ba-ba-rej-rej-ba-rej-bla-pludren.
3.930 gram og 55 cm. Hold da op! Mor her var selv 3.000 gram og 54 cm, så det var jo en stor pige, vi dér havde lavet! Ingen skavanker. Jeg var træt, men Pethidinens sløvende, berusende virkning var forsvundet som dug fra solen, og jeg var mit gode gamle jeg igen. Forsøg med at lægge hende til brystet gik fint, hun suttede som besat.
Kl. 4 gik de allesammen, og jeg lagde mig til at sove med min datter i armen. Helt fantastisk.
Min veninde var den første, jeg ringede til (hende, der ringede, da vandet gik). Det mærkværdige var, at den drøm hun havde villet fortælle mig om, gik ud på, at hun havde ringet for at invitere mig til et eller andet, og så var vi blevet afbrudt, fordi mit vand var gået!
Det kommer nok til at tage tid, før jeg er klar til at gøre det igen - men omend, jeg godt kunne have undværet smerterne og pinslerne, så er jeg glad for at have gennemlevet det. Det er en grænseoverskridende oplevelse, som jeg kan mærke har været en afgørende brik i "mit livs puslespil".
26-09-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025