Kære Stine.
Alt overskud og unødvendigt, din datter indtager gennem munden, kommer ud med afføringen.
Slim er som regel tegn på, at barnet er eller har været forkølet med slimdannelse i de øvre luftveje (bronchierne), som barnet så synker, og siden går det ubearbejdet gennem mave-tarmsystemet og ud med afføringen. Dog dræbes eventuelle bakterier af syren i maven.
Da hun lyder sund og rask, og jeg ikke kender hendes alder, kan jeg ikke svare mere præcist.
Afføringen afhænger, ud over ovennævnte, af de fødemidler, barnet får og kroppens omsætning af disse. Derfor kan vi f.eks. se alt med cellulose i cellevæggen såsom rosiner og grønærter komme ud i hel tilstand, da vi ikke er i stand til at nedbryde cellulosen.
Med venlig hilsen Karin Holm
|