Sådan sover børn bedst i frostvejr Hvornår er det for koldt til, at børn må sove ude? Hvordan skal de klædes på? Og hvor skal barnevognen stå?
11108
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn ikke må sove udenfor, hvis termometeret viser mere end 10 minusgrader. Det skyldes blandt andet, at børn fra 0-2 år ikke selv registrerer, om de har det for koldt.
Men hvis der ikke er for koldt til, at de små kan sove ude i frostvejr, er det vigtigt, at man holder opsyn med barnet. Barnet må desuden højest sove udenfor i 2 timer. Hvis barnet er et spædbarn eller har feber, skal det sove indendøre.
Det mest ideelle er at stille barnevognen under et halvtag, hvor den er i ly for regn og blæst, men en mur som læ er også et fint alternativ.
Det er også vigtigt, at barnevognen er vind- og vandtæt, og at den er godt isoleret. En barnevogn med en bund af stof er varmere end en med en bund af stål, for den bliver hurtigt kold. Og så er det væsentligt med en isolering i bunden, f.eks. flamenco eller et tilpasset liggeunderlag.
Man kan også lægge et lammeskind i bunden af vognen. Men så skal man sikre sig, at det kan tåle at blive vasket ofte, så det ikke samler støvmider og dermed fremprovokerer allergi.
Det anbefales desuden, at barnets madras, dyne eller sovepose bliver taget med ind efter brug. Så bliver barnet lagt til at sove i et miljø, der ikke er nedkølet, men har stuetemperatur.
Barnet kan godt sove i sit eget tøj (og undertøj), men det skal have en blød, vindtæt flyverdragt uden generende lynlåse udenpå. Derudover skal barnet have tykke handsker på og hue, så ansigtet er frit men dækket mod den værste kulde. Hvis det er rigtig koldt, kan man lægge et ekstra tæppe på dynen eller slaget fra barnevognen.
For at sikre, at barnet har den rette temperatur, kan man mærke med en finger på barnets nakke. Nakken må hverken være for svedig eller føles kold, men kropstemperaturen skal være normal. Denne procedure skal gentages jævnligt, mens barnet er udenfor.