Hej Kirsten.
For 1½ år siden fik min mand og jeg vores søn, Phillip. Min mand havde startet nyt job som kok, og vi havde derfor ikke prioriteret barslen fra hans side. Stor fejl!
Allerede på sygehuset begyndte jeg at føle mig lidt ensom, og syntes min lille dreng var et nærmest ubærligt ansvar. Faktisk tror jeg, at min ensomhed viste sig i slutningen af min graviditet, da min mand var meget væk.
Da vi kom hjem fra sygehuset, tog han afsted ½ time efter, vi var
ankommet, og jeg skulle nu finde mig til rette med den lille. Mælken begyndte at løbe til, jeg glemte at spise, og det hele blev mere og mere kaotisk.
Jeg havde problemer med at finde ro og kunne ikke sove. Jeg talte med min mand om det, som også kunne mærke, jeg var helt i vildrede. Han kontaktede sundhedsplejersken, som kom dagen efter.
Herefter gik det ret hurtigt. Jeg kom til lægen, som også kunne se, jeg var skidt. Vi besluttede sammen med hende at ringe efter min mor, så jeg ikke skulle være alene. Jeg var rædselslagen bare ved tanken om at være alene.
Min mor kom, og jeg fik kontakt til en psykolog, som allerede ved første møde hjalp utroligt meget. Det endte med, at jeg kun havde to møder med psykologen og efterfølgende nogle rigtig gode møder med en anden sundhedsplejerske og en pædagog sammen med min mand.
Jeg begyndte langsomt at få det bedre. Jeg begyndte at kunne sove og fandt stille og roligt en hverdag sammen med Phillip. Jeg tror, jeg var helt ovenpå igen efter 6 måneder. Her fik jeg ikke længere en klump i halsen, når vi talte om det.
Når jeg ser tilbage, husker jeg den første tid med Phillip som ekstrem hård. Derfor har vi heller ikke rigtig kunne beslutte os for, om vi turde prøve igen.
Men så sker der jo det, at jeg bliver gravid for et par måneder siden, og vi besluttede, at det måtte være skæbnen - og ja, beslutningen blev så taget for os.
Nu tænker jeg selvfølgelig meget over, om der er stor risiko for en fødselsdepression igen. Jeg må sige, at jeg forventer det værste og håber på det bedste.
Kan man sige noget generelt om, hvor stor risikoen er, eller afhænger det af sidste depressions omfang og varighed? Selv vil jeg nok betegne det som en mildere eller i hvert fald kortvarig depression.
Jeg synes, jeg har lært en masse om mig selv, som jeg håber, jeg kan bruge til at undgå lignende reaktioner næste gang. Hvad siger din erfaring dig?
Mange hilsner Sanne, 27 år.
|
© 1999-2025