 lille tillykke... eller STORT
Har jo lige været i det også en lille mand med en p-pille i hånden, og jeg synes også det virkelig tog lang tid før jeg overhovedet havde lyst til at dele det med nogen, både fordi jeg var bange for at miste igen - synes jeg var forfærdelig mor at jeg turde løbe risikoen igen, risikoen for at vælte familien endnu en gang, menn også fordi jamen ville jeg overhovedet det her!? Og samtidig være død angst for han døde... Ja det var ambivalent, men især Dinas glæde over igen at skulle være storesøster, selvom den også var iblandet frygt over om han nu døde og fra hun fik det at vide omkring halvvejs og til han kom var 4½ lange måneder for hende, hvor hun især var bange for at være væk fra mig, bange for jeg eller lillebror døde hvis hun ikke var der og passede på os.
Men nu er han her, og der er mange ting der skal gå op, mange ting hvor jeg kunne skrige, men nej hvor er det skønt igen at have en baby i armene, have en baby i vores liv, lære et nyt lille menneske at kende. Og jeg er så forelsket, men han er den SIDSTE! Stoler ikke længere på p-piller (har nu to børn lavet på dem ud af 4) så skal have spiral så hurtigt som muligt for synes jeg har udfodret skæbnen nok...
Synes det var svært at se Dina, har stadig svært ved tanken, har en sort samvittighed over for hende og kán slet ikke bære vi bragte sorgen og døden ind i hendes liv, men det gjorde vi, men har også nu bragt glæden og livet ind to gange-
Så ville egentlig bare sige, hvis dú vil læsse af både om det ene og det andet er du velkommen til at skrive min mail: [email protected] og så selvsagt TILLYKKE
Dette er et svar til  Ja, nu turde jeg endelig...
af Kirser (25-08-2010 kl. 22:35)
|
migog4
© 1999-2025