 Har tænkt...
Læste dit indlæg for 2 dage siden og vidste faktisk ikke hvad jeg skulle svare og alligevel ville jeg så gerne, for det første fordi det er så betænktsomt af dig, og for det andet fordi netop omgivelserne faktisk spillede en stor rolle i forbindelse med at have mistet.
Jeg ved ikke hvordan de har fået formidlet de vil være i fred, men man må jo acceptere deres valg også fordi vi er alle forskellige.
Men når jeg tænker tilbage så var det værste ignorering, både fordi det kunne betyde folk ikke vidste dte og jeg så gerne vile fortælle, eller det kunne betyde de opfattede mig som den paria, den der ødelagde lykke som jeg troede de gjorde.
Så hvad havde jeg ønsket, hmm bare et ord, en blomst hvad ved jeg men en tilkendegivelse af, vi ved det og vi ved nok ikek rigtig hvad vi skal sige, men det er ikke fordi vi ikke kan holde jer og jeres sorg ud men simpelthen fordi det er så stort så vi er bange for at gøre noget forkert!
Jeg vidste jo godt rationelt det var sådan, men følelsesmæssigt tolkede jeg det helt anderledes og var sikker på tavshed var det samme som en form for foragt, og et bevis på jeg aldrig igen blev normal (og det er jeg jo blevet). Hvorimod et hvert ord en hver tilkendegivelse af det var okay og de vidste også var en tilkendegivelse af jeg kunne blive normal - ved ikke om det giver nogen mening?! Men ville bare sige at for mig var alt okay eneste forkerte var tavshed.
JEg håber I får sendt blomst og den bliver modtaget i rette ånd.
Line
Dette er et svar til  Et egoistisk ønske om at kondolere?
af naboen (26-09-2010 kl. 21:36)
|
migog4
Svar til dette indlæg
© 1999-2025