 Tak....
For et rigtig godt svar....
For at ta' det fra en ende af: Vi er afgjort mere venner end et par og det har vi været i et år eller 2 efterhånden, og det ved han udmærket godt at jeg synes og det synes han vist også selv.... Problemet er så bare at han synes det er fint nok for så har han jo sin dagligdag som bare kører - mig derimod, trænger til at blive elsket, til at blive set på på en anden måde end bare som mor og husholderske, og trænger til at blive begæret andet end når han engang imellem lige skal ha' lettet trykket ( hvilket jeg forøvrigt absolut intet har imod :-) )
Jeg tror ikke der er nogen gnist at genfinde - vi er gledet for langt fra hinanden og jeg har forandret mig for meget de sidste par år... Jeg kan sagtens leve sammen med ham, men det er helt vildt svært at erkende at jeg nok ikke elsker ham mere....
Og hvad med børnene? Det er da det værste - jeg har svoret aldrig at skulle gøre det jeg tænker på her, og her står jeg alligevel og overvejer det? Hvad skal jeg gøre? Hvordan er det for børn når forældrene bliver skilt? Hjælp?
Damn hvor jeg hader det her! Hvor blev mit rare, simple og kedelige liv af? Hvorfor forsvandt det da ham den anden kom ind i billedet - ham der aldrig nogensinde er ude af mit hoved længere? Her havde jeg lige affundet mig med at vi skulle blive sammen for børnenes skyld og så dukker han op - det er da ikke fair! Og nej, det er ikke kun begær, for ved I hvad? Jeg har ikke engang hverken kysset ham eller været i seng med ham, for ikke at såre min mand.... Men jeg har lyst til det....
Fuck, jeg er ked :-(
Dette er et svar til  hvorfor blive sammen pga børn
af Ano (13-12-2010 kl. 10:59)
|
Grevinden
© 1999-2025