 Det sker også for mig
Det kunne mere eller mindre have været at det var mig der havde skrevet det foregående indlæg. Jeg har efterhånden skrevet herinde en del gange, da jeg har været i fuldstændig vildrede over mit parforhold.
Min mand og jeg har taget beslutningen at vi skal gå fra hinanden. Vi er i gang med at sætte vores hus til salg. Jeg føler mig egentlig ret afklaret omkring mine følelser overfor min mand. Jeg føler ikke jeg elsker ham længere, jeg har trukket "følehornene" tilbage efter (synes jeg selv) at have været talt rigtig grimt til igennem mange år.
Jeg føler faktisk lidt en lettelse over at jeg ikke skal leve med det mere.
Meeeen nu kan jeg så mærke at tankerne omkring børnene fylder mere og mere(vi har tre styks). Jeg føler mig i den grad som en dårlig mor, der ikke kan give min børn et hjem hvor begge forældre kan bo. Jeg synes, det er så synd, at de kommer til at leve deres liv, hvor de ofte vil gå og savne den ene forældre. Jeg tro,r at vores situation kommer til at blive 5/9. Jeg er ret sikker på at min mand ikke vil kræve 7/7, da vores børn er ret små. Men jeg synes bare, det er så tarveligt, at vi som voksne ikke kan finde ud af at leve livet sammen. Samtidig har det også været en nødvendig beslutning, da vores liv sammen var uuholdeligt, og jeg må tilstå, at det helt sikkert har påvirket vores børn, desværre.
Jeg ved godt, at det er noget, jeg som forældre må tage på mig og leve med den skyld, men mit hjerte bløder bare for mine unger. Og jeg føler i den grad jeg er en fiasko som forældre.
Årh det er bare så mega svært! Er I andre der kender til det!
|
Sissel
Svar til dette indlæg
© 1999-2025