 Jeg fik hende med i første omgang
men hun kunne bare slet ikke trives. Da en anden pige fra klassen, der også havde haft det svært, skiftede skole - så havde hun fået nok.
Så i en alder af knap 11 år var hun i stand til at sige fra - og det er jeg glad for, ikke mindst fordi det må have være vanvittig svært for hende.
Jeg græd den dag og har grædt flere gange siden - men tilbage i vange omgivelser med kammerater der accepterer hende som hun er, stortrives hun.
Havde jeg holdt på, hun skulle blive hos mig, havde det været meget egoistisk og havde nok ført til en træls sag om forældremyndighed osv. Og som hendes mor vil jeg jo hendes bedste - også selvom det ikke er at være hos mig i hverdagene.
I stedet må jeg prøve at gøre det så attraktivt at komme på weekend og i ferierne, at hun bliver ved med at komme. Hun har heldigvis et rigtig godt forhold til sine små søstre - og selvom de selvfølgelig kan være irriterende (som små søskende nu kan) så elsker hun dem overalt på jord.
Det er godt, du tænker på, hvad du ønsker for dine børn fremover - hold fast i det, når samvittigheden nager.
Knus,
Lene
Dette er et svar til  ja det er svært
af Sissel (14-04-2011 kl. 12:07)
|
Svar til dette indlæg
Anonymia
© 1999-2025