 Genkender en del
Hejsa
Tak for dit lange svar... jeg kan genkende en del af dine overvejelser fra mig selv. For hvornår er man sikker på, at man har truffet det bedste valg?
Jeg tror, jeg inderst inde længe - i mange år - har vidst, at jeg ikke længere så min kæreste som "manden i mit liv", at at han ikke prioriterer mig særligt højt er ikke nyt.
Det skal så siges, at jeg er alt for god til at analysere og "forstå", så jeg har ofte været den der tilgiver og forstår, hvorfor min kærester opfører sig åndsvagt.
MEN der er jeg nået til at punkt, hvor jeg kan se, at det slider på mig, det slider på hele familien, at jeg bare ikke trives og ikke føler, at der er plads til mig.
Mht at blive talt grimt til, at så har jeg ofte bedt om at blive talt ordentligt til - og fået svaret, at det kan han ikke, når det er mig!!
Det orker jeg ikke mere, han må tage ansvar for sin egen opførsel.
Min konklusion på at vi herhjemme er nødt til at gå hvert til sit er, at vi bare ikke kan skabe et fælles liv. Vi har talt og talt nu, og jeg elsker ham ikke længere og han elsker ikke længere mig. Vi er gode venner, vi holder af hinanden, og vi er for altid forældre sammen.
Men vores barn skal ikke opleve en barndom med råben og skænderier, med en mor der ikke har overskud fordi energien bliver brugt til at drømmer sig væk!
Jeg gør mig ingen illusioner om, at det løser alle problemer at gå hvert til sit, men det vil give mig en ro og et rum til at være mig.
Håber, du kan få talt med din mand, at han vil sidde en aften sammen med dig så I kan få sagt højt, hvordan det er at være jer!
Dette er et svar til  Ægteskabs/parforholds kriterier...3
af kristine (08-08-2011 kl. 17:01)
|
Anne
© 1999-2025