 vores forsvinder ikke
vi ser dem bare ikke... det lyder måske mærkeligt; men jeg tror at viljen, ønsket, drømmen om fortsat at pleje sine venskaber, som man kunne i 20erne, og måske op i 30erne, hvor alle havde små børn, stadig lever - det er bare den TRAVLHED. Har man endelig et roligt øjeblik bruger man det på sommerhuset, på sine børn, på en rejse - og ens behov for andre jævnaldrende bliver i stor grad mødt på jobbet, så vennerne bliver udskudt til de helt store begivenheder og fester. Det er dumt at det skal være sådan, helt sikkert, men det er ikke så nemt at ændre på før pensionsalderen, tror jeg.
Dette er et svar til  Hvor går jeres grænse?
af Mette (03-08-2015 kl. 11:27)
|
Berlin
© 1999-2026