Skrevet af Anne
  Da jeg fødte min søn Kalle, var jeg omgivet af mænd! Det foregik nemlig hjemme på badeværelset sammen med min kæreste Peter og 3 Falck-mænd.
Det er onsdag den 26/6, og jeg har veer hele dagen, men der er ikke under 6 minutter imellem, så jeg tænker ikke på at tage afsted på hospitalet. Jeg vil nemlig ikke risikere at komme derop for tidligt, for bare at blive sendt hjem igen. Det er min anden fødsel, for jeg har også en pige på 5½ år, der den dag var hjemme hos sin mormor.
Undervejs i ve-forløbet sidder jeg i sofaen og koncentrerer mig om min vejrtrækning, og der er mange gange, hvor jeg når at falde i søvn imellem veerne. Jeg tager også et bad og får frokost m.v. Da klokken bliver 19.05, river veerne mere end tidligere, så Peter og jeg taler om, at vi vil ringe til fødegangen for at få et råd om, hvad vi skal gøre, og hvornår vi skal komme.
Men inden vi ringer, skal jeg lige tisse, så Peter hjælper mig ud på badeværelset. Og inden jeg kan nå at gøre noget, så går vandet i en ordentlig skylle, og jeg får pressetrang med det samme!
Jeg står op og støtter mig til bordet omkring håndvasken, og Peter ringer til hospitalet - men nummeret er optaget! Han ringer igen til hospitalet, men med samme resultat. Jeg får endnu en presseve, hvor der kommer blod med ud, og da den er slut, sætter Peter sig ned på hug bag ved mig for at vaske blodet af mine ben. Da jeg giver udtryk for bekymring over blodet, fortæller Peter mig, at jeg er ved at føde, for han kan se barnets isse bule frem. Jeg beder Peter om at ringe efter en ambulance med den tanke, at jeg så vil køre til hospitalet i den.
Peter ringer igen til hospitalet og denne gang kommer han igennem. Personalet kan over telefonen høre mig have endnu en presseve, og de sørger så for at ringe efter en ambulance. Heldigvis ligger Falck-stationen et par hundrede meter nede af vejen, så det ringer hurtigt på døren. På vej ud for at åbne hoveddøren, glider Peter i fostervandet, og jeg når at tænke på, hvordan jeg mon vil få åbnet døren, hvis han nu falder og ikke rejser sig op igen! Selv støtter jeg mig stadig til bordet, dog er jeg sunket ned på knæ efter endnu en presseve.
Peter kan heldigvis godt åbne døren, og Falck-manden kommer ud til mig på badeværelset, hvor han spørger mig om nogle ting - blandt amdet om det er min første fødsel, om jeg kan lægge mig ned osv. Der bliver lagt et tæppe på badeværelsesgulvet, og vores håndklæder bliver hevet ned fra knagerne og lagt ovenpå. Derpå kan jeg så lægge mig ned.
Lige da jeg lægger mig ned, er jeg alene inde på badeværelset med benene mod døråbningen, hvor Falck-manden sidder på hug. Jeg får øjenkontakt med Peter, der står ude i entreen, og jeg beder ham om at komme ud til mig. Så Peter må skræve hen over Falck-manden og mig for at komme ud til mig.
Jeg mærker endnu en presseve på vej og siger til Falck-manden, at jeg gerne vil presse nu, og han fortæller mig, at han er klar. Peter støtter min ryg, og så presser jeg barnets hoved ud, og Falck-manden siger til mig, at han er klar til at tage imod resten af kroppen. Men jeg får vist snerret af ham, da jeg siger, at han må vente på den næste presseve.
Den anden Falck-mand står bøjet over den første, der jo sidder på hug mellem mine ben, og jeg beder ham der står op om at holde mit højre ben, da jeg mærker næste presseve ankomme. Jeg fortæller, at nu kommer veen, og jeg presser resten at barnet ud.
Peter og jeg har forinden aftalt, at det er ham, der skal fortælle mig, om barnet er en dreng eller en pige, så jeg siger hurtigt til Falck-manden, at han ikke må sige noget - han er i gang med at tørre barnet af. Peter ser ned og fortæller mig så, at det er en dreng. Jeg tuder af glæde, og et øjeblik senere ligger Kalle på min mave, og Peter får lov til at klippe navlestrengen.
Det var rart at være fødende i et forløb, hvor jeg selv havde den største indflydelse, og det var rart at følge sit instinkt fremfor at blive dikteret, hvornår jeg skulle presse, og hvornår jeg ikke skulle! Ved min datters fødsel havde jeg grønt fostervand, så jeg fik drop i armen, vemåler på maven og elektrode på barnets hoved. Desuden myldrede det ind på fødestuen med læger, jordemødre, sygeplejersker m.fl.
Denne gang oplever vi en omsorg fra Falck-mandens side, der går på, at han hele tiden fortæller, hvad han gør, og at han både var opmærksom på Kalle, Peter og mig.
Der er ikke rigtig nogen, der har holdt øje med tiden, men vi bliver enige om, at Kalle er født kl. 19.30 - det er i hvert fald deromkring!
Jeg får bind og trusser på og må så rejse mig op for at gå ned i opgangen til båren. Inde i ambulancen får jeg Kalle på brystet, han er nøgen, og han ligger så der hele vejen til hospitalet og holder mig fast om min finger og ser på mig med det mørke dybe blik nyfødte har. Peter kører efter ambulancen i vores egen bil.
På vej i ambulancen får jeg pressetrang igen, og jeg siger det til Falck-mand nr. 2, der sidder ved siden af mig. Han siger, at jeg må prøve at puste i stedet for, men næste gang trangen melder sig, presser jeg moderkagen ud. Så den havde jeg med i trusserne, da jeg endelig ankommer på fødegangen.
Kalle bliver undersøgt - 3.690 gram og 56 cm. Jeg får syet en rift, og efter lidt mad og drikke er klokken efterhånden blevet 23.15.
Peter og jeg bliver tilbudt en stue for os selv med to senge, da der ikke er ret mange fødende den dag, og vi overnatter på hospitalet. Jeg får sovet lidt, da nogle ret slemme efterveer stilner lidt af. Peter ligger bøjet ind over Kalles krybbe og ser vist forelsket på sin søn - hans første barn - hele natten!
Næste dag tager vi hjem. Jeg må gå fra fødegangen i hospitalets sokker, da jeg ikke har sko med. Hjemme venter oprydningen med blodige håndklæder og klistret gulv. Vi står begge og ser på badeværelsesgulvet og oplever pludselig, hvor dramatisk det har været. Det følte vi ikke undervejs.
Det næste stykke tid var som en rus. Peter og jeg kunne næsten ikke komme ned på jorden igen.
Kalle er nu 9 måneder, og indtil nu har han også haft travlt med at vokse. Det har kun taget ham 168 dage at nå til 10 kg. Han er en glad og rolig dreng og selvfølgelig verdens midtpunkt for sin storesøster Andrea, far og mor.
09-04-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025