2 svære svangerskabsforgiftninger på 2 år Maiken rammes af svær svangerskabsforgiftning under begge sine graviditeter, som ender med kejsersnit.
6968
Skrevet af Maiken
Min første graviditet gik sådan set fint. Jeg levede i min egen lille verden og kørte mit eget lille soloshow. Det hele var jo så nyt og spændende. Det var først, da jeg begyndte at mærke de meget stærke hovedpiner, at mine alarmklokker skulle have ringet, men det gjorde de ikke, heller ikke da jeg optog enorme mængder af væske. Det var jo normalt, troede jeg.
Da jeg er til jordemoderkontrol omkring 37. uge og tjekker min urinprøve (jeg gik i gruppe, og vi testede selv urinprøverne), bliver jeg lidt skræmt, da den ikke er, som den plejer. Strimlen viser tegn på proteiner. Jeg tester den igen, men den er god nok. Da det bliver min tur til at gå på vægten, har jeg taget 6 kilo på blot på én måned. Det var ikke mig, der havde ædt flødekager, det var vand. Mit blodtryk var på 150/110 - så kunne jeg bedre forstå hovedpinerne.
Hvor alvorligt kan sådan noget svangerskabsforgiftning så være?
Jeg får en tid til en kontrol dagen efter på sygehuset. Den næste morgen bliver jeg ringet op og får at vide, at den er aflyst på grund af sygdom blandt lægerne. Nå, tænker jeg bare, hvor alvorligt kan sådan noget svangerskabsforgiftning så være? Jeg går straks på nettet og finder ud af, at det behandles med ro og hvile, og i svære tilfælde bliver man forløst med kejsersnit.
Min mor flippede helt ud. Det kunne ikke være rigtigt, at de bare sådan aflyste min tid. Jeg skulle straks ringe til min jordemoder og høre, om det kunne være rigtigt. Men stædig som jeg var, og med min faste overbevisning om, at svangerskabsforgiftning ikke var noget, nægtede jeg.
Da jeg endelig kommer til kontrol, er det værre end først antaget. Barnet er meget lille, og mit blodtryk er meget højt. De snakker om at tage et flow i navlestrengen. Flow? Jeg tror, det er noget med en lang nål ned i min mave, så jeg bliver meget meget svimmel og meget varm. Jeg opdager til min store glæde, at det bare var en scanning. Jeg bliver indlagt til observation. Jeg overvejer stadig ikke et sekundt, hvor alvorlig situationen er.
Den nat på hospitalet er rædselsfuld, og jeg har knaldende hovedpine. Jeg får målt mit blodtryk hver 3. time, og al urin skal afleveres i et glas i skyllerummet, fordi der blev fundet blod i min urinprøve fra tidligere på dagen.
I løbet af natten får jeg lagt et drop for en sikkerheds skyld, det gjorde ondt, meget ondt. Min hånd dunker, hver gang jeg bevæger mig en lille smule. Jeg kommer desuden på blodtryksnedsættende medicin.
Næste morgen kommer der en læge og vil lige mærke, hvor meget jeg har udviddet mig - 2 centimeter - så det kan jo godt tage uger, før jeg føder normalt. Han siger, at de lige skal overveje, hvor barnet har det bedst; ude eller inde.
Pludselig går det stærkt, jeg skal have et akut kejsersnit i løbet af formiddagen. Så jeg ringer straks hjem og beder René om at komme og helst lidt hurtigt. Han var ikke stået op.
For yderligere at stresse mig ved hospitalet ikke, om jeg skal overflyttes til et andet hospital og have foretaget kejsersnittet der, eller om jeg skal blive, hvor jeg er og overflyttes bagefter. Til sidst tager mit blodtryk beslutningen for dem; det er for risikabelt at flytte på mig.
Mit livs fejltagelse
Jeg har besluttet mig for fuld narkose. Mit livs fejltagelse. Da jeg vågner igen, har jeg fået en pige. Vi bliver flyttet, og hun bliver indlagt på neonatal afdelingen, da hendes blodsukker er på 0,9, så hun får straks lagt et drop i den lille hånd og bliver sondemadet.
Der ligger vi så i 11 dage. 11 meget lange og hårde dage. Alle, der har prøvet at være på sådan en afdeling, ved hvordan 5 gram kan være en sejr. 5 gram tættere på en udskrivelse, som man ikke ved, hvornår kommer.
Jeg har det svært med Catharina, som vi vælger at kalde hende, på grund af temperamentet. Hvor er hun kommet fra? Jeg var slet ikke indstillet på at blive mor på det tidspunkt, der var flere uger til.
Plukkeveer? Hvad er det? Jeg har aldrig haft en eneste ve. Hun er lidt af en alienbaby for mig. Jeg ved godt, hvor hun er kommet fra, jeg har arret, der beviser det. Men psykisk mangler jeg afslutning. Mangler at få sjælen med. Hendes kolik gør det ikke bedre, men det er en helt anden historie.
Svangerskabsforgiftning igen?
Da Catharina er 5-6 måneder, bliver jeg ved et uheld gravid igen. Jeg vælger at beholde barnet. Der er selvfølgelig forhøjet risiko for, at jeg får svangerskabsforgiftning igen, men det er ikke sandsynligt. Jeg skal føde normalt denne gang, får jeg at vide.
Men da hovedpinerne begynder igen, ved jeg godt, at den er gal. Denne gang er jeg ikke så ligeglad som første gang. Denne gang er jeg klogere. Jeg bliver indlagt, og i 5 alt for lange dage ligger jeg og venter på at blive sat i gang. Jeg taler med 6 forskellige læger, som alle siger noget forskelligt. Frustrerende.
Tilsidst opdager de, at barnet har tabt sig. Natten før var jeg blevet dårlig som aldrig før. Mine blodprøver viste også, at den var helt gal. Kejsersnittet er afklaret, det er for risikabelt at sætte mig igang. Endnu engang et akut kejsersnit.
Denne gang fanger jeg René på mobilen, han kører ude på motorvejen, han har besøgt et par kammerater. Jeg ringer til mine forældre og aflyser mit fødselsdagsbesøg. Men de kommer alligevel. Nu har de lært Catharina at sige hurra og vinke med flag, fordi jeg havde fødselsdag.
Vågent kejsersnit
Jeg vil igen i fuld narkose. Men min fantastiske læge belærer mig om et par ting eller to, og vi ender med at blive enige om et vågent kejsersnit. Havde hun bare været der første gang. René er med til fødslen.
Det er dejligt at mærke ham blive flået ud af maven på mig. Stemningen på operationsstuen er dejlig afslappet. Min læge har også fødselsdag.
Alexander er også lille, men denne gang skal vi ikke overflyttes. Tilgengæld får han lov til at opleve sonden og stikkene i hælen hver 3. time i et døgn, da de synes, hans blodsukker er lidt lavt.
Efter 4 dage har jeg fået nok. Jeg ville hjem allerede på andendagen. Jeg beder om at blive udskrevet. Catharina har afvist mig. Dumme dumme mor, som gik fra hende. Nu kunne jeg selv føle, hvordan det var.
Jeg kan ikke få flere børn. Det er for risikabelt. Jeg kan ganske enkelt ikke tåle at være gravid. Jeg er heldig, at jeg har to sunde og raske børn.
Jeg kan ægre mig over, at Catharina og jeg fik en dårlig start. Hun fik generelt en meget hårdere start end Alexander. Og jeg kan kun anbefale et vågent kejsersnit. Narkosen hænger i kroppen for længe, og man mangler en fornemmelse af afslutning.
Relaterede artikler
© 1999-2025