Min lille solstråle Pernille Henriettes datter blev født i uge 27 med rygmarvsbrok og væske i hovedet og nåede kun at leve i 2½ time.
4751
Skrevet af Henriette
Da jeg blev gravid og var 8 uge henne, fik jeg besked på at holde mig i ro i 4 uger, fordi der var væske omkring graviditeten, hvilket ville sige, at jeg måske var ved at abortere.
Jeg holdt mig i ro, og da jeg blev scannet i uge 12, fik jeg at vide, at det hele var i orden igen. Så vi gik glade derfra. Men glæden varede kort.
Da jeg kom til den normale scanning i uge 18, ville lægerne rykke min termin 2 uger, men det kunne ikke passe, for så kunne jeg mærke liv allerede i uge 13, og det kan jo ikke lade sig gøre.
Jeg fik en ny tid til scanning 6 uger senere, og der ville man rykke mig 1 uge mere. Dette var jo helt galt, så man mente, at hun (Pernille) fik for lidt at spise. Så vi skulle atter en gang have en ny tid til scanning, hvor hun skulle tage en del på inden da.
Vi kom til scanning 4 uger senere den 20. september 2002. Jeg glemmer aldrig denne dag. Da vi kom denne dag, havde Pernille taget fint på, men hun havde en bobbel nederst på ryggen og en meget stor sort plet i hovedet.
Lægerne sendte os til Esbjerg, fordi de havde en bedre scanner, så ville de kunne sige, hvad der var galt.
Køreturen var lang. Vi kom heldigvis ind med det samme, og vores værste tanker blev gjort til virkelighed...
Dommen lød: "Jeres pige er meget syg. Hun har en meget stor rygmarvsbrok og væske i hovedet". Man mente ikke, Pernille ville overleve.
Efter mange timers venten og samtaler fik vi lov til at få fødslen sat igang, selv om jeg var i uge 27+4. Abortgrænsen var jo for længst overskredet.
Vi fik besked på at tage hjem og tænke over tingene til om søndagen den 22. september 2002, hvor vi ville få fødslen sat igang. Vi skulle også have have fundet et navn, fordi hun ville måske være i live, når hun blev født. Hvis hun var i live, skulle hun jo døbes, så det hele ville måske gå meget stærkt.
Da vi kom hjem fredag aften, ville vi bare have vores store pige på 2½ år hjem, og det kom hun. Hvor var det dejlig bare at holde om hende.
Jeg tror lørdag var den længste dag i mit liv. Jeg kunne ikke lide min store mave, og når hun sparkede, fik jeg dårlig samvittighed over de tanker, man havde. Hun var og er trods alt en del af os, men man er nok bange for det hele på en gang.
Vi tog til Esbjerg Sygehus meget tidligt søndag den 22. september 2002. Vi blev modtaget af sygeplejersker og fik vores stue og mange samtaler.
Kl. 10.15 fik jeg lagt den første stikpille. Eftermiddagen var lang, og kl. 16.30 fik jeg en stikpille mere, og så begyndte der at ske noget.
Da klokken var 18.00, var veerene ved at være gode. En jordemoder kom og så på mig. Hun var bare den sødeste og rareste dame. Hendes væremåde i det hele taget og hendes person var så omsorgsfuld. En stor tak til hende.
Lægerne ville have, at jeg skulle have noget smertestillende, men det kunne jeg ikke få mig selv til at tage, fordi jeg var bange for ikke at kunne følge med i mit hovede. Det var meget vigtig for mig. Skal jeg beskrive mig selv kort, er jeg en meget stærk person både psykisk og fysisk.
Men min mand kunne ikke lide at se mig have så ondt, så han ville gerne have, at jeg tog det smertestillende. Denne fødsel ville jo være anderledes end sidste gang, idet vi ikke kunne beholde vores dejlige lille pige. Så det endte med, at jeg tog den sprøjte. Det virkede meget afslappende, men det virkede ikke ret længe.
Kl. 19.00 kom jeg på fødeafdelingen, og kl. 20.19 kom den dejligste lille pige til verden med skrål. 1.310 gram og 41 cm, og hvor var hun bare dejlig det lille pus.
Hun kiggede på os med store øjne. Hun blev døbt ca. 15 minutter efter hun blev født, for vi troede, hun var ved at forlade os, men hun blev hos os i 2½ time. Det var selvfølgelig de bedste timer, man kunne forestille sig med vores lille Pernille.
Onsdag den 25. september 2002 kørte vi Pernille til Grindsted kapel. Vi køre selv med hende. Det er jo den eneste køretur, vi skal give hende, så det er det mest naturlige for os.
Pernille blev begravet fredag den 27. september 2002. Vi holdt en stille afsked med hende, hvor kun den nærmeste famillie var omkring os. Vi havde ikke behov for en større forsamling.
Det var lige som om, at da hun først var begravet, lagde stilheden sig over vores hjem på en helt anden måde. Vi kunne igen give vores opmærksomhed til vores anden datter Kristina fuldt ud. Selvfølgelig var Pernille i vores tanker meget af tiden, men vi kunne jo ikke hjælpe Pernille. Men det kan vi jo med Kristina, og hun har brug for os hele tiden. Heldigvis!
Tiden efter har været hård. Vores venner har været en stor støtte. De har lyttet, hver gang vi har haft brug for det. Men de kender ikke smerten, vi har haft og stadig har. Jeg håber heller ikke, at de skal komme til at kende den.
Jeg har efter Pernilles død fået en meget god veninde, Heidi, som har hjulpet mig meget, også fordi hun kender til alle de følelser, der er i en, fordi hun har selv prøvet at miste det dyrebareste man har.
2 måneder efter Pernilles død bliver jeg gravid igen. Lykken smiler atter til os, men i uge 11 mister jeg igen ved spontan abort. Men livet går videre, vi må jo prøve igen.
Der går ikke en dag, hvor Pernille ikke er i mine tanker. Hun vil altid være med mig over alt. Hun er en del af mig. Hun har en meget speciel plads i mit hjerte. Hun er min lille solstråle.
Det var lidt om, hvad der skete. Selvfølgelig har jeg kortet det meget ned, for ellers ville det være blevet meget længere. Men det har været dejligt at skrive om og få lettet hjertet.
Relaterede artikler
© 1999-2025