Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
Annika blev kun 10 minutter gammel Annika blev kun 10 minutter gammel

I stedet for at køre sin datter hjem i en smuk barnevogn, måtte Krestina bære Annika til graven i en lille hvid kiste.
 5139 

Skrevet af Krestina

Min historie skiller sig nok en smule ud fra de andre, men jeg vil gerne dele den med andre, da jeg føler, at jeg har noget at give, men også fordi jeg synes, den behandling jeg har fået, ikke alle steder har været lige kompetent.

Da jeg i juni 2000 konstaterede, at jeg var gravid, var det med noget blandede følelser. Jeg var glad, men som diabetiker er det ikke altid lige godt med de såkaldte smuttere, da man jo helst skal være velreguleret. Men der var ikke så meget andet at gøre end at se at komme til lægen.

Hos min læge fik jeg en lang og god snak om, hvad der skulle ske. Blandt andet fortalte han mig, at jeg som diabetiker blev tilknyttet Rigshospitalet, hvor jeg skulle komme en gang om måneden, og at jeg i de resterende uger skulle møde til kontrol på Centralsygehuset i Slagelse, hvor jeg normalt er tilknyttet.

I starten gik alt, som det skulle, og jeg havde en god oplevelse af især mit første besøg på "Riget", hvor jeg følte mig utrolig godt behandlet. Men der gik noget skår i glæden. Ved de ugentlige besøg på ambulatoriet blev jeg målt og vejet og stillet tre spørgsmål, og så var det sådan set det.

Der var ikke rigtig plads til spørgsmål, selvom jeg egentlig følte mig skidt tilpas og var meget utryg ved det hele, da det jo kan skabe komplikationer, når man er gravid diabetiker. Og jeg endte med at slå det hen med, at det var mig, der overreagerede.

Da vi nåede hen til en søndag sidst i september, hvor mig og min kæreste havde hygget os med at slappe af og nyde hinanden, skulle jeg på et tidspunkt på toilettet og opdagede blod i urinen. Jeg blev bange og kontaktede Rigshospitalet, som anbefalede mig at tage ud på Slagelse Sygehus og få det tjekket, hvilket jeg så gjorde.

Jeg kom derud og kom ind til en kvindelig læge, der umiddelbart virkede meget sød, men hun var ikke så god til at gøre sig forståelig på dansk. Hun spurgte mig om en masse, blandt andet om jeg tog for mange piller, nej det gjorde jeg ikke, om jeg havde haft sex, nej det havde jeg ikke, nå men så måte hun hellere undersøge mig.

Hun trækker på det, så jeg fik fornemmelsen af, at jeg var meget besværlig. Hun bad mig tage en urinprøve ude på toilettet, mens hun gjorde klar til at undersøge mig.

Ude på toilettet fik jeg færden af en meget sød lugt, og spurgte da jeg kom ind, om hun ikke lige kunne tjekke min urin for sukker, hvilket hun lige med nød og næppe accepterede, da jeg fortalte hvorfor.

Den scanning hun foretog står stadig for mig som en noget mærkelig nærmest ubehagelig oplevelse. Jeg blev både scannet på maven og gennem skeden, sådan lidt på skift, og hun kom med en masse hmm og mm og nååå. Ikke noget jeg blev særlig tryg af.

Pludselig kiggede hun op på mig og sagde: "Jeg kan ikke finde hjertet", hvorefter hun vred "scannerpinden" rundt oppe i mig, som var jeg en skål fløde, der skulle piskes. Efter en rum tid stoppede hun og kiggede op på mig: "Det her må være hjertet. Det bevæger sig", hvorefter det hele var slut, og jeg kunne gå hjem uden at være blevet klogere, og faktisk mere nervøs end da jeg kom.

Jeg kontaktede min egen læge og fik en samtale med ham om, at hvis der havde været noget i vejen, så havde jeg fået det at vide, og det følte jeg mig så tryg ved, da jeg vidste, at der ikke var mange dage, til jeg skulle på "Riget" igen.

Når man som jeg kommer udenbys fra, skal man gerne afsætte det meste af en dag, når man skal på Rigshospitalet. Den dag havde jeg fået tid til scanning først, og jeg havde ikke ligget længe på briksen, før jeg havde fattet, at der var noget rivende galt.

I al hast blev min fødelæge tilkaldt, og sammen med ham der stod for scanningen og lægen skulle jeg til en samtale, hvor jeg sammen med dem skulle gennemgå forløbet i Slagelse.

Da jeg fortalte det med den søde lugt, blev deres værste anelser bekræftet. Vandet var gået den søndag, og det havde de ikke opdaget i Slagelse, hvilket jo kunne have temmelig store konsekvenser, da lever og nyre ikke kan udvikle sig ordentligt så.

Jeg blev med det samme indlagt, så de kunne observere mig. Der lå jeg så i fem dage, hvor alt virkede normalt med hjertelyd og alle de andre prøver de tog.

Jeg blev så sendt hjem til weekenden med besked om at slappe af og så komme igen onsdag, hvor de ville installere kunstigt fostervand, så de kunne se hende ordentligt.

Jeg fik et nummer med hjem, som jeg bare kunne ringe til, hvis der var den mindste smule. Så skulle de nok sørge for, at jeg kom derind hurtigst mulig, så der ikke skulle tages nogen chancer.

Da jeg kom derind om onsdagen, var jeg meget utryg ved, at de skulle installere dette fostervand, da jeg havde læst, at det indgreb ikke var noget, de havde så pokkers meget erfaring med, og at det på det tidspunkt kun var noget de havde brugt et års tid eller to.

Men igen var de gode til at forklare mig om det, der skulle ske. De lagde ikke skjul på, at det var forbundet med en risiko, men de vurderede, at risikoen for misdannelser og ufrivillig abort var større, hvis ikke jeg tog imod tilbuddet.

Så jeg endte med at få installeret fostervand, og her kommer så min eneste negative oplevelse fra Rigshospitalet. Efter min mening synes jeg ikke, det blev udført sterilt nok, og da jeg havde fået fostervandet, blev jeg bedt om at gå ind og bede om en seng, da jeg skulle ligge til observation i 24 timer efter.

Sygeplejersken så helt mærkelig ud, da jeg spurgte, og hun fik puttet mig hurtigt i seng, for man skal ligge i 6 timer efter, og det kom jeg så til. Dagen efter blev jeg udskrevet.

Om mandagen fik jeg kanon ondt i ryggen og kunne ikke være nogen steder, men det havde jeg også, inden jeg blev gravid, så det tog jeg mig ikke så meget af. Men tirsdag morgen var jeg så dårlig, at jeg besvimede i armene på min veninde, der kom, og hun fik fat i min søster, og de kontaktede både sygehuset i Slagelse og min mor.

Jeg blev kørt derud, og igen havde jeg fornemmelsen af, at den ene ikke vidste, hvad den anden lavede, og de snakkede løs om, hvor hård en dag de havde haft, og at de glædede sig til at få fri.

Da de havde installeret et drop, kom de i tanke om, at de nok hellere måtte kontakte Rigshospitalet, hvilket resulterede i, at de kom ind og nærmest flåede droppet ud igen og sagde, at nu kom der en ambulance lige om lidt, og jeg ville blive overført til Rigshospitalet.

Da jeg kom derind, blev jeg modtaget af kendte mennesker, hvis man kan sige det sådan. Min fødelæge og sygeplejerske tog imod mig, og jeg blev undersøgt, og de enedes om at tage det roligt.

Men som aftenen skred frem, fik jeg det værre og værre, og der var ingen tvivl om, hvor det bar hen. Der blev tilkaldt en børnelæge, som satte sig ned og snakkede med mig om de ting, der skulle ske, og hvad der kunne ske med mit barn.

Tilstede var også lægen, der stille og roligt fortalte mig, hvilke muligheder jeg havde, om de skulle stoppe fødslen, eller om jeg ville føde, og han forklarede stille og roligt hvilke konsekvenser, mine valg kunne have.

Han var meget ærlig og sagde som det var, at lige nu kæmpede både mit barn og jeg for livet, men vi havde begge en chance, hvis hun blev født, hvilket han på længere sigt mente, at vi havde, hvis fødslen blev stoppet.

De vejledte mig igennem det svære valg, hvad skulle der ske, når fødslen var overstået, skulle de kæmpe til det sidste for at redde hende, eller skulle de selv lade hende afgøre det ud fra hendes vilje til selv at kæmpe...

Det er meget vanskeligt og meget ubeskriveligt nærmest at skulle vælge, om dit barn skal leve eller dø. Det er så uvirkeligt, for dine drømme og din fremtid var lige så stille blevet at give hende et godt liv og være en god mor. Jeg valgte at lade hende selv afgøre det, for hun skulle ikke lide, hvis hun ikke også selv havde kræfter til den kamp, det ville blive.

Hele fødslen forløb stille og roligt, og klokken 04:00 onsdag morgen så vores datter denne verden for første gang. Hun var så perfekt, selvom hun kun var 32 cm lang og vejede 488 gram. Hun havde en personlighed, det var der ingen tvivl om. Hun lignede sin far, men kun 10 minutter senere kunne hun ikke mere og døde i mine arme.

Det var på en måde smukt men også ufattelig hårdt, for der løber mange tanker igennem ens hoved, og da sygeplejersken ville køre med hende for lige at vaske hende lidt og tage aftryk og billeder, gik jeg helt agurk på hende. Det var ikke særlig pænt gjort, men hele min afmagt løb over og ud på hende.

Tiden efter har været meget hård, og især Slagelse Sygehus' håndtering har være svær at forstå. Selvom vi har skrevet et brev, har vi ikke hørt mere. Suk.

Fem dage efter, hvor vi under normale omstændigheder ville have kørt hende hjem i en smuk barnevogn, bar vi vores lille Annika til graven i en lille hvid kiste.

Da vi sagde, at vi skulle til at have ansvar og være noget for vores barn, havde vi noget andet i tankerne. Det var ikke en masse papir og møder i skifteretten, vi havde i tankerne, og vi havde slet ikke forventet, at det offentlige system var så slatne, men det er jo en helt anden sag.

Jeg håber, at I kan bruge min beretning til noget, og hvis jeg må komme med en lille ekstra kommentar om vores system: Et halvt år efter hendes begravelse fik vi en rykker fra statsamtet om, at de ikke havde modtaget vores ønsker for samkvem, og det skulle vi have bragt i orden, da faderen - på trods af jeg havde fuld forældremyndighed - havde ret til at se sit barn...

21-05-2003

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Hvor små børn skal vi redde?

Verdens 3. mindste baby overlever

4 nyfødte døde på grund af farlig sonde

Baby på 275 gram overlever

Ugerne før og efter vores datters fødsel

For tidlig fødsel har livslange følger

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

født for tidligt

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Få en skøn babypakke til en værdi af 469,95 kroner. Du får et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

 Gyldendal





Læs GRATIS magasiner: GRAVIDA om den positive graviditet, MIN BABY om småbørn fra 0-3 år og DIT BARN om de skønne unger fra 3-6 år.

 Lifemags





Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn





På Babysutten.dk hjælper vi dig med at finde en personlig gave. En gave der er en glæde at give og en glæde at modtage. Kom ind og se vores store udvalg af sutter med navn, sengetøj med navn og mange andre personlige babyting.

 Babysutten.dk






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook