Hurtigt svar til gravide om kromosomfejl Gravide i København og snart Århus kan få svar på en moderkage- eller fostervandsprøve inden for blot 48 timer - mod tidligere normalt 2-3 uger.
5522
Rigshospitalet er begyndt at tilbyde de gravide at få svar på en moderkage- eller fostervandsprøve inden for blot 48 timer - mod tidligere normalt 2-3 uger. Det samme er lægerne i Århus.
Med en teknik kaldet kromosom-PCR kan Rigshospitalet korte ventetiden ned til 2 døgn. Metoden afslører op mod 90 procent af alle kromosomfejl - herunder Donws syndrom (mongolisme).
"Hvis man får lavet en nakkefoldsscanning og pludselig får at vide, at man har en øget risiko, vil 2-3 ugers ventetid på resultatet af en moderkage- eller fostervandsprøve være næsten ubærlig", siger overlæge Claes Lundsteen fra Juliane Marie Centret.
Fra efteråret skal nakkefoldsscanninger efter planen være et fast tilbud til alle gravide i H:S-området som en afløser for det faste alderskriterium, hvor kvinder over 35 år får tilbudt en test.
Når nakkefoldsscanningerne indføres som et tilbud til alle gravide, ventes antallet af moderkage- og fostervandsprøverne at falde markant. De to prøver vil kun blive tilbudt scannede kvinder, hvor fosteret har vist sig at have en øget risiko.
På klinisk genetisk afdeling på Århus Kommunehospital har lægerne testet teknikken og er parat til at anvende den på alle fostervands- og moderkageprøver.