Skrevet af Ninna
Jeg og min mand har været ufrivilligt barnløse i ca. 4 år, hvor vi i denne periode har været igennem diverse undersøgelser, 4 inseminationer og 3 IVF-forsøg, hvor der så den 3. gang var jackpot!
Jeg har haft en rigtig god graviditet og havde egentlig termin den 27/12-03, men bebsen ville altså ud noget før!
Mandag den 9/12-03 fik jeg afsluttet mit arbejde og sagde farvel til mine kollegaer, og så ville jeg rigtig slappe af og nyde min barselsorlov. Jeg ringede til min mor, og hun hentede mig fra arbejde, for jeg orkede ikke at tage hjem og lave mad. Hjemme hos mine forældre skulle vi se video og lave noget lækkert til aftensmad.
Men men men. Kl. 19.00 samme aften fandt jeg hurtigt ud af, at jeg altså var færdig med at tisse, men af en eller andet mærkelig grund blev det ved med at sige plask plask nede i toilettetn og jeg kaldte min mor ind for at høren om det virkelig kunne passen at det var vandetn der var gået, og det var det da sørme!
Helt chokeret, enormt glad og måske også en smule nervøs blev jeg godt nok. Min mand var i København (vi bor i Århus) og skulle først køre kl. 19.00 og ville være hjemme hos mine forældre 3 timer efter, så jeg ringede til ham og fortalte ham, at det nok var klogest at køre nu, men meget forsigtigt, for jeg vidste, at han ellers ville køre 180 km i timen.
Jeg var jo trods alt førstegangsfødende, og jeg vidste, at der nok ville gå laaaang tid, før jeg fødte. Min mor mente dog, at jeg ville føde til midnat, da hun havde haft en lynfødsel som førstegangsfødende.
Kl. 21.00 følte jeg, at noget sprang i underlivet, og jeg opdagede, at det var slimproppen, der var gået, og jeg blødte en smule. 2 minutter efter begyndte det bare at gøre ondt, og min søster tog så tid på mine såkaldte veer. Først var der 9 minutter imellem hver ve, den næste 7 minutter med 50 sekunders varighed, den næste 5 minutter, og tiden blev altså kortere og kortere.
Jeg havde dog ringet til fødegangen og havde talt med en jordemoder, og hun mente, at vi sagtens kunne vente til i morgen formiddag med at komme ind på sygehuset. Min søster blev mere og mere nervøs og valgte selv at ringe til jordemoderen igen, da hun mente, at mine veer var regelmæssige nok til at kunne tage af sted, for den sidste ve varede ca. 1 minut, og der var ca. 3 minutter imellem.
Jeg valgte at tage et hurtigt bad, og i mellemtiden var min mand kommet hjem, som så hurtigt blev sendt hjem til os selv for at pakke en kuffert, hvilket jeg aldrig fik gjort, da jeg mente, at der stadig var tid nok til det. Der var jo ca. 3 uger for tidligt!
Kl. 23.45 kørte vi afsted mod Skejby Sygehus, og til min overraskelse var jeg 5 cm åben. Det havde jeg godt nok ikke troet efter så kort tid, men glad var jeg, selv om veerne blev voldsommere!
Vi kom ind på fødestuen, hvor jeg kom i badekar, og det var godt nok rart! Men efter en time begyndte det altså at gøre rigtig ondt! Jeg blev tilbudt lattergas (jeg ville dog helst have narkose, hvis det kunne lade sig gøre, for det gjorde hammer ondt nu!).
Efter 2-3 veer med lattergas blev jeg utåldmodig og dårlig og ville have epidural. Jordemoderen ville undersøge mig, og vi aftalte, at hvis jeg ikke var åbnet mere end 6 cm, ville hun straks kalde narkoselægen ind, og det var helt OK med mig. Hun undersøgte mig, og til min overraskelse var jeg nu kl. 2.00 åbnet 9 cm. Ikke så mærkeligt, at det gjorde så ondt.
Kl. 02.45 begyndte mine presseveer, og nu skulle der arbejdes! Kl. 3.33 blev min dejlige søn født. Jeg og jordemoderen var helt overrasket over, at det var gået så stærkt som førstegangsfødende, og min søn fik topkarakterer.
Jeg blev heldigvis ikke syet, og vores lille familie kom på patienthotellet kl. 6. Det var den bedste oplevelse, jeg nogensinde har fået, og det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg skal have børn, for sådan som det går med vores guldklump, er det i hvert fald helt sikkert, at det skal gentages!
30-12-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025