Skrevet af Tina
Som førstegangsfødende havde jeg fået den (vanvittige) idé, at jeg gerne ville føde hjemme. Sundhedsvæsenet syntes i hvert fald, at jeg var godt tosset. Dog var min egen jordemoder positiv overfor tanken, da hun flere gange havde været med til hjemmefødsler og synes, at det gik meget bedre både for mor, far og babyen. Men de øvrige jordemødre var meget imod idéen, når det var første gang.
Jeg havde termin den 3. september ifølge menstruationens sidste dag og den 5. september ifølge scanningen. Jeg regnede dog ikke selv med, at der ville ske noget før tidligst den 10. september - hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg var måske bange for at blive skuffet og uudholdelig, hvis jeg gik over tid.
Min graviditet var bare dejlig. Jeg var godt nok sygemeldt, men ikke på grund af graviditeten - næh, fordi min skulder gik af led hele tiden, og jeg skulle opereres under narkose, og det må man ikke, når man er gravid.
Så jeg havde et halvt år med tid til at glæde mig ekstra meget til familieforøgelsen. Jeg havde det pragtfuldt og kunne sagtens lave alt det jeg plejede, og jeg begyndte at gå lange ture hver dag.
Den 1. september gik slimproppen. Det overraskede mig en del, når nu jeg regnede med, at der mindst var 10 dage endnu.
Min jordemoder havde ugen forinden mærket på mig, og der var der stadig 2 cm livmoderhals, og jeg var ikke åbnet det mindste. Men her de sidste par dage havde jeg det for første gang lidt dårligere og var holdt op med at gå de lange ture hver dag.
Om natten til den 2. september vågnede jeg og havde lidt menstruationssmerter. Jeg sov videre og vågnede frisk om morgenen. Jeg skulle til jordemoder, og hun målte og vejede og skønnede babyen til ca. 4.000 gram.
Jeg fortalte, at jeg havde det lidt underligt, og hun mente, at jeg ville føde snart. Ja, ja - lige så sikkert et gæt som en vejrmeteorolog!
Jeg tog med nogle tøser til Tyskland. Jeg kørte, og på vejen hjem kunne jeg altså godt mærke, at der var nogle plukkeveer, der kom igen ca. hvert 7. minut ganske svagt. Vi var hjemme ved 15-tiden, og jeg pakkede bil ud og fik dem så smidt ud, for nu ville jeg godt lige være lidt alene. Jeg havde dog ikke sagt noget til dem.
Jeg ringede til Kim og sagde, at jeg måske troede, der var noget under opsejling, for jeg havde lidt tegnblødning og nogle mærkelige ve-agtige smerter med jævne mellemrum, så han behøvede ikke at køre en omvej på flere hundrede km hjem.
Han kom hjem, og nu var jeg rimelig godt klar over, at det var veer. Det begyndte at bide. Jeg orienterede Patricia (svigerinden) om, at der var noget i gang. Hun skulle nemlig være standby, hvis vi fik brug for ekstra hjælp under fødslen. Kim fik noget at spise, og jeg ringede til fødegangen og orienterede dem om, at jeg var begyndt at ulme, og at vi nok fik brug for en jordemoder den nat.
Så længe gik der ikke. Kl. 20.45 ringede vi efter jordemoderen. Jeg ville godt tjekkes, og Kim var begyndt at være utryg. Han havde jo ingen fornemmelse af, hvor langt vi var. En jordemoder og en jordemoderstuderende kom.
Vi snakkede lidt. Jeg gik rundt og havde veer, og de undersøgte mig. 4 cm åben, en hindeblære ved åbningen og gode veer. Vi var begyndt at fylde fødekarret, som jeg gerne ville bruge som smertelindring.
Jeg fik kraftigere veer, men det var som om, der ikke skete så meget. Kl. 23.00 var jeg stadig ca. 4½-5 cm åben, og blæren med fostervand stod stadig foran hovedet.
Vi besluttede, at de godt kunne tage et par timer på fødegangen. Der var nemlig travlt den nat, og vi skulle prøve at få hvilet lidt. Men vi skulle selvfølgelig bare ringe, hvis der var det mindste.
Vi prøvede at sove lidt. Kim masserede lænden, når der kom en ve, men ellers ville jeg bare gerne gå rundt for mig selv. Fødekarret stod klar. Jeg havde fået klyx og ventede egentlig på, at vandet skulle gå, så hovedet kom helt ned og pressede på.
Kl. 2.45 ringede vi atter efter de to jordemødre. De kom, da klokken var godt 3. Jeg havde nu kraftige veer og var 6 cm åben, men hovedet ville bare ikke helt ned, og jordemødrene ville gerne have, at det gik af sig selv.
Ok, de så en film i sofaen, spiste kage og hyggede i stearinlysenes skær - det tror da pokker, at jordemødrene gerne vil ud til hjemmefødsler. Kim fik lov til at sove en time, mens de holdt øje med mig.
Kl. 5.30 mærkede de igen. Junior havde nu flyttet sit hoved helt ned til åbningen, og hinderne var utroligt spændte. De blev enige om, at nu kunne der ikke være en arm eller lignende i klemme, så de ville godt tage vandet. Det var klart, og der kom en ordentlig skylle.
Straks blev veerne meget kraftigere, og jeg fik lov til at komme i fødekarret - hvilken velsignelse. Jeg lå der i vores gildesal og kunne se ud på gårdspladsen og på marken til alle hestene. Lutter idyl midt i smerterne, som jeg stadig ikke synes var uudholdelige eller i det hele taget særligt modbydelige.
Veerne blev hurtigt tætte, og ca. kl. 7.00 kunne jeg selv stikke en finger op og mærke en 5-krone af hovedet. Kim sad ved kanten og nussede mig i håret.
Kl. ca. 8.00 begyndte jeg så småt at presse lidt med. Jeg havde dog ikke sagt noget til jordemoderen, og ca. kl. 8.30 undersøgte hun mig for første gang, siden jeg var kommet i karret. Der havde været jordemoderskift, og det var min egen jordemoder, der var kommet.
Jeg var fuldt åben, og hun kunne jo mærke hovedet. Det havde de ikke regnet med, så de sagde værsgo at presse, og jeg kunne jo så afsløre, at jeg havde presset lidt med den sidste halve time. Hver gang der kom en ve, satte jeg mig op i karret, men ellers flød jeg bare rundt.
Da jordemoderen kunne se hovedet spile mellemkødet ud i åbningen, bad hun mig om at rejse mig op og sætte det ene ben på kanten og holde om halsen på Kim. Klokken var ca. 8.55. Det var først nu, jeg synes det gjorde forbandet ondt, og for første gang synes jeg, at jeg havde mistet herredømmet.
Grunden til jeg skulle rejse mig op var, at jordemoderen skønnede, at det ville være nemmest sådan. Jeg havde ikke noget specielt ønske til fødestilling, kun at det skulle være så nemt for barnet og mig som muligt.
Kl. 9.05 var hovedet næsten ude, men vi var nødt til at vente på næste ve. Det gjorde bare ondt, og jeg nåede at kigge helt panisk på Kim og så angsten i hans øjne.
Kl. 09.08 kom næste ve, og babyen gled ned til den jordemoderstuderende. Babyen gav sig straks til at skrige og kom op til mig. Farmand hentede varme håndklæder, og vi fik set, at det var en lille prins.
Kort efter kom jeg over på bordet. Der fødte jeg så moderkagen, og Kim klippede navlestrengen. Jeg blev syet med fire sting i kanten af skeden og fik rent tøj på. Vi kom ind i sofaen alle tre, og Kim ringede til de nærmeste.
Drengen suttede hos mig, og vi hyggede, mens jordemødrene ryddede op og gjorde rent. De kom hen i sofaen til os. Drengen blev undersøgt, målt og vejet, og far gav tøj på. Jeg gik i bad, mens jordemødrene fik noget at spise. Vi sagde farvel, og for første gang var den lille nye familie alene. Klar til en lur ovenpå strabadserne.
Verdens dejligste morgen, verdens dejligste baby og verdens dejligste fødsel.
10-02-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025