Skrevet af Lene
Jeg har tidligere skrevet om fødslen af mit tredje barn og synes derfor, at det kunne være rart og sjovt, at min beretning af de to andre også blev fortalt. Min tredje fødsel er "En dejlig hjemmefødsel".
Dennis kom som lidt af en overraskelse. Min forlovede Kim og jeg havde kun været sammen i 3½ måned, da testen var positiv.
Jeg havde lige været hjemme hos mine forældre i Vestjylland for at begrave min kun 18-årige fætter. Efter begravelsen sagde jeg til Kim, at hvis jeg nogensinde fik en dreng, så skulle han hedde Dennis efter min fætter.
14 dage efter viste testen så, at nu skulle det være. Jeg ville dog være fair overfor Kim, nu hvor vi ikke havde kendt hinanden så længe, så han skulle afgøre, om det skulle være nu, eller om det var et uheld, som vi skulle have gjort noget ved.
5 dage efter var vi på besøg hos hans forældre, og der spurgte han dem, hvad de sagde til at blive bedsteforældre. Det første min svigermor sagde var: "Er du nu også sikker på, at du er gravid?". "Ja, jeg var så sikker, at jeg skulle til Randers og scannes, fordi der er Downs syndrom i min familie". Så var det åbenbart i orden, at vi fik barn set fra deres side.
Det skal lige siges, at jeg ikke har så meget til overs for min svigermor, men det er først kommet senere, da Dennis var 7 måneder, og hun kaldte mig en dårlig mor.
Nå, selve graviditeten gik forrygende. Jeg havde termin den 10/10-1999, 2 dage efter min 20 års fødselsdag. Jeg kastede op 2 sølle gange og følte mig ikke særlig gravid, da jeg 6 måneder henne kun havde taget 6 kilo på - noget jeg kom til at fortryde.
Da jeg nåede terminen, havde jeg taget 25 kilo på, men den unge mand ville ikke komme og være en ekstra fødselsdagsgave til mig. Han havde det så godt i min mave, at da jeg var ved jordemoder den 21/10, fik jeg en tid til vurdering på fødegangen på Grenå Centralsygehus, hvor fødslen skulle foregå den efterfølgende mandag den 25/10-1999.
Fint, tænkte jeg, så kan det også være lige meget, nu er det snart over, og det var tilsyneladende ligegyldigt, hvad jeg forsøgte for at få fødslen sat i gang. De følgende dage gik jeg og pakkede taske og gjorde liften klar og alle de andre småting, som der manglede.
Søndag ville vi se film og derefter gå tidligt i seng, så jeg var frisk til dagen efter. Så kom selvfølgelig den første ve, og så var den nats søvn ødelagt. Veen kom, mens jeg lavede aftensmad, og jeg tænkte bare "fedt". Endelig skulle det være. Det vi havde ventet på så længe, ville snart komme.
Vi tog på sygehuset kl. 23.30, både fordi jeg syntes, at veerne gjorde ondt, men også fordi jordemoderen gerne ville have, at jeg kom, nu jeg var så langt over tid.
Da vi kom op på fødegangen, kom vores jordemoder og præsenterede sig. Han hed Matts Jundquist og kom fra Sverige, så han skulle nok tale langsomt, så vi havde en chance for at forstå, hvad han sagde.
Han viste os ind i undersøgelsesrummet, og efter undersøgelsen fortalte han, at jeg var 2 cm åben, men livmodermunden var ikke helt udslettet, så jeg var ikke gået i fødsel. Han syntes dog, at vi skulle blive, så vi fik os installeret på stuen og begyndte at spille 500. Ret underligt, når man tænker tilbage, for det var næsten umuligt for mig at koncentrere mig om at spille.
Resten er hvad jeg kan huske suppleret op med fødselsgennemgangen.
Kl. 01.15 kommer jeg ind under bruseren. Det er dejligt, men veerne gør så ondt, at jeg stadig kan mærke smerten nu 4 år efter.
Kl. 02.00 undersøger han mig igen. Jeg er 4 cm åben, og pludselig går vandet. Et kvarter efter får jeg Pethidin, og yderligere 10 minutter senere kaster jeg op.
Kl. 03.20 kommer jeg i badekar. Her er bare vidunderligt at ligge. Jeg kan sove mellem veerne og slappe af og samle kræfter.
Kl. 04.00 kaster jeg igen op. Heldigvis ud over kanten på badekarret og ikke i vandet.
Kl. 05.15 kommer jeg op og ligge i fødesengen. Jeg ligger med lattergas for at kunne slappe af.
Kl. 07.30 er jeg 9 cm åben og helt udmattet. Jeg får så et ve-stimulerende drop, som skal forestille at hjælpe mig, men droppet falder ud 3 gange, før det bliver tapet fast i hånden på mig.
Kl. 08.30 kommer der en anden jordemoder, fordi Matts skal være med til et kejsersnit. Hun hedder Jeanette Thomas, og hun får mig ned på gulvet og stå, for at babyen skal skrue sig ned, men det hjælper ikke.
Kl. 09.15 bliver overlægen tilkaldt, og det bliver besluttet, at der skal ligges en sugekop. Det er det værste under hele fødslen. Det gør så ondt, at den jordemoderstuderende, der er med på stuen, kaster op og må gå grædende ud fra stuen. Der skal 5 træk til at hive den unge herre til verden. Inden 5. træk siger de til mig, at hvis han ikke kommer ud nu, så bliver jeg kørt til kejsersnit, for så må de ikke trække mere.
Jeg skal ikke skæres i efter alt det arbejde, og så kommer der tryk på, og en ordentlig basse bliver suget og derefter lagt på min mave. Han kigger på mig med de dejligste øjne og har derefter sin første afføring på min mave.
Han var en basse på 4.370 gram og var 54 cm lang. Han var ikke skruet ordentlig ned i mit bækken, og det var derfor, jeg ikke kunne føde ham uden hjælp. I dag er han stadig en basse. Han er nu 4 år, vejer 21 kilo og er 105 cm høj.
Han skal på sygehuset igen. Denne gang bliver det Kommunehospitalet i Århus, hvor han skal have sine mandler fjernet. Det kommer til at foregå først i 2004.
Da Dennis var blevet 14 måneder, blev vi enige om, at nu skulle det være. Nu skulle han være storebror, så de kunne få noget ud af hinanden, når de blev ældre. Den 22. januar 2001 har jeg min sidste menstruation og får senere terminsdato 1/11-2001.
Kvalmen er værre denne gang. Jeg kaster op 9 gange mellem uge 9 og 16, men det er stadig ikke noget, der plager mig som ved så mange andre. Også denne gang er det under det sidste trimester, jeg tager på. Hele 21 kilo. Det skal dog med, at selv om jeg tog 25 kilo på med Dennis, så nåede jeg altså at tabe 29 kilo, inden jeg blev gravid med Annika.
Hele uge 42, 14 dage før min termin, var Kim i Hanstholm og lave et projekt, de havde fået på skolen deroppe. I denne uge fik jeg en frygtelig masse plukkeveer, der gjorde ondt. Heldigvis kunne jeg hele tiden få fat på veninder og på Kim, hvis der nu skulle ske noget uforudset. Jeg regnede jo med, at jeg også denne gang skulle gå over tiden, nok ikke lige 15 dage som med Dennis, men alligevel et godt stykke over. Jeg blev dog klogere.
Da det blev fredag, kom Kim hjem til et sygt barn, der kun ville hænge. Det fik han også lov til, for det var jo længe siden, han havde set sin far.
Mandag skulle vi i legestue Dennis og jeg, men en veninde ringede og spurgte, om jeg ikke hellere ville med hende til Randers og købe fødselsdagsgave til Dennis. Den var jeg med på. Jeg fik købt gaver og det sidste til Dennis' fødselsdag om torsdagen.
Om formiddagen onsdag var jeg i babybiffen, og bagefter skulle jeg til jordemoder. Hun skønnede den lille til 3.400 gram, så alt var, som det skulle være. Efter Dennis var kommet i seng, dækkede jeg bord til de gæster, vi fik om formiddagen dagen efter. Morgenkaffen og senere kagemand og boller blev sat til livs af 5 sultne små børn, og der blev leget og gjort ved.
Da gæsterne tog hjem, ville jeg lige på toilettet, inden jeg ville gøre rent. Jeg fik aldrig gjort rent, for jeg var begyndt at tegnbløde, så jeg ringede i stedet efter en, som kunne være hos Dennis, mens jeg blev undersøgt af min konsultationsjordemoder, som havde vagt den dag.
Jeg kom ind på Grenå Centralsygehus kl. 12.30. Min jordemoder undersøgte mig og sagde derefter, at jeg var 2 cm åben og i fødsel.
Kim tog fra sygehuset ned hvor han arbejder som elektriker for at sige, at de nok ikke skal regne med ham de næste 14 dage, for jeg lå lige nu med veer på sygehuset. Han købte Cola og chips, for sidst tog det jo lidt lang tid, og denne gang ville han have lov til at spise lidt andet end småkager.
Vi blev begge klogere, for denne lille mus ville ud i verden, og det kunne næsten ikke gå hurtigt nok.
Kl. 14.45 giver det et ryk i min mave, og jeg får veer, der gør virkelig ondt. Ikke som med Dennis men ondt. Samtidig går vandet, og jordemoderen undersøger mig. Minsandten om jeg ikke er 4 cm åben fuldstændig som med Dennis.
Kl. 15.15 kommer jeg i kar, men det er ikke den samme glæde, som det var ved min første fødsel.
Kl. 15.30 kommer jeg op, efter at jordemoderen igen har undersøgt mig. Hun havde efterfølgende denne kommentar. Hun kiggede mig i øjnene og sagde: "Hvis du ikke vil føde her, så skal du altså op". Jeg siger, at hun må have mærket forkert, men jeg er 9-9½ cm åben, så jeg må op.
Kl. 15.45 får jeg den første presseve, og 10 minutter senere ligger der en lille pige på min mave. 7 dage før termin og på Dennis' 2 års fødselsdag kom Annika til verden.
Hun vejede "kun" 3.810 gram og var 53 cm lang. Det hele tog 3½ time. Helt anderledes end de 17 timer det tog med Dennis.
Annika er i dag en selvstændig lille dame, der ved, hvad hun vil, og hvad der skal til for, at hun får det. Hun er stadig en nipsting på 13 kilo og 90 cm.
Det var min beretning om mine to første og vidt forskellige fødsler.
12-02-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025