Skrevet af Christina
Der gik en måned, fra vi besluttede at få et barn, til jeg var gravid! Jeg var sat til at føde den 5. november 2003 og havde heldigvis ikke de store problemer under graviditeten ud over en konstant sult og lede ved næsten alle former for kød. Jeg havde en del plukkeveer, og da tiden nærmede sig, kom der flere og flere.
Da jeg vågnede den 5. november, var jeg overbevist om, at der da heller ikke skete noget den dag. Men lidt før kl. 11 om formiddagen sad jeg alene og så lidt TV, da mine underbukser pludselig blev lidt våde. Jeg troede, at når vandet gik, så var det i én stor skylle, det her sivede nærmest.
Det gjorde heller ikke så ondt. Der kom et lille jag af og til, men jeg ringede alligevel til Hvidovre fødegang. Her fik jeg at vide, at det nok var en god idé lige at stikke hovedet forbi, hvis jeg ville føde på klinikken, og det ville jeg MEGET gerne. Men den meget søde sygeplejerske/jordemoder forberedte mig på, at vi nok ville blive sendt hjem igen - især da jeg ikke lød som om, det gjorde "rigtig" ondt.
Min kæreste, Martin, var næsten lige blevet færdig med frokosten, da han fik besked på at vende næsen hjemad igen. Vi lod alt blive derhjemme og tog af sted – vi var jo sikkert snart tilbage igen.
På klinikken fik vi at vide, at vi lige måtte vente lidt på at komme til at se en jordemoder, alt imens de der små menstruationslignende smerter tog lidt til. Men det var stadig til at holde ud.
Der gik lidt over en times tid, før vi kom ind til jordemoderen. Jeg blev undersøgt, og det gjorde næsten mere ondt end selve de smånivende veer. Normalt er jeg meget blufærdig, men som veerne nev mere og mere, forsvandt al blufærdighed.
Alt så fint ud. Der blev kørt en strimmel, og der var nu 10 minutter mellem veerne, men jeg var kun udvidet 3 cm. Jeg fik klyx, hvilket ikke var så rart for Martin at se på, men al blufærdighed var som sagt forsvundet - jeg holdt dog på at gå alene på toilettet, og at døren skulle være lukket.
Efter jordemoderen undersøgte mig igen, hvilket gjorde afsindig ondt, var der pludselig kun 5 minutter mellem veerne, men de varede ikke mere end et minut ad gangen. Ved 15-tiden snakkede jordemoderen om, at vi skulle overveje, om vi ville blive eller tage hjem. Det tænkte jeg over i ca. et halvt sekund! Jeg ville ikke hjem.
Der var vagtskifte, og vi fik jordens sødeste jordemoder, der igen talte om, at vi måske skulle tage hjem. Men hun ville liiige undersøge mig. Jeg syntes, det gjorde mere ondt nu, men jeg havde ingen idé om, hvor lang tid der var imellem veerne. De gjorde bare ondt.
Jordemoderen besluttede efter undersøgelsen, at det nok var bedst, at vi blev, så jeg blev sendt ud på en lille gåtur, mens Martin smuttede hjem efter de mest nødvendige ting.
Kl. 17.30 blev jeg undersøgt igen, og de veer gjorde rigtig, rigtig meget ondt nu. Jordemoderen tilbød at lægge nogle saltvandspapler. Lige inden advarede hun om, at det nok gjorde ondt, men jeg ville bare have noget for de veer.
Da det første prik kom, var jeg totalt uforberedt, og det gjorde sindssygt ondt. Så meget, at jeg skreg Martin lige ind i øret af smerte og begyndte at tudbrøle. Det gjorde mere ondt at få lagt dem end selve veerne. Jeg var lige ved at skrige til hende, at det dér kunne hun godt stoppe, da hun allerede var færdig. Saltvandspaplerne virkede desværre kun i 10-15 minutter.
Jeg lå i badekar i et par timer, men til sidst var dét at gå rundt og småjamre det eneste, der hjalp. Det må have set helt tosset ud. Jeg hang på alt, jeg kunne komme i nærheden af, mens jeg skældte lidt ud på mig selv og kom med lidt "av" og "uhhh" af og til.
Kl. 18.50 blev jeg undersøgt igen, hvilket absolut ikke gjorde mindre ondt. Denne gang havde jeg udvidet mig 9 cm, og jordemoderen spurgte, om jeg havde pressetrang. Det syntes jeg, at jeg havde haft i timer, og får lige nikket ja mellem et par veer. Alt foregik ligesom hen over hovedet på mig. Det eneste jeg tænkte på var at få det barn ud!
Jeg fik lidt lattergas, men det tog heller ikke så meget af smerten. Hver gang jeg syntes, det hjalp med den maske, så tog de den væk. Endelig fik jeg en pudendusblokade, og det var guld værd. Så aftog det hele, hvilket jeg på daværende tidspunkt ikke havde så meget imod.
Jeg var træt, det gjorde ondt og jeg havde ikke fået noget at drikke eller spise siden kl. 8 om morgenen ud over et par stykker druesukker, der efterlod min mund så tør som Sahara ørkenen. Martin prøvede at give mig lidt saftevand, men det gav mig kvalme.
Jeg fik lige sagt til jordemoderen, om hun ikke kunne stoppe det her, og så kunne jeg fortsætte en anden dag, for jeg var så træt. Det kunne hun ikke! Jordmoderen tilkaldte en læge, og jeg fik lagt et vestimulerende drop, og det satte gang i sagerne. Uheldigvis trak jeg hånden til mig, idet hun lagde droppet, hvilket også gjorde ret nas!
På daværende tidspunkt var der ud over mig selv, den kommende far og jordemoderen en jordemoderassistent til at hjælpe mig med at holde mine ben, en læge og en reservelæge, men jeg var fuldstændig ligeglad. De fik også bakset et bælte rundt om mig, som blev ved med at glide ned.
Min ellers så tålmodige jordemoder sagde, at NU skulle jeg altså presse til, og det var kodeordet. Jeg pressede alt det jeg kunne, og kl. 21.25 kom min dejlige lille datter til verden. Lægen tog hende straks og stod med hende i noget der for mig føltes som evigheder.
Min dejlige lille pige kom til verden med hånden oppe ved det højre øje, hvilket gav hende en lidt speciel ansigtsform de første par dage - og mig en dyb indvendig rift. Hendes højre øje var hævet, næsen skæv og hovedet var aflangt, men smuk var hun.
Jordemoderen undersøgte mig, men jeg var for interesseret i min lille pige til at koncentrere mig om, hvad hun sagde. Martin fortalte mig det senere.
Jeg havde mistet ca. 800 ml blod, og jordemoderen tilkaldte en gynækolog, der skulle sy mig sammen, da hun selv var lidt i tvivl om, hvor dyb den indvendige rift var. Desuden var det lidt svært at stoppe blødningen. Ud over riften var hele mit mellemkød sprunget, men heldigvis slap jeg for, at ringmusklen sprang. Kl. 21.40 fødes moderkagen, og det viste sig, at der var en lille ekstra, så vores lille pige havde fået nok med næring.
Mens jeg blev syet, kom min lille datter over til mig, og det var den bedste form for smertelindring, der fandtes. Da vi endelig blev alene, var det helt mærkeligt. Der var så underligt stille, men vi nød øjeblikket med vores lille skønhed med den skæve næse. Vi havde allerede besluttet hvad hun skulle hedde: Julie.
En ny jordemoder kom, og hun vejede og målte vores lille guldklump. Julie var 51 cm lang, og vægten viste sørme 3.716 gram, hvilket vi alle var lidt overraskede over, men der var ingen tvivl om, at hun da var godt i stand.
Jordemoderen ville have, at jeg skulle op og stå, men da jeg sad på sengekanten, var jeg ved at besvime, så hun fandt en kørestol, alt imens hun spurgte, om jeg ikke lige kunne gå de 10 skridt, der var hen til vores stue. Det fortalte jeg hende pænt, at det kunne jeg virkelig ikke, det hele snurrede rundt, og det suste i ørerne - så var det underordnet, om der var 10 eller 30 skridt hen til den f... stue!
De næste dage var jeg meget øm - som så mange andre - men det gjorde sindssyg ondt over lænden, og jeg kunne ikke sidde ned. Alle sagde, at jeg bare skulle op og gå, om et par dage ville jeg ikke mærke noget. Selv når jeg sagde, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, var der ingen der reagerede. Heldigvis var Martin der hele tiden, for jeg kunne ikke tage mig af Julie.
Efter 4 dage ville vi hjem og bad om at blive udskrevet. Jeg lukkede ikke et øje om natten og stod praktisk talt under bruseren hele mandag morgen, for det gjorde så ondt! Vi ringede til hospitalet igen og fik at vide, at jeg skulle komme kl. 12. Efter en kort samtale med en læge blev jeg, Julie og Martin indlagt. Her starter farcen.
I løbet af de næste 12 timer blev vi flyttet fra den ene afdeling til den anden. Jeg fik varme klude over lænden og så mange smertestillende, de turde give mig.
Julie havde efterhånden ikke fået noget at spise i over 8 timer, og det nævnte jeg over for alle i nærheden, men ingen hjalp mig, og efterhånden var mine bryster så spændte, at hun ikke kunne få fat.
Endelig endte vi på en flersengsstue, hvor en dejlig sygeplejerske, der var alene om to afdelinger, hjalp mig med en suttebrik, så Julie endelige kunne få noget at spise.
Martin var forberedt på at sidde op og sove, da den søde sygeplejerske fortalte, at hvis der kommer flere på stuen, måtte han gå! Jeg var ved at gå amok af smerter og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre! Hvordan skulle jeg så kunne skifte hende eller tage hende op? Så vi blev bakset videre til en anden afdeling.
Midt om natten var jeg så udmattet og tudede så meget, at der langt om længe blev tilkaldt en læge, der gav mig ketogan. Det hjalp, men jeg så både sol, måne og alt mulig andet, så jeg turde ikke være alene, når jeg ammede.
Dagen efter blev jeg udsat for en gynækologisk undersøgelse, og bagefter kom der en fysioterapeut for at finde ud af, hvad der var i vejen. Begge dele var ikke uden smerter. Lægen fandt ikke noget unormalt eller andet, der gjorde, at jeg havde så ondt. Fysioterapeuten fandt ud af, at jeg havde forstuvet mit korsben, hvilket ikke sker særlig tit under en fødsel, men det gjorde altså ikke mindre ondt af den grund.
Hvor jeg før havde fået varme, skulle jeg nu have kulde og smertestillende. Det hjalp! Allerede dagen efter gik det meget bedre, og vi fik at vide, at måske kunne vi udskrives allerede om onsdagen. Det så vi begge frem til.
Julie skulle bare lige undersøges og have en blodprøve, da hun var lidt gul. Hendes bilirubin var alt for høj, og vi måtte blive en dag til. Dagen efter viste en ny blodprøve, at alt var fint; nu kunne vi komme hjem.
Julie skulle bare lige vejes først. Vejningen foregik i et stort, åbent puslerum, hvor Julie skulle have alt tøjet af. Vægten viste 3.030 gram! Vi kiggede alle tre på hinanden af bar overraskelse, for passede dét, så havde Julie tabt ca. 700 gram, siden hun blev født en uge tidligere.
Sygeplejersken blev helt ude af den, og jeg var ved at tude. Godt nok taber nyfødte sig, men selv jeg som nybagt mor vidste, at 700 gram var alt for meget, så jeg var bekymret for, om der var noget galt med hende.
Vi fik besøg af en læge ca. 5 minutter efter, vi var kommet tilbage til vores stue. Lægen kastede et blik på Julie og konstaterede, at der måtte være noget galt med hendes fødselsvægt, for hun lignede bestemt ikke en baby, der havde tabt så meget på så kort tid.
Den kære far kom i tanke om, at han jo tog et billede af vores lille guldklump på vægten, og dette viste han både til lægen og sygeplejersken. Her så vi forklaringen.
Da Julie blev vejet efter fødslen, var det med dyne og et håndklæde. Det lyder måske ubetydeligt, men vores snarrådige sygeplejerske fandt ud af, at en babydyne alene vejer 450 gram! Og hun var lige blevet vejet uden dyne og håndklæde.
Nu ville de sikre sig, at Julie fik nok mad hos mig. Det ville sige, at hun skulle vejes, efter jeg havde ammet hende næste gang, og måske skulle jeg forsøge at pumpe mælk ud senere. Julie blev ammet, og det viste sig, at hun havde taget under 30 gram på, så jeg fik at vide, at jeg skulle forberede mig på at pumpe mælk ud senere på aftenen for at se, hvor meget hun fik.
Ved næste vagtskifte kom jordens mest ufølsomme sygeplejerske ind til os. Først passede det hende ikke lige, at jeg skulle pumpe ud, hvilket jeg holdt på – det var en aftale, vi havde indgået tidligere. Jeg var ikke vild med at skulle pumpe ud, men ellers kunne vi risikere at blive en dag ekstra.
Jeg fik forklaret systemet meget overfladisk. Det viste sig hurtigt, at hun havde givet mig en forkert flaske til at opfange mælken. Jeg pumpede og pumpede, og der kom hvad der svarer til 10 ml, og det var ikke nok. Det gjorde ondt, og jeg fik vabler på den ene brystvorte, men jeg var med på at prøve igen senere.
Denne gang dukkede samme sygeplejerske op med to kollegaer, der så på, mens de kommenterede, at det var da godt nok meget lidt, der kom ud. De tog mig, uden at spørge, på brysterne, mens jeg kæmpede med pumpen. Jeg sad med brystpumpen og tudede, mens Julie fik mælkeerstatning af sin far. Tænk, at jeg havde så lidt mælk til min lille pige. Hvad nu, hvis hun virkelig havde tabt sig så meget, fordi jeg næsten havde sultet hende!
Midt om natten efter andet forsøg på at pumpe ud kom sygeplejersken igen og fortalte mig, at mange ikke har ret meget mælk om natten. Jeg blev ked af, at de så havde "tvunget" mig til at pumpe ud. Om morgenen prøvede jeg igen at pumpe ud. Mine bryster var så ømme, og der var kommet endnu en vabel. Desværre kom der kun 30 ml denne gang.
Heldigvis var vores dejlige sygeplejerske på arbejde igen, og hun tog sig tid til at trøste mig, mens hun forklarede, at vi oven på alt det, der var sket, måske trængte til at komme hjem, hvor vi ikke blev forstyrret.
Jeg havde hørt, at hun havde haft fat i både rengøringspersonalet og andre sygeplejersker om, at vi ikke måtte forstyrres. Det skal lige siges, at stort set hver gang jeg ammede, kom der enten en læge, sygeplejerske eller rengøringspersonale ind og begyndte at stille spørgsmål.
Vi aftalte, at vi kom hjem samme dag og blev anbefalet at prøve mælkeerstatning samtidig med, at vi kunne leje en brystpumpe, så jeg kunne malke ud for at se, om mælkeproduktionen kom i gang igen.
Fredag formiddag blev vi udskrevet på den betingelse, at vi kom til kontrolvejning med Julie om mandagen. Jeg havde stadig ret ondt og fik at vide, at jeg skulle tage det med ro de næste 14 dage og måtte kun gå småture, ikke anstrenge mig for meget - støvet måtte blive liggende!
Martin tog fluks ud og købte mælkeerstatning og lejede en brystpumpe, mens jeg sad på nåle derhjemme og håbede på, at han nåede hjem, inden Julie skulle have mad igen. Pludselig var vi totalt fokuserede på hendes mad og tænkte begge på kontrolvejningen. Jeg brød sammen sådan ca. hver time, fordi jeg følte mig som en total dårlig mor - derudover var jeg rystet over alt det, der var sket siden en ellers normal fødsel. Til sidst følte jeg, at hospitalet gjorde os mere syge, end da vi blev indlagt.
Efter et par dage hjemme fik jeg besøg af jordens dejligste sundhedsplejerske, og hun fik hele vores sygeforløb beskrevet. Hun fortalte, at jeg skulle stoppe med at forsøge at pumpe mælk ud, for det er åbenbart ikke alle, der kunne pumpe ud på den måde. Desværre var det allerede for sent, min mælk var stoppet, og Julie måtte "nøjes" med erstatning.
I en periode prøvede jeg både at amme og give erstatning, men det fungerede ikke, måske fordi jeg var for ivrig og bange for, om hun fik nok at spise. Det skal lige siges, at kontrolvejningen viste, at Julie var i god stand og ikke havde tabt sig yderligere.
I dag er Julie en glad og tilfreds pige. Hun er jordens dejligste pige, og vi glemmer alt, når hun sender os et smil kl. 4 om morgenen. Hun smiler til alle og tager alt med et smil og er frygtelig nysgerrig.
Vi har lært at holde på vores og er bestemt ikke så autoritetstro som tidligere. Vi lader os ikke ”stille tilfredse” med et halvfærdigt svar, når det gælder vores lille guldklump.
Jeg har haft det svært ved ikke at amme, men når jeg ser på min dejlige lille pige, så må jeg erkende, at det er ligegyldigt, hvordan hun får mad, bare hun spiser og har det godt.
23-04-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025