Skrevet af Amilla
Jeg har tit tænkt på at skrive ind og fortælle om min fødsel, specielt når jeg læser om andre, der skriver om deres "hurtige" fødsler, som efter min mening ikke var så hurtige alligevel, fordi de jo har mærket et eller andet mange timer før, veerne rigtig kom.
Nå, men her er min beretning om min fødsel. Jeg var 31 år og førstegangsfødende. Jeg havde termin 28. februar 2003 og skulle føde på Rigshospitalet på grund af et dårligt hjerte, og alle mine jordemoderbesøg og kontroller foregik også der. Så det var lidt af et køreri, da jeg er boende i Jylland sammen med min mand.
Jeg havde en meget nem og fin graviditet uden nogle gener overhovedet, selvom jeg faktisk tog 20 kg på.
Jeg tog til min mor 14 dage før termin og boede der for at være sikker på at kunne nå ind til Rigshospitalet, når fødslen gik i gang. Den 20. februar 2003 præcis kl. 20.00 fik jeg den aller første ve, og der var ingen tvivl. Det var en ve, og i guder hvor gjorde det ondt. I løbet af de næste 10 minutter var der 4-5 minutter imellem mine veer, og vi ringede til fødegangen (og min mand, som var hjemme i Jylland, og havde 3 timers kørsel til Rigshospitalet).
Jordemoderen syntes, at vi stille og roligt skulle køre derind ad (vi havde ca. 45 minutters køretid derind). Så det gjorde vi. Kl. 20.15 startede presseveerne i bilen, og vi havde jo stadig 30 minutter, inden vi var fremme. Pyha. Nå men de havde jo sagt inde fra fødegangen, at der ikke ville ske det store de første 2-3 timer, men jeg var på det tidspunkt ikke så sikker på, at det var rigtigt.
Under hele køreturen sagde min mor ved hver afkørsel til hendes samleverske: "Skal vi køre af her? Vi når ikke derind", hvortil jeg fra bagsæddet lidt snærrende kunne svare: "I kører bare videre".
Hun havde flere gange min mand i røret og informerede ham om, hvordan det hele gik. En af gangene rakte hun mig røret og sagde: "Det er Mick". Jeg var desværre lige midt i en presseve og travlt optaget, og det var slet ikke min mening at svare sådan, men svaret lød således: "Fuck Mick", hvorpå hun måtte sige lidt drilsk til ham, at jeg vist nok var lidt optaget. Han havde vist smågrinet lidt over det.
Da vi nåede frem, stod der to jordemødre med en seng på hjul. Jeg mente nu godt selv, at jeg kunne gå det lille stykke, men nej. De var meget bestemte, og jeg måtte på og ligge.
Vi kom op på en fødestue, som var gjort klar til mig. Da var klokken 20.50. Jeg blev undersøgt, og de konstaterede selvfølgelig, at fødslen var godt i gang, og at jeg var 5-6 cm åben. Kl. 21.05 gik vandet, og jeg var nu 9½ cm åben.
Mens jeg lå der og ikke måtte presse endnu, faktisk fra jeg kom, fik min datter en elektrode på hovedet, mens hun stadig lå i min mave, fordi hendes hjertelyd dykkede meget voldsomt og ikke kom hurtigt nok op under mine meget kraftige veer, og hendes puls var bestemt ikke god.
Jeg kunne ligge og høre med på skærmen. Det var ikke rart, og jeg må nok erkende, at jeg var meget bange for, at der skulle ske hende noget. Men de beroligede mig med, at hun alligevel iltede fint. Men inden jeg fik set mig om, var der 5-6 læger og jordemødre omkring mig, så helt fint var det jo ikke!
Jeg ved ikke præcis, hvad klokken var, da jeg fik lov til at presse, men i guder det var en lettelse at få lov til at "gå" til næste skridt i fødslen. Jeg fik intet smertestillende, og jeg må erkende, at det var en meget smertefuld oplevelse. Klokken var tæt på 21.30, da jeg hørte overjordemoderen sige: "NU SKAL HUN UD" og tog den lille sugekop på hovedet af min lille pige, hvis puls nu var nede på 42.
Jeg fik besked på at presse og presse og presse, indtil hovedet på min datter var ude, men så var det også slut. Min jordemoder sagde, at jeg nu skulle gispe og ikke presse. Hmm, min første tanke var: "Guuud hun er blevet tosset. Jeg kan da ikke bare stoppe midt i det hele. Hun skal bare ud min lille datter". Men jeg hørte efter uden nogen tøven (underligt, at man reagerer sådan).
Da næste presseve kom, skulle jeg presse igen, og ud kom min skønne datter. De løb hen til et bord med hende, uden at hun sagde en lyd. Hun var helt slap. Jeg kiggede efter hende, da de lagde hende på bordet, men der var for mange læger og jordemødre til, at jeg kunne få bare et lille glimt af hende.
Min egen jordemoder stod ved min side med ryggen til mig og holdt mig i hånden. Hun undgik bevidst øjenkontakt med mig, for hvad skulle hun sige? Ingen viste på daværende tidspunkt, hvad udfaldet ville blive. Jeg har aldrig i mit liv været så bange.
Efter 5-10 minutter fik min lille pige topkarakter (det er åbenbart noget, lægerne giver de små), og ALT var i den skønneste orden, og jeg fik hende endelig over til mig.
Jeg fik 1 sting. Faktisk var jeg slet ikke sprunget overhovedet, så det var dejligt.
Min mand nåede frem 1 time efter, jeg havde født vores datter. Min mor og hendes kæreste var med til fødslen. De var begge en meget stor hjælp, men jeg var ked af, at min mand ikke nåede frem i tide, og det var han også, men som han siger: "det vigtigste er, at vi fik en sund og velskabt datter".
Jeg fødte på præcis 1 time og 32 minutter, og jeg havde ingen tegn eller lignende, inden den første ve dukkede op den 20. februar kl. 20.00. Jeg synes, at det var en meget hurtig fødsel. Jeg er glad for, at jeg ikke skulle ligge i flere timer med veer, men det kan godt være lidt "svært" at forstå, at man nu er mor, når det hele går så stærkt. Men det var/er det skønneste, jeg nogen sinde har oplevet. At blive mor er så stort og dybt.
Jeg er igen gravid og er i uge 26. Vi venter en dreng denne gang. Jeg håber, at jeg igen føder ligeså hurtigt, dog uden de uhyggelige ting. Min mand og jeg er heldigvis ikke så langt væk fra hinanden denne gang, og jeg har valgt at føde på Skejby.
Dette var beretningen om min fødsel.
08-05-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025