Tvillingedagbog for Daniel og Tobias Line var kun 18 år gammel, da hun ved en scanning fandt ud af, at hun ventede tvillinger.
7025
Skrevet af Line
Jeg hedder Line Pedersen og er 26 år gammel og mor til tvillingerne Daniel og Tobias fra 26/3-1997 og Sebastian fra 21/3-2000. Jeg bor sammen med min kæreste på 29 år, der har en datter, Jasmin på 3 år. Vi har været sammen i ca. 1½ år nu.
Jeg var ved lægen den 14/8-1996, da jeg havde kvalme og ondt i maven. Det viste sig at være blærebetændelse. Den 21/8 kom jeg igen til lægen for at se, om blærebetændelsen var væk. Lægen undersøgte urinen og kiggede på mig og sagde: "Du har ikke blærebetændelse". Fint, sagde jeg og ville gå. "Men du er gravid!". OK, tænkte jeg. Hvordan kunne det lige ske?
Jeg havde taget p-piller i 2½ år og var kun 18 år gammel. Jeg havde ingen planer overhovedet om at blive mor. Jeg var vild med børn, men mest når de kunne afleveres igen :o) Lægen sagde til mig, at jeg skulle tage hjem og overveje, hvad jeg ville, da jeg var meget ung. Hun rådede mig til at få en abort! Jeg var blevet gravid på p-piller og var i uge 8.
Jeg tog hjem og ringede til Peter (drengenes far). "Hej", sagde jeg. "Vi skal have barn". Han sagde, at det var han ikke klar til, og at jeg skulle have en abort. Jeg sagde, at jeg havde tænkt lidt over det og ville ikke have en abort. Ikke når først jeg havde begyndelsen til et lille liv i MIT liv! Jeg gav ham så muligheden for at flytte. Jeg sagde, at han måtte vælge. Mig og barnet eller ingen af os. Han blev ved os.
Den 2/10 var jeg ved jordemoder. Jeg var da i uge 13. Det hele var fint, men jeg havde meget kvalme. Da havde jeg tabt 4,7 kg. Jordemoderen sagde, at det ikke betød noget. Jeg havde det tit sådan, at det trak i min mave. Nogle ret uforklarlige trækninger. Jeg har så siden fået at vide, at det var på grund af, at ledbåndende giver sig. Men ondt gjorde det.
Den 25/10 begyndte jeg pludselig at bløde. Jeg var helt ude af mig selv og tuede og kunne næsten ikke snakke i telefonen med lægen. Jeg havde det meget skidt. Lægen spurgte, om jeg havde ondt i maven og lænden. Det havde jeg. Hun undersøgte mig så, og det hele var, som det skulle være. Hun kunne ikke fortælle, hvorfor jeg havde blødt, og det var jeg ret ked af. Hvorfor bløde med mindre der er grund til det? Og især når man er gravid. Jeg troede, at jeg havde mistet barnet. Jeg var i uge 17.
Den 4/11 blev jeg pludselig meget dårlig. Jeg var på posthuset og følte, jeg skulle kaste op igen. Jeg havde da stadig kvalme. Jeg ville høre, om jeg kunne låne et toilet men nåede det ikke, før jeg dejsede om. Det hele sortnede for mine øjne, og jeg gik helt kold. Jeg vågnede kort tid efter og var da kommet på toilettet. Jeg kastede op og sad så og sundede mig en tid. Sikke en omgang! Jeg var begyndt at mærke spark. Små bitte puf i maven. Skønt at føle, så ved man, at man virkelig er gravid.
Den 7/11 tog Peter og jeg af sted til scanning. Jeg var i uge 18+2. Lægen, en tyrkisk kvinde, spurgte, hvad vi ville sige til, at der var to. Det ville da være dejligt, svarede vi begge. Hun sagde, at hun først kiggede, og så forklarede hun. Ja, her er så et hoved og rygraden. Og her er det andet hoved og rygrad. Vi troede, at hun var i tvivl, da hun ikke snakkede så godt dansk, men SÅ gik det op for os! Vi så to små bitte hjerter, der bankede så fint. Det ene hoved var 3,9 cm og det andet 3,8 cm. Vi fik et billede af dem hver.
Da vi kom ud, snakkede vi om, at vi begge havde set noget, der lignede to hoveder, mens hun selv kiggede, men vi ville ikke sige noget. Vi havde nemlig snakket om at få tvillinger, så det kom ikke som et chok. Vi har et hold tvillinger på hver side af familien, så det er jo ikke fordi, at vi havde en stor chance.
Den 8/12 mærkede vi første gang et spark udenpå maven. Peter kunne endelig følge rigtigt med i, hvad der foregik i maven på mig. Jeg havde jo kvalme hele tiden og var meget træt. Jeg var nu også begyndt at få bækkenløsning og havde vildt ondt i maven på grund af plukkeveer, som om en syl blev stukket ind.
Jeg skulle begynde ved fysioterapi. Jeg havde også ondt i ryggen og kunne ikke sove om natten. Jeg skulle op og tisse mellem 3-6 gange pr. nat. Maven sad nu helt oppe under barmen. Jeg lignede til tider en strandet hval! Peter var stadig eksportchauffør og kun hjemme i weekenden, så han kunne ikke følge så godt med i, hvad der skete med maven og mig. Men da jeg havde en masse humørsvingninger hele tiden, var det jo godt for ham, at han ikke var hjemme :o)
Den 7/1 blev jeg scannet. De vejede nu ca. 1.024 gram hver og var 35 cm. Jeg var i uge 27. Han fortalte, at først efter uge ca. 32 ville de begynde at vokse lidt langsommere end et enkelt barn, da der jo ikke er så meget plads at tumle på og vokse på.
Han sagde også, at hvis jeg ikke havde født i uge 38, ville jeg blive sat i gang. Grunden dertil er, at tvillinger er fuldborne i uge 37-38 og ikke i uge 40 som enkeltbørn. Terminsdatoen var den 10/4-1997. Han forsøgte også at finde ud af, om de lå i hver sin sæk/hinde. Hvis de gjorde, skulle de tages ved kejsersnit, da nr. 2 ellers ville kunne blive kvalt i vand, sagde han. Det kunne ikke ses endnu.
Den 21/1 var jeg i uge 29 og blev scannet igen. Alt var OK. Lægen så på mine hænder og spurgte, om jeg ikke havde ondt i dem. Det havde jeg da, men jeg troede ikke, at det var noget. Men jeg havde så fået en del væske i kroppen. Hele dagen skulle jeg ligge på ryggen med benene lige i vejret. Ikke videre fedt, da jeg havde to store børn i maven, der trykkede på alle mine tarme osv., når jeg lå ned. Hvis jeg ikke lagde mig, var der stor risiko for, at jeg ville udvikle svangerskabsforgiftning, og så skulle jeg indlægges til aflastning. Jeg var nu begyndt at få kvalme igen og blive svimmel.
Den 6/2 var jeg til glukosebelastning. Jeg fik et glas med en gang sukkervand i og måtte ikke drikke andet end det. Og så fik jeg et stik i øret hver ½ time i 3 timer. Da jeg var færdig, besvimede jeg ved min mor. Jeg rystede meget, da jeg ikke havde fået hverken vådt eller tørt hele dagen. Sikke en omgang. Jeg havde stadig kvalme hver dag.
Den 18/2 gik jeg i vandbad på sygehuset for bækkenløsning, men det kunne jeg ikke holde til i længden. Jeg var der 3 gange i ugen, og jeg havde ondt, fra jeg stod op af badet, til jeg kom i det igen. Jeg valgte at stoppe det igen.
Den 19/3 var jeg til scanning igen. Jeg var led og ked af det hele. Jeg havde ondt overalt og havde ikke sovet en hel nat i mange måneder. Lægen sagde, at han gerne ville sætte mig i gang med det samme, men jeg trak i land. Jeg ville ikke bestemme, hvad dato mine børn skulle fødes. Jeg aftalte, at hvis jeg gik helt ned med flaget, skulle jeg ringe til sygehuset og aftale en igangsættelse. Jeg var i slutningen af uge 37.
Mandag den 21/3 tog jeg ind på sygehuset. Jeg kunne ikke mere. Jeg var i uge 38. Jeg blev sat i gang med en skedetablet kl. 10. Små veer fra kl. 12.30-22.30. Ondt i lænden hele natten.
Tirsdag fik jeg en skedetablet kl. 9.30. Små trækninger nederst på maven ved 11-tiden, men de stoppede hurtigt igen.
Pille kl. 18.30. Jeg var 1 cm åben og havde 1 cm tilbage af livmoderhalsen. Havde ondt i maven og lænden fra 20-tiden og resten af natten. Lidt tegnblødning og kvalme.
Onsdag kl. 9 kom min scanningslæge for at fortælle mig om mine muligheder. Jeg kunne tage hjem og vente på, at noget ville gå i gang. Jeg kunne fortsætte med at blive sat i gang med piller, eller jeg kunne få et kejsersnit. Jeg valgte kejsersnit for at få det overstået, da jeg havde været nok på sygehuset.
Kl. 13.34-13.35 kom to små drenge til verden. A vejede 2.860 gram og var 50 cm. B vejede 2.770 gram og var 51 cm. De kom over til deres far i et øjeblik og så i kuvøse. Jeg nåede ikke at se dem. Så tog Peter dem med op på barselsgangen, mens jeg kom på opvågningen.
Ca. 20 minutter efter begyndte jeg at bløde ret kraftigt. En læge kom og masserede min livmoder for at få den til at trække sig sammen. Det gjorde vildt ondt! Jeg blødte gennem to madrasser og en dyne, og det rendte ned på gulvet. Så kom jeg på intensiv. Ca. 1½ liter blod mistede jeg.
På intensiv fik jeg en masse poser blod og væske og en del til at få livmoderen til at trække sig sammen. Jeg fik lagt et drop ved kravebenet på grund af, at mine årer i arme og ben havde trukket sig sammen. Jeg kunne kun få blod osv. ved at få det direkte til hjertet. På et tidspunkt kom en læge og så til mig. Han gav mig straks en sprøjte men vandrivende medicin. De gav mig blod og saltvand men havde glemt at give vanddrivende, så jeg lignede Michelin-manden!
Ved 18-tiden fik jeg lov at se mine børn i 10 minutter, men ikke at røre dem. De kom ind i en kuvøse, og jeg havde så meget vand i kroppen, at jeg ikke kunne bevæge mig.
Ved 21-tiden kom jeg over på barselsgangen. Sygeplejeskerne lagde drengene til, men de ville ikke sutte. Så tog de dem med ind til sig hele natten, så jeg kunne sove.
Ved 22-tiden begyndte jeg pludselig at få ondt over alt. Det var efterveer, og jeg begyndte at bløde igen. Der kom en stor klump på ca. 500 ml og en del frisk blod. Droppet med det til livmoderen var stoppet ca. ½ time før, og det måtte det ikke, derfor fik jeg efterveer. Igen fik jeg så droppet tændt, og det stoppede så lidt efter lidt.
Ved 4-tiden fik jeg en sprøjte for at komme til at tisse igen. Jeg nægtede, da jeg hader sprøjter, men hun gav den alligevel! Jeg havde ikke tisset længe, men det er jo klart, da jeg ikke havde kunne holde væske i mig. Senere fik jeg en sprøjte for at få livmoderen til at trække sig sammen. Det sved, da sygeplejersken brugte droppet i hånden, som var ved at falde ud! Jeg havde et drop i ved kravebenet, og det var det, hun skulle bruge. De andre duede ikke mere. Av igen!
Jeg kunne selv lægge drengene til på 2. dagen. Efter et par dage ville jeg hjem. Jeg havde en enmandsstue og kom kun ud på gangen for at skifte dem. Jeg sad jo og ammede hele tiden og havde ikke tid til at sidde inde ved de andre mødre. Jeg ville meget gerne hjem, så jeg kunne komme ind i de daglige rytmer. Dem kommer man ikke ind i, mens man er på sygehuset. Der er jo mad på faste tidspunkter, og det er altså ikke nemt at planlægge maden med to nyfødte! Hver gang, der var mad, ammede jeg.
Jeg måtte ikke komme hjem før efter 14 dage. Min krop skulle nemlig lære at danne blod igen. Fordi jeg havde fået blod, ville min krop bryde meget ned på 14. dagen. Der duede det "kunstige" nemlig ikke mere, og så skulle jeg selv danne det.
Jeg sagde "Ih, ja og amen. Udskriv mig!". På 12. dagen måtte jeg så komme hjem, men det var ikke med lægens gode vilje!
De første 2 dage var jeg alene hjemme, da Peter først havde barsel efter 14 dage. Men det passede mig fint. Jeg behøvede ikke hjælp til at amme, og jeg skulle jo lære at klare mig selv. Han var jo kun hjemme i 14 dage, og så skulle han til at være væk 5 dage af gangen igen.
Nå, men på 14. dagen lå jeg i sengen et helt døgn! Jeg sov, sov og sov. Peter havde drengene i stuen og kom ind og lagde dem til ved mig, når de skulle spise. Han skiftede og underholdte. Jeg sov bare og havde det vildt skidt! Vagtlægen kom og troede, jeg havde brystbetændelse, da jeg havde feber osv. Men nej, jeg var bare ved at danne blod!
Jeg havde meget ondt de næste par måneder i såret. Der kom betændelse og svamp i det på grund af hængemaven. Jeg kunne ikke blive mig selv før efter et par måneder.
Jeg synes, at denne her oplevelse var grim. Jeg vil aldrig mere have kejsersnit. Skulle jeg gøre det om, ville jeg være blevet væk fra det sygehus og have bidt smerten i mig. Men det er jo for sent. Det er en kæmpe oplevelse at blive mor. Helt ubeskriveligt!
Daniel og Tobias er nu knap 7 år, og tiden er løbet hurtigt. For knap 4 år siden fødte jeg deres lillebror, Sebastian, normalt. Det var vidunderligt. Smertefuldt, men det hører sig til ved en fødsel. Han trak dog ikke vejret i 2 minutter efter, men han overlevede.
Jeg blev syet meget og havde ondt et stykke tid efter, men det her var min måde at blive "kvinde" på. Jeg følte ikke, at jeg var en rigtig kvinde, før jeg havde prøvet at føle det på min egen krop, hvad en fødsel var!
Relaterede artikler
© 1999-2025