Skrevet af Lone
For at begynde med lidt grundlæggende viden om mig selv og min mand: Jeg har en arvelig muskelsygdom (Duchenne/Bechers muskeldystrofi). Hvis drenge får denne sygdom, vil 50% af drengene få sygdommen i udbrud.
Det indebærer, at de sidder i kørestol som ca. 10-årige, får respirator forholdsvis hurtigt herefter og bliver kun ca. 20-30 år. Heldigvis kan man ved hjælp af en moderkagebiopsi analysere fosterets kromosomsammensætning og fastslå, om en dreng har denne sygdom, og man kan vælge abort. Min mand er sund og rask.
For ca. 3 år siden besluttede vi, at nu ville vi gerne have nogle børn. Så i februar 2001 spiste jeg min sidste p-pille. Efter ca. ½ år, hvor der havde været ca. 5 uger mellem mine menstruationer, besluttede jeg mig for at kontakte min læge. Han tog blodprøver for at finde ud af, om jeg havde ægløsning. Det gjorde han i ca. ½ år, og hver gang var resultatet negativt = ingen ægløsning.
Dog var der én gang, der var ægløsning, og jeg blev gravid. Vi var så glade. På grund af min førnævnte sygdom, skulle jeg scannes med henblik på at få lavet en moderkagebiopsi. Desværre finder sygehuset ud af ved denne scanning, at fosteret er dødt. Grunden vidste jeg ikke dengang. I dag formoder jeg, at denne abort skyldtes for lavt ubehandlet stofskifte, da vi senere har fået at vide, at for lavt ubehandlet stofskifte kan forårsage ufrivillig abort i 6.-7. uge.
Vi forsøgte os igen med blodprøverne for ægløsning. Efter ca. endnu ½ år skiftede jeg læge, blandt andet fordi jeg følte, at han ikke havde tænkt sig at gøre mere for os end at tage blodprøver, og på dette tidspunkt var jeg ikke klogere.
Jeg kom til første konsultation hos min nye læge, og hun henviste mig straks til en fertilitetsklinik. Da vi kom til første samtale her, fandt vi ud af, at der var mange indledende "øvelser", før vi kunne komme i decideret behandling.
Blandt andet skulle jeg have lavet en HSG-undersøgelse. Det er en undersøgelse, hvor jeg fik sprøjtet en væske op i livmoderen og derefter blev røngentfotograferet. Formålet var at konstatere, om mine æggeledere var lukkede - det var de ikke, begge var åbne!
Min mands sæd blev undersøgt. Den var "let til moderat nedsat". Dette mente fertilitetsklinikken godt kunne være grunden til vores barnløshed. Men det var før, klinikken fik undersøgt diverse blodprøver fra mig. De havde blandt andet undersøgt mit stofskifte og fundet ud af, at det var alt for lavt. Ifølge fertilitetsklinikken er det en af de ting, man bør undersøge, når en patient klager over barnløshed.
Uanset hvad, fik vi den besked, at det måtte min egen læge rette op på, og når stofskiftet var under kontrol, måtte vi komme igen. Noget nedslåede gik vi hjem og ringede til min læge. Efter ca. 2 måneder var mit stofskifte under kontrol, og jeg skal nu tage medicin for dette resten af mit liv, men det er ingen hindring for at blive gravid - det skal bare følges under graviditeten.
Vi begyndte igen på fertilitetsklinikken, hvor jeg fik æggestimulerende hormoner. Men klinikken fulgte skolernes ferier, og da dette fandt sted i foråret 2003, var der temmelig mange helligdage. Dette betød, at vi reelt kun havde 2 forsøg, hvoraf det ene ikke gjalt grundet dårlig sædprøve fra min mand.
Så prøvede vi også selv med et, men også unden held. Da vi efterhånden havde brugt ca. 5 måneder, hvor vi kun var blevet behandlet 2 gange, gik vi til lægen og bad om at blive henvist til sygehuset, som vi havde talt med og fået oplyst, at de kun havde lukket mellem jul og nytår og 2 ugers sommerferie.
Vi stoppede på fertilitetsklinikken i juni og skulle først til samtale på sygehuset i august. Jeg var meget afklaret med, at når vi kom til august, SÅ skulle der gang i dette her projekt barn. Men så langt kom vi slet ikke.
Midt i juli kunne jeg mærke, at jeg havde ægløsning. Jeg tog en ægløsningstest og ganske rigtigt - jeg havde ægløsning. Vi gjorde, hvad man nu bør gøre i en sådan situation ;-) og ca. 14 dage efter tog jeg en graviditetstest, som var positiv! Vi kunne slet ikke forstå, at det nu virkelig skete, men det gjorde det.
Jeg havde stadig denne her arvelige sygdom, men vi "regnede" med, at min mand havde afleveret nogle gode X-kromosomer (som giver piger), men nej, det var et Y-kromosom, der var blevet sendt afsted. Fra vi fik at vide, at det var en dreng, til vi fik beskeden "han er rask", gik ca. 1½ uge. Det var utrolig hårdt at vente på denne besked! Men hvor var vi lykkelige, da vi fik den besked!
Nu sidder jeg så her efter en veloverstået graviditet, hvor alt er forløbet ganske planmæssigt. Vores lille guldklump kom til verden, godt nok 3 uger for tidligt, den 11. marts kl. 02:54.
Der har været ekstra kontrol med mit stofskifte, som jeg fik tjekket hver 3. uge. Jeg er blevet scannet ekstra på grund af stofskiftet, men det ser ud til, indtil videre, at lille "Sofus" ikke har arvet mit stofskifte. Og jeg har haft det gangske godt under graviditeten.
Så til alle jer, hvor det trækker ud med at få gang i "projekt baby": FAT MOD. Jeg ved, det er svært. Jeg havde selv mange ture, hvor jeg var stensikker på, at vi aldrig skulle blive biologiske forældre, selvom klinikken sagde det modsatte. Vi var endda "så langt ude", at vi overvejede donoræg og at adoptere. Tro på det - det skal nok komme (hvilket jeg jo let kan sige, nu jeg sidder med vores lille mirakel).
28-06-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025