Skrevet af Mumi
Dette er et svar til beretningen "Det mest naturlige i verden" skrevet af Janni. Du kan læse Jannis beretning her
Kære Janni.
At læse din beretning om dine kvaler med at blive gravid berørte mig dybt. Det gjorde det, fordi de færreste åbent vil vedgå sig alle de grimme følelser, de gennemgår i forbindelse med barnløshedsbehandling. Du har foreløbig været gennem et forløb, der har været præget af en lang række uheldigheder, der virkelig bidrager til fortvivlelsen. Og det er IKKE sjovt.
Jeg ved, hvad du taler om, for jeg har været gennem det samme. Den 29. maj har min mand og jeg 5 års bryllupsdag. På det tidspunkt vil der være omtrent en måned til, at vi kan holde vores lille datter i vores arme. Hun vil være resultatet af næsten 5 års forsøg på at blive gravid, først med "det gode", siden med "det onde". Jeg vil gerne fortælle min historie, og jeg vil gøre det for at fortælle dig, at du ikke er alene.
Henrik og jeg stoppede præventionen den dag, vi blev gift i maj 1999. På bryllupsnatten fnes vi af, hvor morsomt det ville være, hvis jeg allerede blev gravid nu. Et år senere var vi en smule klogere. Da sad vi hos vores læge og luftede en mistanke: Kan vi overhovedet blive gravide? Lægen grinede af os og sendte os hjem med besked om at komme igen om et år. Før ville hun ikke tale med os.
I dag ved vi, at 80% af alle par er blevet gravide efter et år, 90% efter to, mens de sidste 10% enten skal have hjælp eller er ude af stand til at få børn. Hvorfor sendte lægen os ikke med det samme til udredning? Der var på det tidspunkt kun 50% chance for, at vi tilhørte gruppen, der bare var længe om det. Vi ved det ikke, men var på det tidspunkt yderst autoritetstro og regnede med, at hun havde styr på det.
Så gik der nogle år med ny uddannelse, nyt arbejde, flytning osv. Vi satsede stadig på at kunne blive gravide naturligt, men affandt os med, at det trak ud - lidt dårlig timing var det jo med børn midt i et nyt job.
Men for 2 år siden var det altså nok. Vi troppede op, nu hos en ny læge, der straks henviste os til udrening på fertilitetsklinikken i Ballerup. Så startede 3 måneders køren frem og tilbage, dildo-scanning i en uendelighed og masser af blodprøver. Ikke så sjovt, men ligesom du havde vi en god følelse af, at projektet var taget af vores skuldre. Skyldfølelsen over ikke selv at kunne producere børn (gør vi det tit nok og på det rigtige tidspunkt?) forsvandt. Nu havde vi "folk" til at lave børn for os.
"Heldigvis" viste det sig meget hurtigt, at Henriks sædkvalitet var meget dårlig, og siden jeg synes at fungere som jeg skulle, fik vi allerede midt på sommeren besked på, at den var god nok, den var dårlig: Min mands sædkvalitet var så dårlig, at der kun var en teoretisk chance for at blive gravid. Derfor anbefalede man os at gå direkte til mikroinsemination.
Et halvt år senere var vi blevet optaget på Herlevs fertilitets-vinterhold. Ud på foråret kom vi så for første gang i behandling. I nogen grad kan man faktisk godt vænne sig til at stikke sig selv i maven, og det gik da også nogenlunde. Desværre var der ikke så mange store ægblærer, som vi havde håbet på, men alligevel var vi fortrøstningsfulde ved ægudtagningen.
En sygeplejerske havde taget sig tid til at berolige mig før indgrebet og forsikrede mig om, at de ville gøre det så smertefrit som muligt. I tryg forvisning lagde jeg mig på briksen med Henrik ved min side, for få minutter senere chokeret at kunne fastslå, at der på ingen måde var tale om smertefrihed. Tværtimod står den ægudtagning for mig som det mest smertefulde, jeg til dato har været ude for. Efter indgrebet, der kun resulterede i skuffende fire æg, brød jeg fuldstændig sammen.
Indtil nu havde alt for såvidt forløbet ok. Man havde taget os alvorligt, vi var blevet oplyst om alle eventualiteter osv. Men nu følte jeg mig svigtet. Jeg var blevet lovet en ting og fik noget helt, helt andet. To dage senere ventede vi på, at telefonen IKKE skulle ringe, og en time senere kunne vi lettet få at vide, at der ud af de fire æg trods alt havde været et, der havde delt sig. Ikke top-optimalt, men dog bedre end ingenting. Op med det og hjem og sidde med benene oppe og pleje det ømme underliv.
To uger senere skulle vi til Frankrig på ferie. I bilen sydpå ringede jeg til hospitalet og fik den overraskende men glædelige nyhed: Du er gravid! Tyskland er aldrig blevet forceret i så godt humør. Ingen fransk rødvin til mig, men hvad gjorde det? Jeg var gravid! I første hug og på kun ét æg! Vi var verdensmestre i at lave børn (sådan da...)!
En uge senere begyndte jeg at bløde og ringede hjem til Herlevs fertilitetsklinik, der ikke kunne sige andet end, at jeg skulle slappe af. Ville det ud, kom det ud, men måske kunne jeg ride stormen af. Dagen efter blødte jeg voldsomt. Ringede igen panikslagen til hospitalet og fortalte grædende om, hvordan det stod til. Den søde sekretær blev virkelig ked af det på mine vegne, men kunne jo ikke gøre andet end at sige til mig, at jeg skulle gå til en læge/tage på sygehuset, hvis jeg blev utryg ved situationen.
Men der var intet at gøre. Det lille, nye liv, som vi kun havde haft en uge at vænne os til, forlod os endegyldigt den eftermiddag, da jeg i toilettet fandt en lille, men perfekt fosterhinde. Vi stod længe og græd, før Henrik skyllede ud. Med de dårlige ods vi havde haft med det ene æg, havde vi regnet med en ferie, hvor jeg skulle drikke mig fuld i god fransk rødvin og drukne sorgerne over det fejlslagne forløb. Dette var værre: At få håbet frisk og lysegrønt, for så at miste det igen så hurtigt. Der blev drukket meget rødvin resten af den ferie, mens vi sørgede over vores lille mandagsmodel. Det kunne han/hun vel ikke gøre for at være?
Hjemme igen, stadig blødende, måtte jeg besøge en veninde på hospitalet, som lige havde født. Jeg troede, jeg var stærk nok, men da jeg så ned på hendes lille pige i vuggen, brød jeg atter hulkende sammen. Min stakkels veninde, der lige havde født og knap kunne sidde for alle syningerne, lagde armen om mig og trøstede mig. Hvor fik hun styrken fra at have overskud til mig? Det kan jeg kun beundre!
To måneder efter var det op på hesten igen. Vi var heldige og kom til første gang, jeg ringede, og denne gang blev jeg stimuleret mere. Det føltes godt at være i gang igen. Ventetiden havde været ulidelig. Sådan en fertilitetsbehandling består for størstedelen af "den sure ventetid". At sprøjte sig igen var faktisk en lettelse. SÅ langt ud kan man komme, at man ser frem til den slags, fordi det føles så dejlig konstruktivt. "Jeg GØR noget nu!".
Denne gang var der mange flere æggeblærer og dermed også et noget mere ømt underliv. Ægudtagningen lurede som et stort, frygtindgydende dyr i horisonten. Jeg ville ikke mødes med det, men vejen til mit barn førte gennem en kamp med udyret. Der var ingen vej uden om! Den dag vi tog til ægudtagning var jeg bange, som jeg aldrig i mit liv har været bange før. Jeg vidste nøjagtigt, hvor ondt det gjorde, og jeg havde mest af alt lyst til at aflyse. Det lille lys i mørket var, at jeg gjorde det alligevel. Jeg var den modigste kvinde i verden!
Ved anden ægudtagning bedøvede de mig en smule anderledes, hvilket vel resulterede i ca. 10% færre smerter. Stadig ualmindelig rædselsfuldt. Men trods alt var jeg denne gang forberedt. To uger senere var vi på vej op til 14. sal på sygehuset. Det var lørdag morgen, og der var meget stille. Normalt tager det hundrede år, fordi der altid er masser af mennesker, der skal ind eller ud undervejs, men denne gang var vi alene i elevatoren.
Efterhånden som vi kunne se digitaltallene kravle deropaf, fik jeg en bedre og bedre fornemmelse i maven. "Hvis vi når helt op uden at stoppe, bliver jeg gravid denne gang", sagde jeg til Henrik, der forskrækket bad mig klappe i for ikke at begå hybris. Men det så godt ud: Der var atter befrugtede æg - hele fire af slagsen. Ikke meget fornemt, men dog bedre end sidst. Desværre var de ikke fryseegnede. Jeg fik sat to æg op denne gang og kan huske at sige, mens jeg stadig lå på briksen: "Så, nu er jeg herregravid!". Lægen grinede og sagde, at chancerne var gode.
Det var de! Igen blev jeg gravid og hører dermed til de heldige, der tager godt imod. Men så startede angsten for at miste naturligvis. Når det er SÅ svært at bllive gravid, og da især hvis man har oplevet at abortere, forvandler en ellers fornuftig kvinde sig til lidt af en hystade. Og ganske rigtigt: Næsten på dagen for sidste abort begyndte jeg at bløde igen. Panikslagne kørte vi straks til hospitalet, hvor en blodprøve og en scanning kunne berolige os: Alt var stadig, som det skulle være. Vi har stadig dette første scanningsbillede af en mørk blære med en lillebitte regnorm i. Vores første barn på amøbestadiet.
De næste uger var svære. Jeg lavede nærmest ingenting af frygt for at miste, men ved juletid kunne vi endelig ånde lettede op: De første 12 uger var gået, og abortrisikoen var nede på 2%. Så startede bekymringerne for, om barnet nu var okay. Downs syndromet spøgte, og vi overvejde alvoligt at få lavet en fostervandsprøve, men turde ikke alligevel af angst for at miste det dyrebare liv i min mave. En tripletest kunne dog "berolige" os med, at jeg ikke havde en forøget risiko for at bære et mongolidt barn.
Nu er jeg nået til 31. uge. Bliver hun født nu, vil hun være et skravl, men et levedygtigt et, der næppe vil have nogen varige men. For første gang i hele dette lange, lange forløb tillader jeg mig at slappe en smule af. Graviditeten er forløbet rimelig godt, alt ser normalt ud, og chancerne for, at der kommer et sundt og rask barn ud af alle anstrengelserne, er yderst gode.
Men hvor HAR det dog været hårdt! Hvor HAR jeg været urimelig, ulykkelig og synes, at verden var uretfærdig. Hvorfor kan en tilfældig dranker blive gravid, når jeg ikke kunne? Jeg mistede nær min ældste og bedste veninde på at synes, hun var tarvelig, fordi hun tillod sig at blive gravid, før jeg var blevet det, når nu jeg havde prøvet i alle de år, hvor hun sagde, at hun nok ikke skulle have børn overhovedet. Familie og omgangskreds har været søde og alt det der, men helt ærligt: Hvis ikke man har prøvet det, så ved man ikke, hvordan det er og kan ikke sige eller gøre noget, der gør den store forskel ud over at opvise en engels tålmodighed, naturligvis!
Kære Janni.
Som afslutning på denne lange tekst kommer her et par tanker, der muligvis kan hjælpe dig med at komme igennem forløbet uden at miste forstanden, sin elskede og alle dem du holder af. For det er jo allerværst inde i hovedet, hvor de mange sørgelige og negative tanker slås om at komme til.
1) Worst case scenario
Prøv at tænke i plan B og C. Vil I kunne affinde jer med donorinsemination eller en adoption? Forestil dig, hvordan det må være og tænk fordele og ulemperne igennem. Måske er det ikke så ringe endda. Eller den helt ekstreme: Hvad skal jeres liv indeholde, hvis I aldrig får børn? Børn ER et livsindhold for de fleste af os, men nogle mennesker får jo aldrig børn og dør jo ikke af den grund.
SKULLE det ske for jer, er det måske klogt at tænke over, hvad jeres liv så skal indeholde: Humanitært arbejde? Egen virksomhed? En hundekennel? Er der nogle drømme, som vil være svære at føre ud i livet med børn, men som så kan realiseres i stedet? Jeg siger ikke, at det bliver virkelighed for jer, men at det kan give lidt sjælefred at tænke fremtiden igennem med andre - positive - fortegn. Muligvis kan det tage broden af hvad-nu-hvis-vi-aldrig-får-børn-panikken.
2) De er dygtige i Danmark
Danmark er faktisk et af de lande, der er aller-aller dygtigst til at lave børn på denne unaturlige måde. I England, hvor de ellers også er ret dygtige og dygtigere end os på så mange områder, regner man kun med en baby-in-the-basket-rate på 25%! Hold dem op imod vores 60-70% og glæd dig over at leve i dette land. Dine chancer er, alt andet lige, gode.
3) Alt er relativt
Vi tilhører en ganske særlig gruppe mennesker, der på overfladen ser almindelige ud, men slet ikke er det. Vi er, som du selv siger, mange par, der ikke uden videre kan få børn. Vi tilhører en gruppe af forældre-in-spe, der gennemgår uhyrlige ting. Desværre er det ikke muligt for andre helt at sætte sig ind i, hvordan det er - gudskelov for dem - men det efterlader os med en grim smag i munden af at være hysteriske, urimelige og egoistiske. Som om det ikke var træls nok det hele.
Det er i det lys, du skal se sygeplejerskens udtalelse om, at I er i en luksussituation, fordi der er fryseæg. Glem, at andre mennesker får børn blot ved at elske hinanden fysisk. Vi tilhører en anden race, og der gælder andre regler for os. Glæd dig over dine frysæg. Vi havde som sagt ikke nogen og laver dermed børn på knald-eller-fald. I får derimod "gratis" bonusrunder. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!
4) Du har allerede bevist, at du kan blive gravid
Dermed forhøjes dine chancer for, at du kan blive det igen. Forsøg at fokusere på det i stedet for den forøgede risiko for en graviditet udenfor livmoderen.
5) Elsk din mand
Det er os, kvinderne, der så uretfærdigt skal lægge krop til alle lidelserne for, at vi sammen med vores elskede kan få et et barn - og det på trods af, at det er hans skyld. Det er svært ikke at blive bitter over den situation. Har du talt med ham om det? Han har det muligvis frygtelig dårligt ved at se dig lide, velvidende at det er hans skyld.
Han er det menneske, du kan, skal og bør kunne læne dig op af gennem hele forløbet. Vis ham, at du elsker ham og værdsætter hans støtte, så han har overskud til at tackle situationen, næste gang du går ned. Det er jer to, der skal være forældre til barnet. Kommer I igennem denne krise, kan I klare alt, også et eventuelt liv uden børn.
Janni, ingen kan garantere dig, at du nogensinde bliver mor, men oddsene er trods alt i din favør. Og bliver du ikke mor, er du ikke et ringere menneske af den grund. Din familie og venner vil ikke holde mindre af dig. Du vil stadig være 100% Janni. Du skal nok klare at komme igennem, med eller uden barn som slutresultat. Hang in there, vi andre ved, hvordan du har det!
13-07-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025