Skrevet af Tina
Jeg er 34 år og har levet med samme kæreste (mand siden 2003) i 16 år. Selvom det er lidt flovt, har vi faktisk aldrig passet særligt på og i mange tilfælde ikke benyttet nogen form for antikonception. Jeg har i en periode på 1 år benyttet p-piller, som dog slet ikke var noget for mig, da jeg hele tiden pletblødte. På grund af gentagende pletblødninger flere år senere har jeg i en periode på 1 år haft spiral.
Igennem godt 10 år har vi forsøgt at få børn. I starten ikke noget "MÅL", men vi har taget det meget afslappet og egentlig ikke spekuleret på det mere, end vi besluttede, at vi nu gerne ville have børn.
I januar 1995 aborterede jeg spontant meget tidligt i forløbet (uge 5-6). Det startede en dag på arbejdet, da jeg sad midt i en jobsamtale med en fremtidig kollega. Jeg fik så voldsomme smerter, at jeg nær besvimede, da jeg skulle rejse mig for at gå på toilettet, hvor jeg opdagede, at jeg blødte meget kraftigt. Jeg tog hjem og aborterede samme dag.
Senere i 1995 blev jeg gravid og fødte Karoline i marts 1996. Hun var velskabt og dejlig - også den dag i dag. Fødslen var langsommelig. Veerne startede lige efter midnat, og jeg fødte kl. 16.51.
Der var problemer med at få hende ud, da hun var meget "bred" trods en fødselsvægt på "kun" 3.620 gram. Jordemoderen blev febrilsk til sidst, da jeg havde presset og presset, og kun hovedet kunne komme ud.
Karoline var blå i hovedet og havde navlesnoren rundt om halsen, men da lægen kom, fik jeg en ordentlig presseve, og samtidig med, at lægen hev og vred, så fik vi Karoline ud. Der var ingenting sket, og det gik alligevel så hurtigt, at min mand og jeg ikke rigtig nåede at blive nervøse.
I de første år efter var vi ikke så fokuserede på at få børn, og på trods af, at vi ikke brugte nogen form for antikonception, har vi ikke fået flere børn.
I de sidste 3 år har vi været i behandling i offentligt regi (insemination, hormonbehandling etc.). Der har været mange trælse oplevelser, blandt andet et par udskrabninger på grund af pludselige kraftige og langvarige blødninger, der ikke ville stoppe af sig selv. Blandt andet en operation på grund af chokoladecyste og endometriose, som der fortsat er meget af på tarme og så videre.
Det lykkedes så at blive gravid efter en HSU i slutningen af 2002, og en termin blev sat til den 18. august 2003 (min mormors, som nu er død, fødselsdato). Jeg aborterede dog i starten af 2003 fulde 10 uger og nogle dage henne. Jeg blødte så voldsomt og havde så mange smerter, at jeg blev kørt subakut til udskrabning på sygehuset, hvor jeg selv arbejder og derfor kender mange af personalet ret godt.
Jeg havde en rigtig træls oplevelse på sygehuset, fordi jeg var helt alene, og ingen sygeplejersker "lagde mærke til", at jeg var kommet tilbage fra operation, og jeg derfor selv måtte melde min ankomst i personalestuen flere timer efter, portøren havde kørt mig fra opvågningen til den gynækologiske afdeling. Jeg græd og græd og havde mest af alt brug for en at snakke med.
I perioden herefter fik jeg underlivsbetændelse og kom på penicillin. Jeg skulle så igennem en masse hormonbehandlinger i de næste måneder, hvor vi forsøgte med hormoner alene at blive gravid. Det lykkedes ikke, og den dag jeg skulle scannes for at se, om insemination kunne foregå i den cyklus, fik jeg endnu et slag. Jeg skulle opereres nogle dage senere, fordi jeg havde en stor cyste på den ene æggestok. Jeg blev så opereret og sendt hjem for at slappe af herefter.
Da jeg ligeledes fik fjernet en masse endometriose, skulle jeg i de følgende måneder have nogle hormoner, der ville sætte hele systemet i stå. Dette for ikke, at endometriosen skulle "blomstre op" igen lige med det samme.
3 måneder senere var jeg endelig klar til at starte behandling igen. Jeg var igennem 2 inseminationer med min mands sæd, og det lykkedes i 2. omgang at blive gravid.
Naturligvis var jeg meget bange for, at historien skulle gentage sig, men til sidst begyndte både min mand og jeg at glæde os til den lille ny, der ville komme sidst på året.
11 uger henne begyndte jeg at få en del udflåd, der tiltog i styrke og begyndte at ligne blod. Jeg blev scannet af min faste gynækolog, og fosteret havde det godt. Jeg fik lavet en gynækologisk undersøgelse, og denne fortalte, at blødningen ikke kom fra livmoderen.
Ugen efter var jeg til den første lægekontrol hos egen læge. Jeg havde en frygtelig tyngdefornemmelse og havde de sidste 7-10 dage haft en knaldende hovedpine dag og nat. Egen læge mente, at blødningen kom højere oppe fra, dvs. fra livmoderen, men var ikke sikker.
Jeg kom akut til sygehuset og blev scannet og undersøgt. Igen fik jeg at vide, at det hele var helt normalt, men jeg græd og græd, for jeg var ikke overbevist.
Samme aften kunne jeg mærke, at det begyndte at sive. Jeg gik på toilettet og så, at det kun var klart, men det blev ved. Der har nok været 1-2 dl, men det var svært at bedømme.
Om natten og næste morgen fik jeg ondt i maven, og jeg begyndte at bløde mere, denne gang med koagler. Jeg henvendte mig til vagtlægen, der viste mig videre til den vagthavende gynækolog, der skannede og lavede gynækologisk undersøgelse. Da denne læge ikke var så erfaren på området, blev en overlæge tilkaldt, og han fik så lov til at bringe den sørgelige meddelelse videre. Jeg var igen i gang med at abortere.
Aldrig i mit liv har jeg grædt så meget. Jeg er, synes jeg selv og også min familie og omgangskreds, en meget stærk pige, men dette slog helt benene væk under mig. Jeg ville bare hjem, væk fra sygehuset og væk fra alle de kolleger, der var gået forbi mig, da jeg stortudende havde ventet ude på gangen på min mand inden undersøgelsen. Jeg valgte denne gang at lade naturen gå sin gang og ikke gå igennem endnu en udskrabning.
Jeg er helt nede men glæder mig på underlig vis, til min "faste" gynækolog kommer hjem fra ferie. Desværre var han ikke på arbejde, da dette skete, så han ved det ikke endnu. Jeg ved, han bliver ked af det. Jeg har ofte fortalt ham om min angst og spurgt til, om der er noget, man kan gøre, undersøge hvorfor jeg aborterer, og det er træls at skulle igennem det igen uden at få nogle svar.
Jeg håber virkelig, at han kan finde nogle svar. Denne gang var det ikke barnet, der var noget galt med og derfor gik til grunde, men derimod min krop, der ikke kunne klare graviditeten, for hvorfor skulle det ellers være vandet, der gik?
Jeg er fyldt med spørgsmål. Fyldt med vrede og usikkerhed på, hvordan det skal gå fremover. Vi ville så gerne have givet Karoline en lillesøster eller lillebror, men sådan skulle det ikke gå. Vi er alle meget meget kede af det.
Dette var min historie.
27-07-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025