Skrevet af Karen
Nanna og jeg er registrerede partnere, og Folke er vores 3. barn. For 5 år siden fødte Nanna vores ældste søn, Valdemar, på sygehuset. Forskellige ting gjorde, at det ikke var nogen god oplevelse, og da jeg blev gravid, besluttede vi os for at prøve Vestsjællands hjemmefødselsordning.
Og det var godt, selv om jeg måtte føde Asbjørn ambulant på sygehus, fordi fødslen ikke gik i gang af selv. Da Nanna så blev gravid for 2. gang - med vores 3. barn - var vi ikke i tvivl om, at vi atter ville bruge hjemmefødselsordningen. Og her er så historien om, hvordan det gik.
Nanna havde termin den 27/5, og bortset fra lidt plukkeveer skete der ingenting den dag. Jeg arbejder som uddannelseskonsulent, og jeg havde været så fræk at planlægge et kursus den dag ud fra statistikken, der siger, at kun 10% af alle fødsler finder sted på terminsdatoen! Jeg havde dog en "plan B", hvis det skulle blive nødvendigt at aflyse!
Den 30. maj blev vi enige om, at der skulle ske noget, så vi tog på familieudflugt med vores to store drenge og Morfar til Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk. Vi traskede rundt i roligt tempo og hyggede os med at kigge på huse og værksteder fra "da Morfar var dreng".
Efter en rigtig hyggelig dag tog vi hjem, og Nanna havde så en urolig nat, hvor hun og babyen slet ikke kunne blive enige om, hvordan de skulle ligge i sengen. Plukkeveer var der masser af, men de gik i sig selv igen, og hun var bare TRÆT. Næste morgen besluttede hun sig for, at det kunne være helt lige meget med den fødsel. Jeg oplevede hende som underligt fraværende i forhold til hendes normale intense måde at være på.
Vi blev enige om at tænde et bål og brænde lidt haveaffald af. Det syntes Valdemar og Asbjørn var rigtig spændende, så de hjalp mig med at passe bålet. Pluselig dukkede Nanna op med en snobrødsdej og snobrødspinde, for nu skulle vi rigtig hygge os! Det gjorde vi også i fulde drag.
Da vi skulle spise til aften, var Nanna pludselig i syv sind, om hun overhovedet havde lyst til at spise. Derefter satte hun sig og spiste et solidt aftensmåltid, og hun kiggede på mig med de lidt blanke øjne, som jordemoderen allerede havde bemærket for 5 dage siden, og som kunne være tegn på, at fødslen nærmede sig.
Jeg foreslog, at jeg kørte børnene over til Morfar - så kunne vi få os en dejlig rolig aften og nat. Mens jeg afleverede dem - de var ellevilde ved udsigten til en rigtig "mandfolkeaften" - ringede Nanna til vores veninde Randi, som skulle hjælpe til under fødslen, og til jordemoderen - for hun mente nok, at hun havde det lidt underligt.
Randi pakkede tasken med det samme - hun skulle ikke gå glip af noget! - og Nanna blev enig med jordemoderen om, at de skulle ringes ved i løbet af aftenen. Så gik vi en tur ude i sommeraftenen med vores gamle hund - hvis der skulle fødes i aften, skulle han nemlig over i stalden, da han er utryg ved fremmede.
Nanna stoppede op med jævne mellemrum og pustede, og da jeg nævnte, at den vilde kørvel blomstrede, og at vild kørvel og forskellige græsstrå er én af mine yndlingsbuketter, så hun helt forkert ud i hovedet: "Vi skal altså ikke plukke blomster nu!".
Vi kom hjem, Bufass blev lukket over i stalden med et stort gnaveben, og så begyndte jeg at fylde fødekar. Barry, vores unge hund, blev i huset. Nanna ville gerne have ham inde i starten, for det var det hyggeligste, og så kunne vi jo altid lukke ham ud, når hun gerne ville have ro. Men han respekterede hendes ønske om ikke at blive forstyrret - han lagde sig bare hen i en krog og var således til stede under hele fødslen, uden at vi rigtig lagde mærke til, at han var der.
Det forbistrede fødekar! Næste gang lader vi os ikke fuppe af historierne om, at det sagtens kan lade sig gøre med en 30 liters vandvarmer, en elkedel og et par suppegryder. Én af os hjælpere gik i fast pendulfart mellem fødekar, badeværelse, komfur og køkkenbord. Nu var vi heldigvis to, så der var altid én, der var "på" Nanna - men personligt ville jeg hellere have
kunnet give hende fuld opmærksomhed.
Karret var ikke engang halvt fuldt, da Folke kom til verden, og Nanna nåede aldrig ned i det. Med mindre man har en god, stor varmtvandsbeholder eller noget andet effektivt, skal man efter min mening tænke sig om en ekstra gang, før man vælger fødekarret til. Det er muligt, at det giver en helt sublim smertelindring og fødsel, men nu har både Nanna og jeg haft en god fødselsoplevelse uden kar. Det kan også sagtens lade sig gøre.
Mens jeg og Randi skiftedes til at bakse med fødekarret, vuggede Nanna rundt i stuen til tonerne fra hendes yndlings-sambaplade. Det lyder måske lidt skørt, men det kan jeg til gengæld varmt anbefale! Det er 2. gang, vores børn kommer til verden til toner fra det sydamerikanske kontinent, og hvis du i forvejen får lidt svært ved at sidde stille til den slags musik, skulle
du prøve at høre det under en fødsel. Jeg tror, at netop de dér hoftevug og de lange bløde vokaler i sangen gør veerne mere effektive og mere udholdelige på én gang. Og bagefter har man et helt specielt forhold til netop den musik. Har man lyst til at mindes, skal man bare finde pladen frem!
Nu var det blevet tid til, at Nanna igen skulle tale med Susanne, som var jordemoderen på vagt. Og hun havde da godt nok hyppigere veer - mente hun - men de var ikke regelmæssige. Så de skulle tales ved om en times tid. Der var vagtskifte klokken 12, og nu var det lidt en vurderingssag mellem de to jordemødre, hvem der skulle tage fødslen.
Nanna bestilte en kop varm mælk, og jeg satte en gryde på komfuret, alt imens jeg pendulerede mellem den varme hane, suppegryderne, kogekanden og fødekarret. Fem minutter efter bredte der sig tyk røg og en nederdrægtig hørm fra køkkenet, og jeg fór ud og fik flået gryden af. Hurtigt nok til at mælken ikke smagte branket, men vi måtte i al hast have huset luftet ud.
20 minutter senere kiggede Randi og jeg på hinanden. Nanna havde haft 3 på hinanden følgende veer med ca. 1 minuts mellemrum. Vi blev enige om, at nu var det altså NU, jordemoderen skulle begynde at køre, hvis vi ikke ville afprøve førstehjælpsbogens anvisninger om fødsler uden jordemoder. Så jeg ringede til Susanne, og hun kørte hjemmefra med det samme.
Nanna havde fundet sig en god stilling med hoved og brystkasse hvilende på vores sofa, enden strittende bagud og mig siddende bagved med en knytnæve solidt plantet i hver endeballe, så jeg kunne yde et konstant tryk mod sædebenene. Det gav en god smertelindring, når veerne sad i benene og lårene, og det var nok den stilling, hun brugte i længst tid.
Nu kom Susanne, og hun undersøgte Nanna indvendigt. Nanna mente ikke, at der rigtig var noget at komme efter - de veer arbejdede ikke ordentligt - og jeg glemmer ikke Susannes ansigtsudtryk, da hun mærkede efter. Hende øjne blev næsten dobbelt så store, som de plejer at være, da hun konstaterede, at Nanna var 10 cm åben, og der kun manglede en lille bitte kant i, at babyen var på vej ud! Så der ville ikke blive vagtskifte i denne fødsel - heller ikke selv om klokken skulle snige sig hen over midnat.
Nanna rejste sig og ville gerne stå ansigt til ansigt med mig og med armene om halsen på mig. Det gjorde vi så i et stykke tid. Randi støttede bagfra med en varmedunk på Nannas lænd - god smertelindring, man skal bruge 2, så man altid har en frisk ved hånden. Her er man på hårdt arbejde som fødselshjælper, men det er en stilling, hvor den fødende virkelig får gavn af tyngdekraften.
Vi stod et stykke tid, og så begyndte jeg at forberede Nanna på, at hun nok skulle tænke på en anden stilling end denne, for det var begrænset, hvor længe jeg kunne blive ved. Svaret var et dybt, mørkt urkvinde "NEJ" - og så måtte vi jo blive stående! Lidt efter begyndte Nannas ben dog at sitre under hende, og vi hjalp hende ind i stuen, hvor vi genoptog positionen på alle 4.
Nu kom Nanna i overgangsfase. Hun blev lidt uklar at snakke med, og hovedbudskabet var: "Lad mig være i fred - jeg gider ikke føde mere i dag!". Veerne blev svagere, og vi stablede et par sofahynder ind under hendes hoved, og dér hvilede hun sig lidt. Susanne fortalte hende - og os - at dette her nok var stilhed før storm, og at Nanna gerne måtte give efter, når hun mærkede pressetrang. Der blev lyttet på baby, og han havde det fint.
Så kom presseveerne. Efterfølgende siger Nanna, at hun havde svært ved at "genkende" det billede, man får af pressetrangen, men man kunne se, at kroppen arbejdede på en helt anden måde. Susanne viste mig, hvordan jeg med en lidt anden håndstilling kunne hjælpe Nanna med at åbne bækkenet.
Ganske kort tid efter gik der hul på en lille "pude" af fosterhinder og fostervand, som havde ligget og beskyttet barnets hoved. Så kom hovedet og med det en ordentlig skylle vand mere. Et lille hoved med en masse sort, klistret hår og en dejlig lyserød kulør. Og i næste ve så kom kroppen. Susanne og Randi greb ham, og jeg holdt ham som den første rigtigt i mine arme. Nanna havde ignoreret Susannes formaninger om at puste, for nu skulle baby altså UD! Og så brister man.
 Men trængslerne var ikke ovre. Folkes vejrtrækning var besværet. Susanne forsøgte at tømme hans luftveje for slim, og hun badede ham (han var den eneste, der nåede at bruge fødekarret), men da han stadig havde en mislyd, besluttede hun sig for, at han og Nanna skulle indlægges. Hun ringede efter en ambulance og tilkaldte også Anne, den anden hjemmefødselsjordemoder i ordningen.
Pludselig skete der en masse ting hurtigt efter hinanden. Jeg lukkede Barry ud i stalden, pakkede taske til Nanna ("Hvorfor skulle man pakke taske til en hjemmefødsel?!"), viste Falckredderne, hvordan de lettest kunne få båren ind i stuen (gennem terrassedøren) - men på en måde var det nok godt, at jeg pludselig skulle tage stilling til noget praktisk.
Jordemødrene blev enige om, at Anne skulle følge med i ambulancen, og det var OK, selv om det var et skift. Vi kendte jo begge jordemødre godt fra konsultationerne, og Anne var med, da jeg fødte vores næstældste søn, Asbjørn.
Randi ville følge efter i sin egen bil - så kunne hun køre Anne og mig hjem senere. Jeg sad ude foran i ambulancen og kunne gennem en lille rude se, hvad der skete inde hos Nanna og Folke. Det, jeg så mest på, var Annes ansigt. Smilede hun? Så hun bekymret ud? Heldigvis smilede hun og snakkede med Nanna det meste af tiden.
Det var mærkeligt pludselig at sidde i den situation, jeg havde frygtet mest ved en hjemmefødsel - og som man vel frygter mest ved en fødsel i det hele taget. Har det afskrækket mig/os fra atter at føde hjemme? Nej.
Jeg er stadig imponeret over at se, hvor kort tid der gik, før ambulancen stod der, og igen til vi nåede ind til Roskilde. Samarbejdet mellem jordemødre og ambulancepersonale - informationerne, som blev udvekslet undervejs - og fremme i Roskilde rullede vi direkte ind til en børnelæge og til Anne-Julie - den jordemoder, som også var med ved vores næstældste søn, Asbjørns fødsel.
Selvfølgelig er man bange, når man sidder i ambulancen. Nanna spurgte bagefter, om det ikke havde været sjovt at køre af sted med blå blink og 150 i timen - ærligt talt NEJ! Når man ikke er den, der ligger med barnet på maven og kan se, at han trods vejrtrækningsproblemerne er fin og lyserød, så er det bestemt ikke nogen "festlig" tur. Der flyver mange tanker gennem hovedet på én.
Men vi var i trygge hænder hele vejen, og han fik den hjælp, han havde brug for. En ambulance er jo ikke bare en bil med en seng og blåt blink på taget - der er også udstyr til at holde selv små patienter stabile, til man når frem til et sygehus.
Lægen undersøgte Folke, og der blev taget blodprøver for at undersøge glukoseindhold og iltmætning af hans blod. Hun var ikke helt tilfreds med ham - forklarede, at han fik det bedre, når han fik ilt, og hvis hans vejrtrækning havde været helt OK, burde det ikke gør nogen forskel. Imens syede Anne-Julie Nannas bristninger. Der var en rolig og hyggelig stemning på stuen, og lidt sjovt, at vi pludselig var omgivet af "kendte ansigter".
Nanna fik lov til at give Folke bryst, og mens han indtog sit første måltid, kunne hun pludselig høre, at han "slugte" et eller andet, og så blev hans vejrtrækning roligere. Lidt efter kunne Anne og jeg måle og veje ham - 4.060 gram og 54 cm - et pænt stort barn!
Lidt efter kom svarene på blodprøverne. Glukosen var fin, men den anden prøve - den, der sagde noget om blodets iltindhold - var ikke helt i orden, så Folke skulle undersøges på neonatalafdelingen. Vi fulgte med op, han blev lagt i en "vugge" og tilkoblet alskens udstyr - blandt andet målte de iltindholdet i blodet direkte ved at gennemlyse hans lille fod med rødt lys og måle, hvor meget af det røde lys, der kom igennem. Smart.
Nu var iltmængden OK, men der var jo også gået lidt tid siden blodprøven. Lægen målte hans blodtryk i arme og ben og forklarede, at det var for at sikre sig, at han ikke havde en lille hjertefejl. Der er et hul mellem hjertets kamre i fostertilstanden, som skal lukke sig i forbindelse med fødslen, og nogen gange er denne lukning ikke 100% effektiv. Men hans blodtryk var fine, og resultatet var, at vi fik at vide, at vi enten kunne tage hjem eller blive og hvile os lidt. Vi ville få en stue til rådighed på patienthotellet.
Vi blev enige om, at Nanna godt kunne trænge til et hvil, så hun og Folke blev på sygehuset, mens Randi, Anne og jeg kørte hjem i den tidlige morgenstund. Randi og jeg sad og snakkede, Anne sov... Som jordemoder må man vel kunne sove, når lejlighed byder sig! Først skrev hun mig dog en huskeseddel med ting, som jeg skulle have med til Nanna, og formanede mig om at tage et hvil, inden jeg selv satte mig bag et rat.
Jeg forberedte mig på synet af en stue, som sejlede i fostervand, men da vi kom hjem, viste det sig, at Randi og Susanne - de søde mennesker! - havde vasket gulve og smidt beskidte håndklæder m.m. i vaskemaskinen. Det eneste, der var tilbage, var fødekarret, som Randi og jeg hurtigt fik tømt.
Så sagde vi farvel til hinanden - hun skulle hjem til sin egen tilværelse, og jeg
skulle have mig et hvil, inden jeg hentede Nanna. Jeg satte et vækkeur til en slummer af "middagslurslængde" og var lysvågen, da vækkeuret ringede. Og så gjorde jeg noget, jeg i måneder havde glædet mig til - jeg satte den lille babyautostol på plads på bagsædet i vores røde Berlingo mellem de 2 børnesæder, svingede ud på vejen og kørte til Roskilde for at hente Nanna og Folke hjem til et nyt kapitel i vores liv.
27-08-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025