Skrevet af Jeanet
Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, blev vi selvfølgelig meget glade. Jeg var 20 år, og min kæreste var 25 år. Hele forløbet gik rigtig godt. Jeg fandt i øvrigt først ud af, at jeg var gravid, da jeg var 3 måneder henne, så det hele gik jo så hurtigt, til min meget store tilfredshed.
Den 23. februar 2001 fik jeg veer og gik vores trægulv halvt ihjel. Kl. 17.00 den eftermiddag tog vi på sygehuset. Jeg regnede med at blive sendt hjem igen, da jeg ikke kunne forstå, at det ikke skulle gøre mere ondt, end det gjorde.
Men eftersom, at veerne var i fuld gang og regelmæssige, og jeg havde åbent mig godt 3 cm, kunne jeg ligeså godt blive. Jeg var den eneste, der var på fødeafdelingen den aften. Det var skønt, især som førstegangsfødende. Jordemødrene puslede jo kun om mig.
Kl. 23.13 blev min datter født. Jeg synes, det var en kanon oplevelse, og det var langt nemmere, end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Men lige da hun var kommet ud, hørte jeg Søren (min kæreste) spørger efter "hvad er det?". Thilde kom op til mig, og jeg kunne se, at noget var forkert. En sygeplejerske fortalte os straks, at det drejede sig om en dobbeltsidig læbe-ganespalte.
Jeg reagerede egentlig ikke på det, det var mest min kæreste, der gjorde. Han havde aldrig set et barn med den slags før, så for ham var det lidt af et chok.
Før jeg mødte min nuværende kæreste, var jeg sammen med en, der var født med læbe-ganespalte, så jeg vidste lidt om det. Og i øvrigt så var hun jo kerne sund og rask.
To dage efter kom der en special-sundhedsplejerske, som udelukkende beskæftiger sig med disse børn. Hun var blevet kaldt hjem fra ferie i udlandet for at komme hjem bare for at fortælle, hvad der skulle ske fremover, og hvilke udsigter, der var for os. Det synes jeg var helt fantastisk.
Forud lå en masse operationer på Rigshospitalet, undersøgelser på Århus Taleinstitut, ørelæger, talepædagoger og tandlæger.
Thilde har sørme været et tapper pige. Hun er i dag 3½ år, og hun er meget udadvendt og et meget tillidsfuldt menneske, trods alt det hun har vært igennem. Det har gjort os alle en del stærkere og givet os en masse oplevelser både gode og knap så gode.
Vi har mødt en masse dejlige mennesker, og hele det forløb, fra hun var født og indtil nu, det har været utroligt godt. Jeg synes, det er en af de instanser, der fungerer virkelig godt.
Lige efter vi fik Thilde, var det meget oppe i medierne, hvor vidt læbe-ganespalte var en abortgrund. Det gjorde virkelig ondt. Vi ville ikke undvære Thilde for noget som helst. Det er jo primært kosmetisk misdannelse, det drejer sig om.
Det værste, jeg nogensinde har hørt, var en dame, der sagde: "Jeg vil da hellere have et hjertebarn end et barn med læbe-ganespalte". Måske man skal tænke sig om, inden man siger noget.
Nej, man møder bare så mange uvidende folk, og sådan er det bare. Men til alle derude, næste gang I møder et barn med læbe-ganespalte, så husk, at det hedder læbe-ganespalte og ikke hareskår. Hareskår har intet med sagen at gøre, og det gør skrækkeligt ondt at høre folk sige det ord.
Jeg ville selv til hver en tid tage glædeligt imod endnu et barn med læbe-ganespalte, hvis det var tilfældet.
09-09-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025