Skrevet af Lisbeth
I 12 år havde min mand og jeg prøvet at få børn sammen, før det lykkedes. Men inden han kom, måtte vi igennem opslidende hormonbehandlinger, som virkelig sætter parforholdet på en hård prøve.
Vi startede på Rigshospitalet i 1999, hvor vi blev insemineret 2 gange uden held, og da min mand har nedsat sædkvalitet, blev vi tilbudt reagensglasbefrugtning.
Men inden vi kunne starte på det, skulle vi til et informationsmøde, og her kom det første chok. Jeg troede, at vi måske max. var 20 par, men jeg blev klogere. Vi var mindst 250 par.
Vi kom igang med behandlingen, men jeg aborterede 3 gange mellem 6. og 7. graviditetsuge. Men 4. gang var lykkens gang, men igen begyndte jeg at bløde i 6. uge.
Jeg blev scannet, og alt så fint ud. Ved scanningen så man, at jeg ventede tvillinger, men jeg fik at vide, at den ene nok ville gå til, da den var mindre end den anden.
I uge 7 blev jeg scannet igen, og alt så fint ud, men det ene foster var gået til. Jeg turde nu håbe på, at det ville lykkes.
Jeg blev sygemeldt i midten af graviditeten på grund af pletblødning og smerter, når jeg løftede noget tungt eller lavede fysisk hårdt arbejde.
Jeg var sikker på, at jeg ville gå over tid. Men om morgenen, da jeg var i uge 38+4, stod jeg op kl. 5 sammen med min mand og opdagede, at vandet var gået.
Vi tog på klinikken ved 9.30-tiden, og jeg var 3 cm åben men havde ingen veer. Vi to hjem igen med besked om, at hvis ikke jeg havde fået veer inden kl. 8 næste morgen, ville jeg blive sat igang.
Ved 16-tiden tog vi ud og fik noget at spise, for vi vidste jo ikke, hvornår der ville ske noget. Da vi sad der og spiste, fik jeg de første spæde veer, og da vi kom hjem, sagde min veninde, som skulle med til fødslen, at jeg skulle gå ud og tage et varmt bad for at sætte skub i veerne.
Men det skulle jeg ikke have gjort, for nu gik det hele i stå, for det var for tidligt. Så fra kl. ca. 17 til kl. 20.20 skete der ingen ting. Jeg gik på trapper op til 4. sal og ned igen, jeg ved ikke hvor mange gange, og jeg gik rundt i kælderen, men der skete ingen ting.
Jeg lagde mig så på sofaen for at slape af. Da jeg har ligget der ca. en time, stater veerne med ca. 3 minutter i mellem, og da jeg har haft 5 veer på stribe, beslutter min veninde, at nu må vi hellere tage afsted.
Vi kommer til klinikken kl. 20.45. Jeg bliver undersøgt og er stadig 3 cm åben og har gode veer. Vi får lov at blive og bliver vist ind på fødestuen. Der står der en dejlig stor 1½-mands seng, som man kan bevæge sig i. Jeg ligger der i ca. 1 time og 20 minutter, hvorefter jeg bliver mærket på igen, da veerne er blevet voldsommere.
Jeg er nu 6 cm åben, så jeg har åbnet mig 3 cm på ca. 2 timer. Jeg får nu klyx, og efter 20 minutter er jeg på wc, hvor jeg får pressetrang. Jeg bliver mærket på igen og er nu 9 cm åben, så det gå hurtigt.
Jeg kommer over på briksen og får vemåler og hjertelydsmåler på. Men mine presseveer er ikke gode nok, og Mikkels hjertelyd dykker under presseveerne. Men alligevel går der en ½ time, inden der bliver lagt vedrop.
Efter endnu ½ time er jordemoderen ved at sende bud efter en læge, så Mikkel kan blive taget med sugekop, men jeg tænkte "nej, det skal han ikke", så jeg pressede, alt hvad jeg kunne, og Mikkel kom til verden kl. 01.25 den 31. januar 2003.
Desværre havde jeg presset forkert, hvilket jeg ikke fik at vide, så jeg var svulmet op i hovedet og havde voldsomme blodsprængninger i øjnene, så alt det hvide var mørkerødt, og jeg så dobbelt.
Mikkel vejede ved fødslen 3.080 gram og var 48 cm lang. Mikkel er i dag en livlig dreng på 1½ år med krudt bagi. Vi er nu igang med at prøve at få en til og håber, det går nemmere denne gang.
15-09-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025