Skrevet af Berit
"Graviditet står i vejen for karrieren", hed overskriften på den artikel, der fik mig til at fare lige i blækhuset!
Nu har jeg aldrig! Jeg læser blandt andet om en 34-årig kvinde, der søger om abort i 15. graviditetsuge, da det er ubelejligt for hende at få et barn, set i forhold til hendes karriere. Det må da være en dårlig vittighed?!
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad hun mon tænker på? Hvilke argumenter bruger hun mon overfor sig selv for at retfærdiggøre hendes synspunkt? Der findes i dag et utal af måder, man kan sikre sig imod uønsket graviditet, og skulle man væres så helt igennem uheldig, at man bliver gravid alligevel, så har man helt til 12. graviditetsuge at overveje sine muligheder i. Det burde, set med mine øjne, være nok for selv den mest eftertænksomme...
Hvis der ikke skal mere til end et tilbud om et andet job, før man overvejer abort, så skulle man nok helt overordnet spørge sig selv om, hvor interesseret man i bund og grund er i at blive mor.
Der er en god grund til, at abortgrænsen går ved 12. graviditetsuge, og det er af samme grund, man skal søge om særlig tilladelse til at vælge et lille liv fra på et senere tidspunkt. Jeg har selv stået i den helt igennem forfærdelige situation, at jeg skulle vælge, om jeg ville beholde min datter, da vi ved en scanning i 14. uge fandt ud af, at hun havde en bugvægsdefekt. Det er den værste og den sværeste beslutning, min mand og jeg har måttet træffe nogensinde.
Vi besluttede os for at beholde vores lille guldklump, efter et utal af møde med kirurger og børnelæger. Hun var et ønskebarn af kaliber, og da jeg havde aborteret ufrivilligt 3 gange tidligere, var det ikke nogen let beslutning. Vi ønskede så brændende, at hun skulle få et godt liv.
Desværre ville skæbnen det anderledes. Trods de gode odds og lægernes erfaringer døde vores lille Hannah knap 6 uger gammel den 7/2-2004.
Jeg er så stolt af min datter, og jeg er så lykkelig for, at jeg fik chancen for at lære hende at kende. Hun er en dyrebar gave.
Jeg kan derfor slet ikke forstå, hvad denne kvinde tænker på. Det ligger mig så fjernt at tænke så skødesløst om liv. Jeg er ikke religiøs på nogen måde, men jeg forstår ikke den tankegang. Liv er en værdifuld gave, som man bør værne om med stor respekt og kærlighed. Hvem har mon lært hende om moral og etik?
Selvom jeg godt ved, at det næppe ville nytte, så ville jeg ønske, at nogen tog hende med på en børneintensiv afdeling, eller måske en neonatal afdeling, for at se, hvordan andre forældre kæmper for deres børn og er lykkelige for den tid, de har med deres børn. I mit univers burde hun skamme sig!
Jeg selv er nu i den lykkelige sitation, at jeg venter mig igen, og vi glæder os meget over den lille ny spire, der er på vej. Men det er ikke uden angst at vente sig igen, og jeg frygter for, at den lille ikke er helt sund og rask. Vi ved fra sygehuset og alle de undersøgelser, vi har været underlagt, at vores risici for, at der noget galt, er de samme som alle andres. Altså 2,5 procent. Det ville derfor statistisk set være temmelig uheldigt, om der var noget i vejen igen.
Men jeg elsker at være gravid. Jeg elsker at glæde mig over det lille ny liv. Også når jeg er grøn af kvalme og ønsker mig selv langt væk. Jeg kunne ikke drømme om at tænke så lidt om andres liv og levned. Jeg er harm...
Mvh. Berit, mor til englepigen Hannah + lillle spire 8+2.
05-10-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025