Skrevet af Charlotte
Jeg venter mit 3. barn, og ligesom ved de to forrige graviditeter kan jeg ikke få nok af at læse om andres fødselserfaringer, så nu synes jeg, at det var min tur til at bidrage.
Jeg fødte mit første barn i november 1998, 2 uger før termin. Jeg havde en uproblematisk graviditet bortset fra en vægtstigning på 25 kg og et stilket fibrom, som voksede i takt med babyen og endte med at have en diameter på 9 cm.
En lang overgang troede jordemoderen (og derfor også mig selv), at det var barnets hoved - men efter en scanning og en læge, der var færdig af grin over, at jeg hver dag havde nusset med en muskelknude, blev vi jo noget klogere. Jeg havde heldigvis ingen smerter, så der var ingen problemer ved at føde normalt.
Nå, 14 dage før termin (og 2 dage efter, at vi er blevet gift), begynder vandet at gå. Ikke i en stor skylle men lidt af gangen. Efter 2 døgn med vandpjaskeri og ingen veer i sigte (og en uendelig køren frem og tilbage til sygehuset), får jeg sat en stikpille op, som virker efter et par timer. Tilbage på sygehuset igen, og da jeg åbenbart ser ud som om, jeg kunne trænge til det, får jeg anvist en fødestue og er omkring 3-4 cm åben.
Da vandet har været gået så længe, må jeg ikke komme i badekar - øv, men et varmt brusebad kan også gøre det. Min mand havde taget en bog med, som han sad og læste i ude på badeværelset, og hver gang jeg fik en ve, stak han så sin hånd ind i brusekabinen, så jeg kunne klemme til.
Efter et par timer synes jeg ikke rigtig, det er så fedt at sidde der - og manden kunne jo heller ikke læse, når det hele sådan duggede til. Så jeg kommer tilbage på fødestuen, hvor jeg får at vide, at jeg har gode veer - jo tak.
Jeg bliver spurgt, om jeg vil have lattergas, og det vil jeg meget gerne og bliver irriteret over, at masken overhovedet ikke virker, da jeg stadig kan mærke, at det gør forbandet ondt. Det skal lige siges, at der var skruet fuldt op, og naiv som jeg var troede jeg, at ved heftig indsnusning så ville jeg ingenting kunne mærke.
Omkring klokken 5 om eftermiddagen siger jordemoderen, at det ikke vil vare så længe nu, og jeg farer op og vil have at vide nøjagtig på klokkeslet, hvornår det er overstået - hvilket vi har grinet meget af siden. Jeg er dog fuldstændig væk under veerne og brøler som en ko og river nærmest kitlen af en stakkels læge, der er med for at følge en fødsel for første gang.
En lille time senere siger jeg til jordemoderen: "Jeg skal skide" - ikke særligt pænt formuleret, men jeg var på det tidspunkt ret ligeglad. Alle griner, og hun siger, at det er barnet, der er på vej ud.
Efter nogle presseveer, hvor jeg først presser fuldstændig forkert og får totalt rødsprængte øjne, får jeg endelig skudt barnet ud som en kanon - hold da op hvor gjorde det ondt - og der ligger en lille baby på min mave 8 timer efter første ve.
Jeg er fuldstændig rundt på gulvet og kan ikke rigtig forholde mig til, at det er overstået, og at jeg er blevet mor. Vi har fået en lille pige på 2.900 gram og 49 cm, og hun er selvfølgelig helt perfekt. Men akut moderfølelse har jeg ikke, da jeg stadig er totalt overvældet af, hvor ondt det gjorde. Syningen bagefter var også et mindre helvede, og jeg tror, jordemoderen fik nervøse trækninger af mine urolige ben.
Da vi efter et par timer er kommet hen på barselsgangen, og min datter ligger i vuggen, er det tid til, at min mand skal køre hjem. Jeg kan stadig huske hans ord til mig: "Du tager hende altså op, hvis hun græder". Moderfølelesen kommer heldigvis snigende om natten, da hun ligger hos mig i sengen, og den er ikke forsvundet siden.
Anna er en rigtig dejlig og nem baby. Hun spiser godt og sover endnu bedre. Faktisk sover hun så meget, at jeg spørger sundhedsplejersken, om hun er understimuleret eller måske døv. Som pædagogen i vuggestuen sagde, man skal aldrig få den første, de er simpelthen en stakkels prøveklud for uerfarne forældre.
3½ år senere er vi på den igen. Denne gang skal vi dog have lidt hjælp udefra. Først og fremmest fik jeg fibromet opereret væk, men også mit hormonsystem er lidt ude af balance. Selv efter 1½ år uden amning producerer jeg stadig mælk og har ikke haft menstruation i 4 år (inklusiv den første graviditet).
Vi kontaktede en privat fertilitetsklinik, og efter en ultralydsscanning er meldingen klar fra gynækologen: "Dine æggestokke snorksover". Masser af follikler men ingen ægproduktion. Jeg slap dog helt utrolig nemt om det ved at tage hormoner i 4 uger, hvilket resulterede i 1 menstruation og blev derefter gravid ved næste ægløsning - meget surrealistisk.
Igen havde jeg en dejlig nem graviditet og tog kun 20 kg på denne gang. På terminsdagen går vandet - igen i sjatter, men denne gang får jeg veer af mig selv efter ca. 1 times tid. De bider ret kraftigt fra starten af, så vi tager afsted til sygehuset, og efter 3½ time fra første ve kommer min lille søn til verden. 3.500 gram og 51 cm.
Det gjorde mindst lige så ondt som første gang, selv med lattergas i rå mængder, og jeg har ondt i halsen af at skrige men er dog ikke helt så rundt på gulvet som med Anna, og jeg elsker ham fra første sekund.
Eneste men er, at jeg ikke nåede at få lavement, og selvom jordemoderen tog det i stiv arm, så var det psykisk rigtig ubehageligt at mærke, at man i bogstaveligste forstand "sked på hende". Men som hun sagde, så kom barnet ikke ud, før alt det andet var presset ud - så hvad ville jeg så?
Han er heldigvis lige så nem som Anna og passer perfekt ind i vores lille familie. Også denne gang er mit hormonsystem ligeglad med den naturlige balance, men nu ved jeg, hvad der skal til, og da vi 2 år senere beslutter os for at få en sidste lille guldklump, bliver jeg igen hurtigt gravid.
Ja, og nu er jeg i uge 31 og ved, at jeg venter en lille pige. Igen er jeg stor som et hus og glæder mig usigeligt til at gå på barsel og til, at hun er født. Jeg har desværre fået bækkenløsning, hvilket gør alting noget mere besværligt og smertefuldt.
Fødslen er endnu langt væk, men jeg håber ikke, det kommer til at gå lige så hurtigt som med Niels Peter. Denne gang vil jeg rigtig gerne prøve badekarret og den stille musik - hvis jeg da ellers kan høre noget for mine egne brøl, og masken med lattergas kan nå ned til fødekarret.
22-12-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025