Skrevet af Mette
Jeg brænder for at fortælle Karolines historie, så hvorfor ikke til dig?
Det hele startede fredag aften, hvor jeg begyndte at mærke veer. Da jeg var førstegangsgravid, var jeg noget i tvivl, om det var veer, men i løbet af natten gik det op for os, at det var det.
Da de så var nogenlunde regelmæssige, tog vi ind på fødegangen. Her fik vi at vide, at jeg stort set ikke havde åbnet mig. Meeen vi kunne da godt lige lave en strimmel bare lige for at tjekke, om barnet havde det godt. Vi fik nu at vide, at vores barns hjertelyd faldt efter hver ve! Det blev besluttet, at vi skulle blive, og vi blev sendt op på en stue for at hvile.
Lørdag formiddag kom vi ned på fødegangen igen for at få kørt en ny strimmel. Der var stadig faldende hjertelyd efter hver ve. Vi lå helt alene i lange perioder, fordi jeg åbnede mig langsomt. Men det der med hjertelyden blev åbenbart ikke taget alvorligt.
Da jordemoderen endelig fik tid til os, besluttede hun at prikke fostervandet. Der var næsten intet af det. Det var tykt og grønt, og nu begyndte alarmklokkerne hos jordemoderen at ringe. Hun prøvede at arrangere et kejsersnit, da jeg simpelthen ikke åbnede mig hurtigt nok. Hun troede ikke, at vores barn kunne holde så længe, som det ville tage at åbne mig. Men lægen nægtede os kejsersnit to gange.
Jordemoderen tog en beslutning. Hun skruede op for det ve-stimulerende drop, og vi fik at vide, at enten ville det sætte fødslen i gang, eller også ville vores lille pige give op – og SÅ kunne vi få vores kejsersnit!
Efter et lille stykke tid gav vores barn op. Lægen blev tilkaldt, og jeg blev kørt afsted til et akut kejsersnit. Min kæreste måtte pænt vente udenfor. Jeg kan ikke engang forestille mig, hvordan det må have været for ham.
For mit vedkommende blev jeg lagt i narkose. Da jeg vågnede igen, stod min kæreste ved min side. Jeg spurgte, hvad der var sket, og han sagde, at vi havde fået en lille pige, men hun havde det ikke så godt.
Jeg blev kørt op på børneafdelingen for at se hende. Hun lå i en kuvøse. Der var en masse slanger. Det hele virkede så surrealistisk. Jeg fik hende i min favn, og jeg faldt lidt i søvn.
Vi fik hende døbt dagen efter. Vi var ikke sikre på, om hun ville klare den. Jeg var selv noget medtaget, og jeg kan huske, at jeg slet ikke kunne tænke klart. Jeg havde ikke oplevet de kritiske timer - der lå jeg på opvågning.
Min kæreste havde set vores lille pige blive genoplivet og blive stukket med en masse nåle. Han var helt smadret. Men som dagene gik, begyndte vores lille Karoline at komme op til overfladen.
Karoline kom sig forholdsvis hurtigt efter den barske start. Vi kom hjem 14 dage efter fødslen. I dag har vi jordens dejligste pige. Hun har selvfølgelig fået nogle mén efter en sådan start. Hun havde haft iltmangel og blev hjerneskadet.
Hun er ikke alderssvarende, men det virker som om, at hun hele tiden kommer det efter. Hun har brug for tid og alt den støtte, som hun kan få. Vi er sikre på, at hun bliver en glad og positiv pige, og vi tror på, at hun rent mentalt bliver "normal". Vi er stadig i tvivl om hendes fysik. Men vi ved, at ligegyldigt hvad der end må blive med hende, så er vores kærlighed til hende lige så stor.
Vi ved at det var en lægefejl, der gav vores Karoline en hjerneskade. Vi har lært at leve med det. Det er faktisk ikke noget problem, når vi nu elsker hende så højt. Det, der er svært at leve med, er, at den læge aldrig erkendte fejlen.
Vi er i gang med at udforme en klage. Det er det eneste, vi kan gøre. Vi ved også, hvordan det kommer til at ende. Lægen er stadig læge, og vi får afslag. Det er svært at være oppe imod systemet. Det er svært at være magtesløs, men vi vil gøre et forsøg for vores datters skyld. Ellers tror jeg ikke, at vi kan prøve at lægge det bag os.
11-01-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025