Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
Da Filippa kom alt for tidligt Da Filippa kom alt for tidligt

Kristina fortæller om det lange ophold på neonatalafdelingen, efter hun fødte datteren Filippa meget for tidligt.
 3328 

Skrevet af Kristina

Jeg har de sidste 2-3 dage haft det rigtig skidt i mellemgulvet. Føler det, som når jeg har problemer med min galdeblære, og smerterne bliver bare værre og værre i dag, synes jeg.

Kl. 10 kommer mine forældre, da jeg har ringet grædefærdigt til dem. Lars er på arbejde og har desværre ikke mulighed for at komme hjem og pleje mig. Mine forældre sidder hos mig en times tid og prøver at få mig til at få det bedre, men intet hjælper.

Kl. 14 ringer jeg til Lars og siger, vi bliver nødt til at tage til vagtlægen, så jeg kan få noget smertestillende, ellers overlever jeg bare ikke.

Heldigvis får vi vores bil i dag, så vi skal da ikke tænke på offentlige transportmidler længere.

Vi køre til vagtlægen kl. 16, men da vi ankommer, kan vi ikke komme til før kl. 17. Mine smerter er nu så stærke, at vi bliver enige om at køre på Hvidovre Hospitals skadestue.

Da vi ankommer der, forklarer jeg, hvordan jeg har det, og at jeg er gravid i uge 26+6. Vi bliver sat i venteværelset, men kun 5 minutter får vi lov at vente, før vi bliver kaldt ind i et undersøgelsesrum.

Jeg får fortalt, hvordan jeg har det, og at jeg er sikker på, at det er min galdeblære, der gør vrøvl igen. 2 forskellige læger undersøger mig, men de kan intet finde.

Efter 2 timer kommer en læge ind og siger, at de vil overføre mig til fødegangen, da de mener, at de måske vil kunne finde årsagen. Hmmm, fødegangen. Hva' Søren skulle jeg nu derover efter? Samtidig med den tanke begynder jeg også at blive lidt bange. Er der nu noget galt med vores lille pige?

Da vi kommer på fødegangen, tager de en masse urin- og blodprøver samt blodtryk. Det viser sig, at jeg har proteiner i min urin, mine levertal er forhøjet, og mit blodtryk er skyhøjt 171/118. Dette er nu klare tegn på svangerskabsforgiftning.

Jeg bliver scannet, og jordemoderen siger, at vores datter ikke er særlig stor, mine uger taget i betragtning. Hun skyder hende til at være små 600 gram. Okay, nu er jeg først rædselsslagende. Vil der ske mit barn noget? Vil jeg kunne dø af det her? Og hvad skal der nu ske?

De siger nu, at de vil overføre mig til Rigshospitalet, for der er de eksperter, hvis jeg skulle føde hende nu. Men mest af alt tror de, at jeg bare skal være indlagt til aflastning indtil termin.

En jordemoder står nu parat med overtøj, og ambulancen venter på, at mit blodtryk falder, så vi kan køre.

I mellemtiden er mine forældre ankommet. Lars må have ringet efter dem, men jeg ved det faktisk ikke rigtigt. Jeg kan godt se, at de også er bange, og Lars kæmper virkelig for at være tapper for os begge.

Da mit blodtryk endelig falder, kan vi komme afsted. Lars følger stærkt efter i vores egen bil.

Kl. 21.45 ankommer vi til Rigshospitalet, og jeg bliver indlagt på svangerafdelingen. Her fik jeg igen målt mit blodtryk, som endelig var faldet efter medicinen. Ydermere fik jeg langt om længe den ønskede smertestillende.

Jeg blev puttet godt i en seng og fik lidt at spise. Lars blev til klokken var ca. 24, så måtte han køre hjem, for der var ikke mulighed for, at han kunne blive hos mig. Men det var nu også helt i orde. Jeg var jo i gode hænder, og jeg havde fået det bedre.

Jeg fik kørt en CTG-strimmel, efter Lars var kørt hjem, og den var helt, som den skulle være. Det var dejligt beroligende at ligger der og døse hen til hendes skønne hjertelyd.

Jeg delte et 2-mands værelse med en sød pige, der hed Maj-Britt, så vi lå jo og sludrede lidt, inden jeg endelig faldt i søvn.

Lørdag

Jeg vågnede ved, at de skulle tage flere blodprøver og måle mit blodtryk igen igen igen. De fortalte, at jeg skulle ned og scannes mandag for, at de kunne sige mere, og det så vi jo selvfølgelig frem til.

Da alt det var overstået, ringede jeg til Lars, som allerede var på vej ind til mig. Det var dejligt, at han ville komme så tidligt, for jeg kunne godt mærke, at jeg psykisk ikke helt var mig selv. Alt dette med at blive indlagt og få konstateret svangerskabsforgiftning var virkelig et kæmpe chok.

Lars' forældre kom senere på eftermiddagen og besøgte mig, og om aftenen kom mine forældre sammen med min veninde Winnie. Det var dejligt at have mennesker omkring mig hele dagen faktisk, og jeg havde det forbløffende godt.

Lars kørte efter aftensmad til os, da jeg bestemt ikke havde lyst til hospitalsmad. Kl. 23 kørte han hjem for at sove lidt.

Da han var kørt, bad jeg om at få kørt endnu en CTG-strimmel, da jeg havde brug for at blive beroliget lidt. Så en sød jordemoder kom og kørte den på mig, og lad mig sige det sådan, hun var ikke imponeret over resultatet.

Flere gange gik hun ud for at læse kurverne sammen med en læge. Hjertelyden var helt, som den skulle være, men pulsen blev ved med at dykke, og der var ingen liv at mærke. Vi prøvede med iskoldt vand for at vække hende, men intet hjalp.

Efter ca. 3 timer, hvor de kørte strimlen og snakkede om, hvad de skulle gøre, kom lægen ind med en børnelæge fra neonatalafdelingen og fortalte, at de blev nødt til at tage vores datter ud, da hun havde det alt alt for hårdt inde i min mave.

Jeg blev så bange og begyndte at græde og kunne slet ikke forstå, at det her skulle ske for os. De bad mig ringe til Lars, for nu skulle det hele gå stærkt. Lars kunne slet ikke forstå det og skældte ud i telefonen, men han skyndte sig at køre ind til mig, så kan kunne være med, når de forløste mig.

Imens de ventede på, han skulle komme, fik jeg lagt et kateter oppe på stuen, og en sygeplejerske var så sød at sidde ved mig. Efter ca. 10 minutter kom lægen og sagde, at de blev nødt til at køre mig ned nu. Lars var endnu ikke kommet, så jeg blev helt hysterisk, for de skulle ikke begynde, før han var her. Jeg skyndte mig at ringe ham op igen, og heldigvis stod han i elevatoren.

Han skældte ud, da han kom ind på stuen, og de måtte kort forklare ham situationen. Imens bad de ham klæde om, så vi alle var klar, når vi kom ned på operationsstuen. På daværende tidspunkt var jeg sådan i chok, at jeg hverken kunne græde eller tænke mere.

Akut kejsersnit

Nede på operationstuen var der i alt 12 personer, der skulle være med til mit kejsersnit, og alle præsenterede sig, og jeg kan ikke beskrive, hvor ligeglad jeg var med, hvad de hed, og hvem de var, bare de ville få det her mareridt overstået.

Jeg fik lagt en spinalblokade i ryggen, og jeg, der er så ræd for nåle, mærkede det slet ikke.

De smurte jod på min mave, og jeg skulle fortælle, om det blev koldt eller varmt, for på den måde kunne de finde ud af, om bedøvelsen virkede.

Jeg fik lagt ilt i næsen, som jeg slet ikke kunne holde ud, og jeg blev ved med at hive den ud, og flere gange råbte jeg, at det gjorde ondt, og jeg følte ikke, at de hørte mig.

Kl. 3.21 søndag den 28/3-2004 blev vores lille bitte datter født. Hun vejede 530 gram og var 29,5 cm lang, men hun levede og trak selv vejret helt fra start.

Lars blev kaldt over for at se hende, og da han kom tilbage til mig, sagde han, at hun var så fin. En læge kom hurtigt over og viste mig hende, inden de løb afsted til neonatal med hende. Jeg så hende næsten ikke, men jeg fik givet hende et lille kys på hovedet, og jeg kunne høre, hun knirkede.

Nu blev jeg så lappet sammen, og bagefter kørte de mig op på opvågningstuen på svangerafdelingen. Her skulle jeg ligge, til jeg havde fået følelsen tilbage i mine ben, så de kunne køre mig ned på neonatal og se vores datter.

Efter 15 minutter bad jeg Lars gå hen og se til hende, for jeg måtte vide, hvad der foregik.

Da jeg lå alene tilbage, fik jeg lov at ringe til mine forældre, som jo selvfølgelig blev chokerede, men jeg havde kun overskud til at snakke kort og sagde så, at de kunne komme om formiddagen.

Lars kom tilbage med 2 billeder af vores lille pige, og hun så virkelig fin ud. Jeg syntes faktisk, hun så større ud, end hun egentlig var.

Kl. 6 kunne jeg endelig blive kørt ned for at se hende, og jeg var både bange og spændt på en gang. Jeg husker, jeg spurgte, hvad klokken var, da vi stod i elevatoren, og derfra husker jeg intet. Jeg husker ikke, at jeg lå i en seng og kiggede ind i kuvøsen til Filippa i en time.

Kl. 7 blev jeg kørt op på svangerafdelingen igen, og Lars og jeg fik en stue alene sammen. Jeg kæmpede for ikke at sove, for jeg var så bange for, at de skulle ringe og sige, at nu var det slut, og at hun ikke havde klaret det alligevel.

Søndag

Jeg fik en masse mofin for at holde smerterne for døren, så jeg kunne overskue at komme ned til min datter.

Vi fik en lang strøm af gæster hele dagen, og nogle husker jeg kom og andre ikke. Jeg var jo slet ikke mig selv.

Da klokken var 21 søndag aften, kørte Lars hjem, og jeg skulle jo sove, sagde de. Men kl. 21.15 kom min veninde og kollega Gitte ind af døren, og det var dejligt, for nu var der ingen gæster. Jeg bad hende køre mig ned til Filippa, da jeg havde brug for at se hende igen. Så Gitte kørte mig ned i en rullestol, for jeg var stadig temmelig øm efter kejsersnittet.

Da vi kom ned på neonatal, stod der en sygeplejerske ved Filippas kuvøse, og med det samme jeg kom ind, spurgte hun, om ikke jeg ville have hende ud på mit bryst. Jeg blev helt paf og tror aldrig, jeg fik svaret hende, men ud til mig kom hun, og hun var så lille bitte men samtidig så kær, som hun lå der på mig. I ca. 20 minutter lå jeg sådan, og det var på en gang dejligt og forfærdeligt samtidig.

Den første tid efter

Jeg var indlagt på svangerafdelingen fra den 26/3-2004 til den 6/4-2004. Lars kom hver morgen omkring kl. 8, så vi kunne hygge os lidt og spise morgenmad sammen.

Kl. 9.30 mødte vi op på neonatalafdelingen, da vi selv stod for alt pasning og pleje af vores datter. Jeg syntes, det var hårdt og svært i starten. Jeg var så bange for, at hun ville gå i stykker, når jeg rørte ved hende. Lars og vores kontaktsygeplejerske var vildt gode til at presse mig til at være med og selv gøre tingene, og det er jeg så glad for i dag.

Hver dag flere gange om dagen skiftedes vi til at have hende ude på vores bryst, så hun kunne lære os at kende. I starten var det en underlig følelse, men med tiden blev det dejligt. Til at begynde med havde vi hende måske ude i 30 minutter af gangen, men hurtigt blev det til timer.

Vi fik en hel lille hverdag til at hænge sammen der inde. Vi gik nogle lange ture hver dag. Det var dejligt at komme lidt væk fra det hele og også at få rørt sig igen.

For hvert et gram, hun tog på, fejrede vi det. For vi hang os meget i vægten. Til sidst måtte lægerne banke ind i hovedet på os, at det jo ikke er så meget vægten, men den tid hun har ligget og udviklet sig i min mave.

Og hun var jo et stærkt barn. Tænk, at hun kun lå med en c-pap i næsen i 3 dage. Derefter klarede hun det hele selv. Lægerne var målløse og imponerede over hende, og oppe på svangerafdelingen brugte de hendes historie til at berolige andre kvinder, der var i risiko for at føde for tidligt.

Jeg var så stolt over, at vores barn var sådan et lille mirakel. Børnelægen Christan, der tog imod hende, da hun blev født, sagde, at hun var den mindste, han nogensinde havde taget imod, og da han så hende, tænkte han: "Hva' Søren skal jeg stille op med sådan en lille en?".

Nu skal det hele ikke lyde rosenrødt, for der var bestemt også bekymringer omkring Filippa. Hun lavede mange bradykardier hver dag de første mange uger, og det er sat/pulsfald. Som regel skulle man bare banke let på kuvøsen eller stryge hende let henover ryggen, så kom hun op igen. Men det var hårdt, hver eneste gang hun gjorde det, og vi vænnede os aldrig til det.

Den 6/4-2004 blev jeg udskrevet fra svangerafdelingen og flyttet ned på et mødreværelse på selve neonatalafdelingen. Det var vildt hårdt at dele et så lille værelse med en anden mor. Lars og jeg havde intet privatliv, og det var utrolig hårdt for os begge.

Da Filippa var ca. 2 uger, begyndte vi at tage hjem et par timer et par gange om ugen, og det var skønt at komme hjem i sit eget bad og sidde lidt og snakke i sit eget hjem uden forstyrrelser.

Men det er sjovt, som man hurtigt vænner og tilpasser sig en ekstrem situation, men det gjorde vi faktisk.

Tanker

Jeg havde mange mærkelige tanker omkring det at blive mor til et præmaturbarn. Jeg var så bange for at knytte mig til hende, for hvor længe mon vi fik lov at beholde hende? Den første uges tid tænkte jeg, at hun ville dø fra os, og på en eller anden måde tænkte jeg, at det ville være en lettelse, hvis hun gjorde, for det var jo noget, jeg kunne forholde mig til.

Jeg ved, det kan lyde hårdt og meget underligt at tænke sådan. Jeg elskede hende ikke fra start, men jeg havde bestemt stærke følelser for hende. Jeg var jo så ræd for at miste hende.

Men da jeg havde vænnet mig lidt til tanken, skyllede min kærlighed jo ind over mig til hende, og det kom som et stort chok for mig, at jeg kunne elske så højt og inderligt. Dette lille væsen, der slet ikke skulle have været her endnu, betød lige pludselig hele verden for mig.

Jeg brugte nok de første 2 uger på at græde næsten døgnet rundt. Der skulle ikke meget til, før jeg satte i et hyl. Jeg følte så megen smerte og afmagt. Hvorfor skulle det lige være os, det her gik ud over? Hvad havde jeg dog gjort galt?

En dag stod jeg i elevatoren og så mig selv i spejlet, og det var ikke noget kønt syn, der mødte mig. Jeg havde røde, hævede og forgrædte øjne. Jeg så så udbrændt ud, at jeg nærmest blev bange for mig selv. Derfra tænkte jeg, at nu måtte sørgetiden være slut, og jeg måtte vise, at jeg havde styrke og vilje til at klare dette her. Der var efterhånden også grænser for, hvad jeg kunne udsætte Lars for.

Jeg begriber ikke i dag, hvor Lars fik den styrke fra til at kæmpe for os alle tre. Jeg er ham så uendelig taknemmelig for hans kærlighed til os, og jeg elsker ham uendelig højt - ikke bare fordi han er Filippas far, men fordi han er min elskede kæreste, og fordi jeg hver dag føler hans kærlighed så stærkt.

I dag kan jeg godt blive ked af det, når jeg tænker på, at jeg syntes, det ville være en lettelse for mig, hvis Filippa døde. Men jeg ved jo, at det er en helt normal tankegang og reaktion.

Når jeg sidder i dag 5 måneder efter og kigger på mit smukke pigebarn, der er blevet så stor og dygtig, ja så smelter mit hjerte, og jeg ved, at jeg elsker hende med hud og hår. Jeg elsker hende så højt, at det kan gøre helt ondt ind i sjælen, og jeg ønsker at beskytte hende mod alt ondt i denne verden. Jeg vil jo aldrig kunne leve uden mit søde lille elskebarn.

Hjemturen

For os begyndte hjemturen med Filippa den 4/5-2004, hvor vi blev overflyttet til Hvidovre Hospitals neonatalafdeling. Efter lidt mere end 5 uger skulle vi endelig videre i systemet, og vi trængte virkeligt til at komme et nyt sted hen. Ikke at vi på noget tidspunkt var kede af at være på Rigshospitalet, men vi var godt fyldte nu og havde brug for at føle, at vi var på vej hjem med vores lille barn.

Og på vej hjem var vi virkelig. Desværre blev vi aldrig rigtig glade for neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital. Vi følte, at de manglede menneskelig indsigt og omsorg for forældrene. Man var virkelig overladt til sig selv, og pludselig fik vi lov at mærke, at vores lille smukke barn bare ikke var det vigtigste i verden for dem, sådan som vi havde følt det på Rigshospitalet.

Det værste for mig, da vi ankom til Hvidovre, var, at fra nu af kunne jeg ikke bo på hospitalet længere, det vil sige at jeg fra første dag skulle tage hjem hver aften og sove. Det var virkelig hårdt, og jeg måtte fælde mange tårer i starten over det.

Mit største problem var jo, at jeg ikke havde tilid til, at de kunne passe min datter ordenligt, og når man som mor/forældre ikke har tillid til personalet, ja så bliver det et slid at komme igennem det ophold. En enkelt sygeplejerske havde vi 100% tillid til, men af gode grunde kunne hun jo ikke være der døgnet rundt for os.

Efter 1½ uge kom Filippa endelig ud af kuvøsen og blev lagt i en vugge, dog stadig med overvågning, men endnu et skridt tættere på at komme med os hjem.

Da vi havde være på Hvidovre i 4,5 uge, havde vi efterhånden fået nok af hospitaler, læger og sygeplejersker, så vi tog en snak med en læge samt sygeplejerske for at høre, hvad udsigterne var til, at vi kunne få Filippa med hjem snart. Altså hun var ude af alt overvågning, så hun lå jo bare, som hun ville gøre, hvis vi havde hende hjemme.

De var helt med på idéen om, at vi snart skulle hjem og være en familie. Denne samtale foregik en fredag, og vi aftalte, at jeg skulle flytte ind på et udslusningværelse om mandagen sammen med Filippa og bo der med hende til om onsdagen. De mente, det ville være godt for mig at prøve at have hende hele døgnet i et par dage, inden vi tog hjem.

Så da jeg flyttede ind om mandagen, var det en stor dag, for nu skulle vi virkelig snart hjem, og det kan ikke beskrives, hvor meget vi alle glædede os til at skulle hjem.

Tirsdag aften kom Lars med Filippas barnevogn, for vi havde altid sagt, at når vi skulle hjem, så skulle vi gå hjem med hende i barnevognen.

Jeg havde så svært ved at finde ro tirsdag aften og fik ikke sovet meget. Tænk, at vi efter 10 uger og 3 dage endelig kunne tage vores elskede prinsesse med os ud i den store verden.

Onsdag morgen følte jeg mig bare super frisk. Lars kom med morgenmad til os, og så snakkede vi om, hvordan det ville blive at komme hjem med hende.

Jeg havde det vildt underligt med at skulle have hende hjem, altså jeg glædede mig usigeligt, men jeg tror nok, at jeg ubevidst havde forestillet mig, at hun altid ville ligge på neonatalafdelingen, og at jeg bare skulle besøge hende der altid. Hmmm, jeg blev da heldigvis klogere.

Lars var bare vild efter, at hun skulle med os hjem, og jeg tror slet ikke, at han på noget tidspunkt i dette forløb har tænkt, at hun ikke ville komme med os hjem. Han har bare været super stærk i troen på, at vi nok skulle få Filippa med os hjem.

Og sikken et kæmpe bevæget øjeblik, det var, da vi endelig kunne trille ud med Filippa liggende lunt i barnevognen. Hold da op hvor jeg begyndte at hyle af lettelse.

Det havde godt nok været en sej kamp for livet, men vi vandt den og uden problemer af nogen art. Det var jo faktisk mest Lars og jeg, der havde haft det hårdt gennem denne tid. Filippa lå jo bare og voksede og blev stærkere for hver dag.

I dag, hvor hun er knap 10 måneder, kan jeg slet ikke forstå, at det er mit lille bitte barn, der er blevet så stor, for jeg husker stadig klart og tydeligt, hvor lille og skrøbelig hun var.

I dag smelter vi begge, når hun bryder ud i store smil og kæmpe grineanfald. Og ja som alle andre forældre synes vi jo selvfølgelig, at hun er den smukkeste og dejligste lille pige i verden.

Når jeg ser tilbage nu, så synes jeg, det hele er så længe siden. Vi har virkelig fået snakket og bearbejdet det hele på en rigtig god måde. Men derfor er det stadig vigtigt at huske tiden og at snakke om den.

10-03-2005

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Hvor små børn skal vi redde?

Verdens 3. mindste baby overlever

4 nyfødte døde på grund af farlig sonde

Baby på 275 gram overlever

En fars fødselsberetning

Mine 3 meget forskellige fødsler af mine 4 børn

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

født for tidligt

akut kejsersnit

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Marylou Studio er et innovativt studie, hvor kvalitet, nytænkning og god tid er i højsædet. Jeg er portrætfotograf og har specialiseret mig inden for baby-, børne- og familieportrætter.

 Marylou Studio





På BabyFree.dk kan du få en lang række gratis ting til dig og dit barn.

 BabyFree.dk





Copenhagen Fertility Center behandler alle former for barnløshed. Ring og få en uforpligtende samtale med en speciallæge, eller besøg vores hjemmeside med de mange oplysninger til ufrivilligt barnløse.

 Copenhagen Fertility Center





Få dit barns navn indgraveret i sutten. 3 Navnesutter koster fra 65 kr. Klik ind på navnesutten.dk og se, hvordan dit barns navn ser ud på sutten.

 Navnesutten






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook