Skrevet af Pernille
Det startede alt sammen med, at jeg blev overflyttet fra Herlev Sygehus til Glostrup Amtssygehus, fordi de var bange for, at jeg skulle føde før uge 35, og det har de ikke kapacitet til på Herlev.
Jeg ankom den 21. decemper på Glostrup og blev indlogeret på en stue på gynækologisk afdeling. Hvad de så ville med mig der, vides ikke, men det var meget dårlig behandling, jeg fik der, må jeg sige.
Jeg var indlagt med for højt blodtryk, og ikke en eneste gang fra jeg kom, til det var ved at være tid til at sove, kom de og målte mit blodtryk eller for at høre, hvordan det gik. På Herlev blev jeg holdt under konstant opsyn næsten.
Jeg følte mig så utilpas med at være der, at jeg tog hjem! Jeg kom igen næste morgen (22/12) og følte mig ikke godt tilpas og havde det underligt. Jeg ved den dag idag, at jeg ikke skulle havde stresset mig selv og taget hjem. Det har været med til at få det hele til at eksplodere inde i min krop.
Da klokken blev ca. 16, kom min forlovede for at sige hej. Jeg lå og havde alle symptomer på, at nu var det altså kritisk, men ikke én af lægerne tog notits af det. Men der gik ikke mere end max. en time, så rejste jeg mig op og sagde, jeg skulle tisse (jeg lå i sengen). Allerede der var jeg helt væk, for jeg husker det meget tåget. Men jeg rejste mig op, og min forlovede takker jeg den dag idag for, at han var der, for i næste nu går jeg i kramper også kaldet eklampsi.
Jeg er på dette tidspunkt kun i uge 33+0, dvs. det var 7 uger for tidligt. Min forlovede hiver i klokken 3 gange, hvilket betyder alarm. Der går måske 10 sekunder, og der kommer ikke nogen, så han styrter ud på gangen. Jeg kramper stadig. Han råber, at de skal lette røven, for jeg har fået kramper. De smider alt, hvad de har i hænderne og får røven ind på stuen og får stabiliseret mig. Alt det her har jeg fået at vide.
Jeg fik så meget medicin, at jeg havde det som om, jeg havde dopet mig selv. Der kom en overlæge og sagde, at de måtte køre mig til akut kejsersnit. De kunne have spurgt mig, om jeg ville til månen hi-hi.
Men da de skulle lægge epidural, for at jeg var vågen ved snittet og kunne se ham, når han kom ud, fik de probelmer. Jeg var så fyldt med vand, at de ikke kunne lægge den. 13 gange stak de mig, hvilket medførte det største blå mærke langs rygraden. Jeg er normalt ræd for nåle, men jeg kunne næsten intet mærke på grund af de medikamenter, jeg havde fået.
Men det endte med, at de måtte lægge mig i fuld narkose. Det resulterede i, at min stakkels forlovede, der lige havde set sin dame være døden nær, for det er livsfarligt at krampe, måtte sidde udenfor og vente på, de var færdige.
  Det tog dem 20 minutter, og så kom de ud med ham kl. 00.19 den 23/12. Han vejede 2.240 gram og var 45 cm lang. Min forlovede gik med op på neonatalafdelingen sammen med lægerne, mens jeg blev lappet sammen og kørt på opvågning.
Min forlovede ringede til mine forældre, der samme nat kl. 2 var kommet til Danmark for at holde jul (de bor i Sverige), og de var der ude hos mig, da jeg vågnede op. Jeg ved ikke, hvad klokken var, men jeg var ret omtåget stadig, men jeg var bevidst om, at de var der.
Min forlovede havde været skiftevis hos mig og Troy, indtil jeg vågnede. Han kom med et billede af Troy, men jeg kunne ikke rigtig fokusere på noget. Jeg tænkte bare på, at jeg ville have min dreng hos mig. Dette var desværre umuligt, da han lå under overvågning på grund af mine kramper, da de kan være skadelige.
Da jeg var vågnet helt op og var blevet flyttet ned til svangergangen, kunne jeg endelig for første gang i 21 timer se og holde min lille søn. Jeg følte, han blev væk i mine arme, men jeg måtte kun sidde med ham i en halv time, så skulle jeg ned og hvile.
Derefter indtil den 27/12, hvor jeg udskrev mig selv, var jeg oppe hos ham og sidde med ham så meget som muligt.
Jeg har ingen gener efter eklampsien eller kejsersnittet den dag idag.
23-04-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025