Skrevet af Jeanette
Min kæreste og jeg købte drømmehuset i december 2003. Endelig havde vi fundet huset, og vi havde planlagt bryllup til april. Børn havde vi også længe snakket om, da vi begge gerne vil have børn i en tidlig alder.
Vi blev enige om at smide p-pillerne, da vi havde underskrevet hushandlen, og så regnede vi med, at der nok ville gå op imod et halvt år eller mere, inden der var gevinst.
Der blev selvfølgelig holdt polterabend for os. Alle vennerne holdt en fantastisk dag, dog syntes jeg ikke, at den var så sjov. Jeg havde store smerter i underlivet, kramper og ømme bryster, men jeg var helt sikker på, at det var menstruationssmerter, da det var på den tid af måneden.
De efterfølgende dage havde jeg fortsat ondt, og vi tog en test. Den var positiv. Stor glæde, men vi havde ikke forventet, at det ville gå så hurtigt. Vi havde håbet på, at vi kunne fortælle bedsteforældrene den glædelige nyhed i slutningen af november til deres sølvbryllup, men nu blev det et barnebarn, de fik i stedet for, da min termin blev sat til 1. december.
Starten af min graviditet gik bare super godt. Jeg havde lidt kvalme om morgenen, men det klarede morgenmaden, og så var jeg klar til resten af dagen. Trætheden kom da også over mig, men det var ikke så slemt. Jeg nød at være gravid.
Den glæde skulle ikke vare ret længe. En fredag eftermiddag, hvor jeg skulle ud og tisse, opdagede jeg, at der var en ren pæn mængde frisk blod. Jeg skyndte mig at ringe til vagtlægen, og han ville se mig. På det tidspunkt var jeg i uge 13. Han sendte mig hjem, da han kunne mærke, at livmoderen var lukket, som den skulle være.
Natten til lørdag fortsatte blødningen, og jeg ringede igen til vagtlægen. Det var en anden, som tog telefonen, og han ville bestille en scanning til mig om formiddagen. Jeg havde på det tidspunkt indset, at vores barn nok var væk.
Vi tog på Hjørring Sygehus lørdag morgen og blev scannet. Et stort flot hjerte slog med kraftige slag, og vi var bare lettede. Vi blev sendt hjem uden at få en egentlig grund til, hvorfor jeg blødte, men det skulle helst stoppe. Vi fik en tid til en ny scanning i uge 15.
Jeg fortsatte med at bløde i de små 14 dage inden den nye scanning, og alt viste heldigvis, at baby havde det fint og havde vokset, som den skulle. Derefter havde jeg ingen blødninger, og alt så lyst og godt ud.
Denne gang tog jeg også glæden på forskud. Jeg fik et forstuvet bækken. Kønsbenet var forstuvet, og man kunne ikke gøre noget ved det. Hverken fysioterapeut eller min læge kunne gøre noget. Jeg måtte ligge på sofaen og slappe af så meget som muligt, for av gjorde det 24 timer i døgnet.
Fra uge 20 og frem til uge 33 brugte jeg mine dage på sofaen. Jeg kunne ikke sove om natten, da jeg ikke kunne ligge på siderne eller på ryggen. Heldigvis var der både gode og dårlige dage, så tiden gik da.
Så kom uge 33. Vi skulle ud og hygge sammen med et vennepar, og vi skulle have en god frokost. Under frokosten kunne jeg mærke nogle sammentrækninger, men jeg tænkte, at det nok bare var plukkeveer. Jeg havde endnu ikke haft nogle, så jeg slog det lidt hen igen, da de ikke var så kraftige.
Dagen gik, og da vi kom til aftenen, og vi var hjemme igen, havde jeg bare ondt. Jeg sagde til min mand, at nu måtte den unge snart gerne komme ud, for nu var smerterne i bækkenet bare for meget.
Sofaen/sengen/stolen eller noget andet kunne jeg ikke finde ro i, så det endte med, at jeg gik i seng med en varmepude og 2 pinex. Jeg faldt i søvn og vågnede søndag morgen, hvor min mand havde hentet rundstykker.
Jeg kom ud i køkkenet og spise, og jeg kunne mærke de samme sammentrækninger, som jeg havde haft dagen før. Jeg ringede til den vagthavende jordemoder på Hjørring Sygehus, som bad os om at komme ind.
Vi kom ind og blev indlagt kl. 10. Hun mærkede på mig og så meget underlig ud i ansigtet. "Ja, jeg kan jo mærke håret", sagde hun, og jeg forstod ikke en meter af det hele. Hun fortalte, at jeg muligvis kom til at føde i løbet af et døgns tid, men de ville gøre alt, hvad de kunne, for at stoppe det.
Jeg fik lungemodning, som helst skulle virke i 24 timer. De startede et drop med noget vehæmmende, som jeg lå med fra kl. 11 til 19. Her så det ud til, at veerne var stoppet, og jeg blev kørt op på barselgangen for at få noget aftensmad. Jeg havde forinden lavet en aftale med min jordemoder om, at nu skulle jeg ikke komme igen før om 6 ugers tid.
Kl. 19.30 begyndte veerne igen. Jeg fik en sprøjte med det samme vehæmmende medicin, som jeg havde fået som drop, men det hjalp ikke. Jeg blev kørt ned på fødestuen igen og hilste på min jordemoder igen.
Jeg fik en ny omgang vehæmmende drop, men da det ikke fjernede veerne, men bare reducerede sammentrækningerne, ville de prøve en ny medicin med færre bivirkninger. Den kom op, og jeg lå med det til omkring kl. 3 om natten.
Desværre stoppede det heller ikke veerne, men da der ikke var mere, måtte naturen gå sin gang. Veerne blev kraftigere og kraftigere, og jeg blev mere og mere udmattet.
Omkring kl. 6 om morgenen var jeg så træt, og veerne var så kraftige, at vi i fællesskab valgte at få lagt en epiduralblokade (rygmarvsblokade). Da jeg fik den lagt, skulle jeg "hænge" over maven, hvilket nok var det, som gjorde mest ondt, samtidig med, at jeg fik nogle kraftige veer.
Det var ubehageligt at få epiduralblokaden lagt, men det gjorde ikke ondt. 2 minutter efter, narkoselægen var gået, følte jeg ingen veer. Jeg faldt i søvn og fik en lille times søvn.
Jeg vågnede omkring kl. 7.30, og en ny jordemoder kom ind og sagde goddag. "Nu tager vi vandet, og så skal du i gang med at presse", var det næste, hun sagde.
  De tog vandet, og kl. 8 fik jeg den første presseve, og kl. 8.17 kom vores søn til verden 6 uger før tid. Han vejede 2.446 gram og målte 47 cm. En flot og dejlig dreng.
Han kom op på mit bryst 5 minutter og blev så overflyttet til neonatalafdelingen. De første 48 timer lå han med C-pap og fik sukkerdrop. Derefter blev han overflyttet til hans egen vugge med en iltmåler om foden. Han lavede enkelte drop men kun 1 kritisk, hvor de måtte tage ham for at hjælpe ham i gang med vejertrækningen igen.
Den næste uges tid gik med sondemad og hygge. Jeg kunne heldigvis tage ham op, så meget jeg ville, og pusle ham, når det var tid til det. Vi havde det godt, men hver aften havde jeg det meget svært ved at forlade ham.
Der var ikke mulighed for at sove på neonatalafdelingen, så jeg måtte sove på barselsgangen, hvor andre havde deres babyer ved siden af dem. Der var altid uro og larm på afdelingen, så efter 5 døgn valgte jeg at tage hjem og sove i stedet for. Vores hus ligger 10 km fra sygehuset, og jeg havde fuld tiltro til personalet.
Det var hårdere for mig psykisk at ligge på barselsgangen, end det var at tage hjem og sove sidst på aftenen og komme op på neonatalafdelingen udhvilet igen ved 6-7 tiden.
 Efter den første uges tid måtte han en tur i lyskasse, heldigvis kun 1½ døgn. Det var dog stadig et smæk i hovedet, som jeg havde lidt svært ved at klare uden tårer. Det var hårdt bare at stå og kigge på ham, nu hvor man var vant til at sidde med ham mere eller mindre hele dagen.
Tiden gik, og Christoffer blev større og kom væk fra sonden. Desværre var min mælk ikke noget at råbe hurra for. Der var ikke ret meget, så vi tog beslutningen, og han blev flaskebarn. Derefter gik tiden hurtigt.
4 dage efter, han begyndte på flaske, var vi på vej hjem. 3 uger var nu endelig afsluttet, og vi kunne tage hjem som en familie. Alle 3 kunne gå ud af døren til neonatalafdelingen sammen.
Det var en hård tid med både op- og nedture, men vi har haft det godt på afdelingen. Hele personalet var søde og venlige, og vi fik hjælp, når vi havde behov for det.
 I dag er Christoffer godt 5 måneder. Han er en stor dreng, som heller ikke har haft det nemt siden hjemkomsten. Han startede med 14 dages kolik, men her hjalp zoneterapi. Derefter begyndte han på skrigeture om natten/aftenen, så vi vendte lidt op og ned på nat og dag.
Heldigvis er der også lys for enden af tunnellen. Hverdagen er blevet nemmere, jo ældre han er blevet, og vi har nu fundet en god rytme.
06-05-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025