Læger usikre på røntgen af gravide Gravide kvinder skal huske at fortælle deres læge om graviditeten, hvis de skal have foretaget røntgenundersøgelser.
4656
Kvinder, der får lavet røntgenundersøgelser og siden opdager, at de er gravide, risikerer helt unødigt at få foretaget en provokeret abort. Lægerne er nemlig ofte usikre på, om fosteret har taget skade af røntgenstrålerne.
Statens Institut for Strålehygiejne modtager cirka hver uge henvendelse fra en læge, der er usikker på, om røntgenbestrålingen af en gravid påvirker fosteret i hendes mave.
Røntgenundersøgelser af området ved livmoderen kan være farlige for fosteret, men langt de fleste undersøgelser fokuserer på andre områder og er derfor ufarlige.
"Man kan faktisk lave en CT-scanning 3 gange, før man kommer op over den strålingsmængde på 100 milliSievert, som vi vurderer som farlig for fosteret", siger Peter Grøn fra Statens Institut for Strålehygiejne.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide kvinder gør lægerne opmærksomme på graviditeten, hvis de skal have foretaget røntgenundersøgelser.