Min kamp for at blive gravid Læs Annes gribende beretning om kampen for at blive gravid, der skulle tage næsten 2 år.
13587
Skrevet af Anne
Det tog os ikke mange samtaler, før p-pillerne blev kylet ud! Nu skulle vi bare ha' en baby. Vi var stadig vildt forelskede og ville gøre min kærestes søn til storebror. En fuldendt familie. Det var i februar 2004. Men dét, som burde være så simpelt, skulle for os blive lidt af en rejse med op- og nedture, inden det lykkedes os at blive forældre. Fra p-pille stop, til jeg blev gravid, gik der næsten 2 år.
I maj 2005 får jeg først min næste mens 15 måneder efter p-pille stop! Jeg havde været hos lægen, som sendte mig videre i systemet med begrundet mistanke om PCO. På hospitalet får jeg konstateret PCO efter en ultralydsscanning. Jeg har ingen ægløsning af mig selv. Jeg får ordineret nogle piller og beordret hjem og tabe mig 5-7 kg. Det vil eventuelt kunne give ægløsning. Og så i øvrigt også en masse sex - måske jeg stadig kan blive gravid på normal vis.
I september 2005 er intet sket. Jeg får en HSG undersøgelse (fik sprøjtet kontrastvæske op i livmoderen og blev derefter røntgenfotograferet) for at se, om mine æggeledere er åbne. Det er de, og alt ser fint ud. Min kærestes sæd bliver også undersøgt, og han er en supermand. Han har høj sædkvalitet, og de små sædceller er super hurtige. Det er altså kun mig, der fejler noget, og det bliver besluttet, at vi skal forsøge os med insemination, hormonbehandling og en ægløsningssprøjte.
Puh, de hormoner gør mig tosset! Jeg er virkelig hormonel, græder og er rigtig ulidelig for min kæreste. Men han siger intet og finder sig blot i, at jeg skælder og smælder, fordi han har krummet på det nyvaskede gulv. Stakkels min dejlige kæreste. Men heldigvis har vi kunnet grine af det bagefter.
I november 2005 blev jeg insemineret 1. gang. Jeg blev ikke gravid, og det var en kæmpe nedtur. Vi var begge kede af det, men min kæreste forsøgte at holde humøret oppe hos os begge. Det må have været noget af et projekt. Hans optimisme i svære tider er i øvrigt utrolig og beundringsværdig. Min elskede mor trøstede mig også og holdt mig tæt, da jeg grædende kom hjem og fortalte hende det.
I december 2005 fik jeg 2. insemination. Jeg har tabt næsten 8 kg! Jubii. Denne gang går familien og småsnakker om en eventuel graviditet. Rolig. Alt imens vi julehygger. Julen og juledagene er fantastiske. Der er for første gang i mange år lidt "magi" over dagene, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Men det er fantastisk, og jeg føler mig som et lille barn igen. Min mor er primus motor på juleaften, og på trods af, at hun har rigtig dårlige lunger, klarer hun aftenen perfekt. Jeg tænker ikke så meget på, om jeg er gravid eller ej. Jeg nyder bare dagene med familien.
Den 27. december 2005 ringer min mor. Hun er dårlig. What, tænker jeg. Du havde det jo godt for 2-3 dage siden? Ud i bilen og hjem til hende. Jeg ringer til min bror på vejen derhjem, han er også på vej. Mor er dårlig - rigtig dårlig. Hun kan ikke få vejret, og jeg ringer 112. Jeg kæmper for ikke at stortude, og formår at holde facaden over for mor og bror. Jeg følte, at jeg måtte være stærk. Mor bliver indlagt, og jeg græder på vej hjem i bilen.
Den 30. december 2005: Testdag = negativ! Mor er kommet på intensiv og skal i respirator, fordi hun har det så skidt. Hun når dog lige at spørge mig: "Lille skat, er der gevinst denne gang?". Jeg får svaret nej, og hun kigger mig dybt ind i øjnene, inden bedøvelsen virker, og vi bliver vist ud på gangen.
Dér knækker jeg! Jeg kan ikke rumme det. Både frustrationen over den manglende graviditet og min syge mor. Min bror er der også (min kæreste var desværre på job), og sammen sidder vi og holder om hinanden. Græder. Smerter. Vi ved godt, at det ikke ender godt.
Den 5. januar 2006 sover Mor stille ind kl. 14. Det er en mærkelig dag. Jeg græder ikke. Føler mig tom. Magtesløs. Jeg synes livet er uretfærdigt og har slet ikke lyst til at få børn - nogensinde! Jeg er startet på sidste omgang hormoner og skal insemineres for sidste gang den 12. januar. Men jeg er ærlig talt ligeglad.
Den 12. januar 2006: 3. og sidste insemination. I dag synes jeg, det gør ondt at blive insemineret. Jeg plejer ellers ikke at kunne mærke det. Jeg er lige ved at græde, men jeg får taget mig sammen. Jeg overvejede, om jeg overhovedet skulle tage af sted, men min dejlige kæreste fik mig overtalt. Selvfølgelig skulle vi stadig have en baby.
I går blev mor bisat. Det var så smukt. Jeg savner hende.
Den 26. januar 2006: Testdag. Det er torsdag. Jeg har vildt mange menstruationssmerter, så jeg gider ikke at teste. Det er spild af graviditetstest, jeg har jo prøvet det mange gange før. At teste og teste og teste. Jeg føler det som om, jeg kan bløde hvert øjeblik, og jeg ligger på sofaen næsten hele weekenden med ondt i maven.
Mandag har jeg stadig ingen menstruation fået og kører ned i byen for at købe den latterlige graviditetstest. Jeg er sur på min krop og psyke over, at den "kræver" en negativ test for at kunne bløde. Grrr!
Hjemme får jeg tisset på testen, lagt den på håndvasken og går ind i stuen. 5 minutter ventede jeg. Testen er positiv! Jeg kan næsten ikke få vejret. Jeg græder, græder og græder. Jeg synker sammen på badeværelsesgulvet og ligger så dér. Jeg får taget mig lidt sammen og ringer til min kæreste på job. Græder igen. Vi skal være forældre.
Dagen efter får jeg taget en blodprøve på hospitalet. HCG på 1.600 18 dage efter inseminationen. Jeg er helt og aldeles gravid!
Den efterfølgende tid står lidt uklart i min erindring. På den ene side er jeg ovenud lykkelig, på den anden side så knust af sorg over tabet af min mor. Men dagene går, jeg bliver scannet og får terminsdagen den 5. oktober - præcis 9 måneder efter min mors død.
Graviditeten går, som den skal. Jeg bliver hurtigt stor på maven og elsker bare at være gravid. Men prøvelserne var ikke overstået endnu. Til nakkefoldsscanningen får vi risikoen 1:250 for at få et barn med Downs syndrom, og vi bliver anbefalet at få lavet en moderkagebiopsi. Risikoen for spontan abort ved biopsien er dog 1:100, så det er et svært valg for os.
Men vi besluttede os for at få lavet biopsien, og alt gik heldigvis godt. Det gjorde ikke ondt fysisk, men min sjæl havde ondt. Tænk, hvis jeg tabte mit ufødte barn. 7 dage efter fik vi et brev, hvori der stod: "I venter en pige med normale kromosomer". Åååååååh, Det var et stort øjeblik, og følelserne kom igen i udbrud. Vi skulle have en pige.
Resten af graviditeten går godt. Jeg har det faktisk rigtig fint bortset fra en masse vand i kroppen, som blandt andet gav mig sovende fingre. Jeg føler mig smuk og dejlig igennem hele graviditeten, og jeg nyder hvert øjeblik. Vi bliver gift, min skønne kæreste og jeg, en smuk maj dag i vores have. Et meget intimt og privat øjeblik.
Og så kom dagen. Tirsdag den 26. september 2006 kom vores prinsesse Karoline til verden efter planlagt kejsersnit. 3.390 gram og 50 cm. Jeg lukkede øjnene, da jeg fik hende op på mit bryst, og sendte en tanke til min mor. Bare hun kunne have oplevet dette mirakel. Vi er blevet forældre.
Det har været svært for mig at blive mor uden min mor ved min side. Jeg var ofte ked af det i starten efter fødslen, men heldigvis er min mand så dejlig forstående og støttende, at jeg relativt hurtigt kom ovenpå igen. Og i ham finder jeg ro og tryghed. Jeg kan ikke bede om mere.
Jeg er overbevist om, at min mor "hjalp" mig med at blive gravid. Det kan måske lyde lidt makabert, men hun sagde altid til mig som barn: "Når én sjæl forsvinder, lille skat, så vil en ny opstå". Og når jeg så havde termin præcis 9 måneder efter hendes død - og så oven i købet med en pige - jah, så er jeg overbevist.
Jeg er bare ked af, at min mor skulle være den sjæl, der skulle forsvinde, for at vi kunne få Karoline. Hun får aldrig lov til at møde sit første barnebarn, men jeg ved, at hun ville have været stolt af hende.
I dag er Karoline næsten 11 måneder, og hun er en skøn lille pige. Hun trives godt og er fuld af drillerier. Min mand og jeg har et harmonisk ægteskab, og jeg tør godt forsigtigt sige, at jeg er lykkelig.
Men jeg savner stadig min mor meget, og jeg tænker på hende hver eneste dag. Og ind imellem, når jeg ser på Karoline, smiler jeg og tænker for mig selv: "Tak fordi du skænkede mig det dyrebareste i mit liv, Mor - min smukke datter".
Relaterede artikler
© 1999-2025