Mine 2 fødsler Da vandet gik, kørte Heidi til sygehuset, hvor hun fik den værste besked i sit liv: Hendes barn var dødt.
4752
Skrevet af Heidi, 31 år
I sommeren 2003 gik jeg højgravid med vores første ønskebarn. Det havde været en graviditet med adskillige komplikationer, blandt andet med højt blodtryk gennem hele graviditeten og nedsat vægtforøgelse hos fosteret.
Den 15. juli 2003 (da jeg var i uge 35+0) var jeg ved jordemoder om eftermiddagen og hørte fin hjertelyd.
Kl. 23.00 begyndte vandet at sive ud, og vi kørte til Roskilde Amtssygehus for at blive undersøgt. Da de havde svært ved at finde hjertelyd, blev jeg sendt til scanning. Der fik vi vores værste besked nogensinde. Vores barn var dødt.
Kl. 05.00 fødte jeg vores første lille søn på naturlig vis. Han målte 45 cm og vejede 1.980 gram og var fin og velskabt.
Det var en hård tid at komme igennem. Han blev efterfølgende obduceret, og man fandt ikke noget unormalt hos ham. Han var sund og rask. Til gengæld fandt man ud af, at jeg havde udviklet svangerskabsforgiftning indefor de sidste 10 timer før fødslen, og det sammen med de andre komplikationer havde været for meget for ham.
Set i bagklogskabens lys kan man godt stille sig uforstående over for, hvorfor de ikke tog ham ud i tide, når man nu var blevet fulgt så tæt. Men det bringer ham jo ikke tilbage.
Den 1. januar 2004 viste graviditetstesten positiv igen. Det bragte både bange anelser men også en enorm glæde med sig. Igen blev jeg fulgt meget tæt på grund af mit høje blodtryk og sevfølgelig også den grimme oplevelse, vi har været igemmen.
Den 27. juli 2004 (uge 33+3) blev jeg indlagt med højt blodtryk samt protein i urinen. Jeg fik lungemodnende medicin, da man ikke turde tage chancen igen.
Efter 2 dage begyndte jeg at være meget bange og turde ikke at gå videre. Vi snakkede med en læge og en jordemoder og blev enige om et kejsersnit sammen aften.
Den 29. juli 2004 kl. 19.57 fødte jeg en dejlig velskabt pige, som målte 47 cm og vejede 2.720 gram. Vi var indlagt i 3 uger på neonatalafdelingen til observation.
Endelig den 18. august 2004 kom vi hjem med vores lille datter. I dag er Nicoline 10 måneder, og hun er en rigtig krudtugle.
Det er min historie, som jeg har valgt at fortælle for at vise, at man godt kan komme videre i livet trods sådan en stor sorg. Vi kan kun takke vores fantastiske venner og familie for den støtte og omsorg, de har vist os.
Relaterede artikler
© 1999-2025