Skrevet af Christina
Da Victor var 7 måneder gammel, begyndte vi at snakke om, at vi snart gerne ville begynde at tænke på en lillebror eller -søster til ham. Lidet anede vi da, at vi var blevet overhalet indenom, og at der voksede en lille pige i min mave. Men vi fik da snart mistanken og tog en test, der var meget positiv.
Min graviditet var dejlig. Hihi, jeg ved, det er ret mærkelig, men det synes jeg på trods af mange mange smerter i mit bækken og mange plukkeveer og menstruationssmerter. Jeg fik besked på at holde mig i ro, så jeg ikke gik i fødsel før tid, men det var sgu ikke ligefrem nemt med en søn på under 1½ år.
Men ikke desto mindre kom vi helt til terminsdatoen, hvor jeg efter et mindre skænderi med manden fik tiltusket mig lidt "make-up-sex". Det var kl. 4 om morgenen den 23. januar. Da vi var færdige, sagde Stefan pludselig: "Er her ikke helt vildt vådt?". Med en stærk mistanke om, hvad alt det våde var, listede jeg så ud på badeværelset og satte mig på toilettet, hvor det stille sivede. Fostervandet var gået.
Kort efter kom den første ve. Den var ikke så slem, men varede dog næsten et minut, så vidt jeg kunne se på køkkenuret. Jeg gik så ind i stuen efter min mobiltelefon, så jeg kunne tage tid, og satte mig så ud på toilettet igen. Der kom en ny ve, og jeg besluttede mig for at kalde på Stefan, for jeg kom i tanke om, at babyen ikke stod fast, og at man så skulle lægge mig ned og ringe til fødegangen.
Stefan svarede ikke. Han var allerede faldet i søvn. Typisk mænd. Så jeg måtte vade ind og ruske lidt i ham for at få ham til at finde telefon og vandrejournal, så vi kunne ringe til en jordemoder.
Imens havde der været en hel del veer, og jeg havde på fornemmelsen, at de kom ret stærkt efter hinanden. Da jeg fik ringet til hjemmefødselsordningen i Svendborg, havde jeg efterhånden konstateret, at veerne kom hvert andet minut, og at de varede et lille minuts tid, så jeg bad dem om at skynde på jordemoderenm for min første fødsel havde været en hurtig omgang på 4 timer og 20 minutter.
Jeg fik lov til at lade være med at lægge mig ned og rendte så i rutefart et lille stykke tid og hjalp med at fylde vores fødekar, til veerne blev for slemme. Efter et lille stykke tid kom vores fødselshjælper Mette og kunne så overtage karfyldning, mens jeg koncentrerede mig om at klamre mig til toilettet, mens jeg stod og vuggede med bækkenet og sagde "hårdere - ny kold klud" til Stefan, som stod og masserede mit bækken og kom kolde klude på.
Jordemoderen var stadig ikke kommet, da klokken var 5.15, og Stefan var begyndt at få koldsved på panden, for han kunne godt gætte, hvorfor jeg pludselig gik ned i knæ og gispede som en fisk på land, hver gang der kom en ny ve. Men jeg turde bare ikke presse med, for under min første fødsel havde jeg fået presseveer, da jeg var 6 cm åben, og jeg har på fornemmelsen, at det kan få grumme konsekvenser, hvis man presser med uden at være helt åben, så jeg gispede og gispede og gispede.
Lige da jeg ikke kunne gispe mere men bare måtte presse med, kom jordmoderen (Lone) ind af døren og presenterede sig og skyndte sig at pakke ud. Jeg tror, hun kunne fornemme, at det var ved at være tiden. Inde i stuen kunne jeg høre hende sige til Stefan, at jeg ikke kunne nå at føde i karret, og jeg fik en altoverskyggende trang til at råbe af dem. Jeg fik dog en presseve mere og glemte så pludselig at råbe.
Lone kom og mærkede mig, og det sidste vand gik i en kæmpe skylle, og hun sagde de forløsende ord. "Du er helt åben". Samtidig bad hun mig, om jeg ikke ville overveje, om jeg kunne komme ind i stuen, for der var frygtelig dårlig plads på badeværelset, så jeg sprang ind og kastede mig op på alle fire på den afdækkede sofa mellem to veer.
  Med kyndig vejledning førte hun mig igennem den næste presseve og svup, så lå der et lillebitte barn nede mellem mine ben. Jeg kunne se det men kunne ikke helt se, om det var en dreng eller en pige, for navlestrengen var i vejen. "Jamen, det er jo en pige", sagde Stefan så overrasket, og jeg var ikke mindre overrasket. Vi havde bildt os selv ind, at vi kun får drenge, så vi var helt paf begge to.
Lone konstaterede, at klokken var 5.45, og Mette fik lov til at klippe navlestrengen. Så satte pigebarnet i et hyl, og kort efter lød der et andet et fra soveværelset. Det var Victor, som ikke kunne forstå, hvad det var for en larm, og med tårene trillende ned ad kinderne kom han ind i stuen på fars arm, og så kom den mest fantastiske reaktion. Da han fik øje på sin søster, begyndte han at grine og måske 2 minutter gammel fik hun sit første kys af storebror. Sådan har han modtaget hende hver dag siden.
Kl. 5.55 kom moderkagen, og jordemoderen kontaterede, at jeg ikke skulle syes, og at hun i øvrigt mente, det ikke kunne betale sig at ringe efter lægen, som jo skulle tilkaldes, når der begyndte at komme presseveer.
Det var en kæmpe oplevelse at føde derhjemme. Udenfor var der den mest fantastiske solopgang, som blev afløst af sne, der stille dalede ned. Indenfor gik stearinlysene ud et efter et, og musikken døde ud, mens vi spiste morgenmad. For evigt vil jeg have det smukke minde om den vintermorgen, hvor jeg fødte min dejlige lille My til tonerne af Depeche Modes "Enjoy the Silence". Det vil jeg tænke på, hver gang sneen daler ned udenfor.
15-07-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025