Skrevet af Tanja
Jeg husker tydeligt, da jeg den mandag morgen tog en graviditetstest. Jeg var begyndt at vågne kl. 5.30 om morgenen og skulle tisse, og da vi var gået igang med at "yngle", var det jo oplagt at tage en test på dette ukristelige tidspunkt.
Jeg stirrede på testen, imens den første streg lyste op. Jeg havde altså taget testen rigtigt. Så vaskede jeg hænder og børstede tænder og kiggede igen. HVAD??? Var det en streg? Eller bedrog mine øjne mig? Stregen var meget utydelig, og da jeg ikke var helt sikker, daskede jeg ind i soveværelset med testen for at høre min mands mening angående streg to.
Han sov sødeligt efter en hård weekend på job og blev helt omtåget, da jeg knaldede lyset op og nærmest råbte: "Kan du se, om der er en eller to streger?". Han kiggede forvirret på den lille pen og sagde: "TO!" og lagde sig ned og sov igen med det samme. Han havde intet fattet, han vidste end ikke, at det var en graviditetstest.
Jeg gik efter rundstykker og fik fat i et blad om graviditet og en avis. Så gik jeg hjem og lavede kaffe og serverede det kl. 7 på sengen for min mand.
Jeg stortudede, for jeg var så lykkelig! Vi havde ganske vist kun forsøgt den ene måned, og den var der altså i første hug, men jeg var bare så lykkelig over, at vi skulle have et barn.
Min mand vågnede og spurgte, hvad der var galt, og jeg fortalte ham, at han skulle være far. "Okay", var hans umiddelbare kommentar, og vi snakkede og kiggede i "uge for uge" artiklen i bladet.
Alt gik skønt. Jeg havde næsten ingen kvalme, og trætheden var ikke voldsomt udbredt, så jeg nød det, indtil uge 24, hvor bækkenet begyndte at skabe sig, og det var ikke helt så skønt, som jeg havde håbet, det ville blive i den sidste tid. Bortset fra det gik alt fint.
Da jeg var gået 2 uger og 2 dage over termin, havde vi en samtale med jordemoderen på sygehuset om, at fødslen skulle sættes igang mandag. Det var så betryggende at have vished om, at der var en ende på det hele.
Lørdag aften begyndte jeg at få "mens-smerter", men det spekulerede jeg ikke videre over, før jeg vågnede kl. 5.30 næste morgen for at gå på toilettet. I mine trusser lå en lille slimet klat med lidt blod i, og 5 minutter efter meldte den første ve sig.
Jeg lod min mand sove og gik i bad, bagte en gang flutes og pakkede en taske med dem og lidt drikkevarer (sommeren 2002 = hedebølge), tog føde-kufferten og stillede ved hoveddøren, hentede rundstykker og tog på besøg hos min mor (som boede på den anden side af gaden).
Da var der ved at være 10 minutter mellem veerne. Jeg havde siddet lidt hos min mor og prøvet at skjule veerne, men de blev stærkere og stærkere og kom hyppigere, og til sidst sagde min mor: "Tror du ikke, du har veer?". Ja, hun har født 5 børn, så hvem troede jeg, jeg kunne narre?
Vi "sad" på terassen til kl. 11.30, hvor vi så aftalte, at jeg ringede senere, når vi tog afsted, og så gik jeg hjem for at hvile mig.
Jeg kunne ikke ligge stille og fik dermed ikke hvilet overhovedet. Min mand var gået i haven, og jeg kaldte på ham, da jeg havde snakket med fødegangen om, at vi kunne komme derop og blive tjekket. Klokken var 14.15, og der var 3 minutter imellen veerne, og de begyndte at slide godt på tårekanalerne.
Vi kom op på fødeafdelingen og ventede en halv time. Så blev vi vist ind på fødestuen, og jordemoderen mærkede og fortalte, at jeg var 4 cm åben, så jeg var velkommen til at blive.
Så tog styrken lidt af veerne, og de begyndte at komme med kun 10-15 minutters mellemrum. Sådan fortsatte veerne indtil tirsdag nat kl. 01.32, hvor jeg igen kom på fødeafdelingen. Jeg havde da kun åbnet mig til 6 cm på over 35 timer. Jeg havde ikke fået noget søvn og var ved at dratte om af udmattelse. De anbefalede epidural og s-drop, hvilket jeg tog imod med kyshånd.
Efter 6 forsøg havde narkoselægen endelig fået lagt epiduralen kl. 5.45. Lidt efter faldt jeg i søvn og sov i 20 minutter. Klokken var 6.20, da jeg vågnede, og da gjorde det pludselig MEGET ondt! Epiduralen var holdt op med at virke, og s-droppet gav nogle meget hårde veer.
Kl. 8.25 begyndte presseveerne, og jeg fik lov at presse efter 3 presseveer, hvor der var en lille kant. Min skønne datter blev født kl. 10.23. Jeg var så træt og udmattet, at jeg ikke husker noget, fra hun kom op på mit bryst, til lægen kom og syede mig. Jeg havde fået en større brist.
Efter 4 dage tog vi hjem fra sygehuset og havde rimeligt styr på amningen, men det gik i stå, da jeg 2 uger efter fødslen begyndte at få angst om, at det ville slå klik for mig, og jeg ville skade mit barn. Jeg havde ikke tankerne om, at jeg skulle skade hende, men at jeg ville være "sindssyg" i gerningsøjeblikket, og dermed var jeg dybt bange for at "komme" til.
Jeg bar hende ikke ned ad trapperne, i nærheden af skraldespande, forbi et åbent vindue eller i nærheden af stearinlys, fordi jeg var så bange for at tabe hende, eller at det slog klik, og jeg så smed hende ud af vinduet, i skraldespanden eller sådan.
Jeg kom i hurtig behandling og fik først antidepressiv, som ikke gav den ønskede virkning, og jeg blev derefter sat i antipsykotisk medicinsk behandling. Det hjalp på tankerne, men til gengæld blev jeg så træt af medicinen, at jeg ikke kunne holde mig vågen mere end max. 2 timer af gangen.
Jeg tog voldsomt på, blev depressiv og levede som tilskuer til mit "drømmeliv". På et tidspunkt begyndte jeg at hallucinere og få åndenød og hjertebanken. Det viste sig, at jeg fik langt over max. dosis af medicinen, og jeg blev nedtrappet for at gå over på et andet preparat.
Nedtrapningen var en dårlig oplevelse. Fysisk havde jeg det som om, jeg var en narkoman på en kold tyrker. Jeg fik abstinenser og brain shivers (hvilket er små stød i nerverne i hjernen, men da det ikke er videnskabeligt bevist, er der ingen læger, der tager det for andet end et psykotisk tegn).
Psykisk fik jeg det til gengæld bedre og bedre. Jeg kom på ny medicin og begyndte igen at sove hele dagen, og psykisk fik jeg det atter dårligt og blev depressiv.
I slutningen af februar 2004 havde jeg fået nok! Jeg blev pumpet med medicin, men fik ingen former for terapi til at gennemarbejde det grundlæggende problem, som jo var udgangspunkt for den medicinske behandling.
Jeg netrappede medicinen på eget initiativ og ansvar med lidt hjælp fra min mand. Efter en måned var jeg fri for medicinen og havde fået det væsentligt bedre fysisk og psykisk.
Jeg begyndte at tabe mig, hvilket var blevet alvorligt tiltrængt, da jeg med mine 163 cm var nået op på en vægt på 125,4 kg. Jeg tabte mig de efterfølgende 10 måneder 50 kg og fik det så godt, at vi begyndte at tale om at få endnu et barn, som vi i første forsøg blev gravide med omkring nytår. Vi har termin den 1. oktober 2005.
Min mand har lidt utroligt i de halvandet år, jeg var syg og fraværende, men han har været en mægtig far og klaret alt det, jeg ikke var i stand til. Jeg er ham evigt taknemmelig for, at han satte sit liv og sin karriere på standby, for at vores datter skulle få den rigtige start på livet!
Min datter begyndte først at ville være hos mig og ved mig, da jeg blev rask. Da var hun 1½ år, men idag er hun helt klart mors pige, men hun har et fantastisk forhold til sin far.
Jeg er selvfølgelig lidt spekulativ omkring, om efterfødselsreaktionen skal opstå igen denne gang, men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg er 3 år ældre, har mere erfaring med psykiske udfordringer og har prøvet at gennemgå det psykisk aspekt af at blive forælder en gang før. Jeg tror på det bedste, for selvom det var en ulidelig tid, så er jeg kommet stærk ud på den anden side.
Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke bankede i bordet og fik terapi eller samtaler omkring fødslen og mine tanker. Det hele var medicin. Det fortryder jeg i dag, for det er jeg sikker på, havde været den rette "kur" på et langt tidligere tidspunkt.
21-07-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025