Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
Mit barnløse liv Mit barnløse liv

Efter utallige forsøg med insemination lykkedes det endelig for Freja at blive gravid med ønskebarnet.
 4342 

Skrevet af Freja

Kære alle piger, som skriver hertil med medrivende beretninger om den store oplevelse, det er at bringe sit barn til verden. Min historie starter mange år før min fødsel, jeg var nemlig ufrivillig barnløs i 7 år.

Da jeg er 23, og langt om længe er ved at være færdig med min uddannelse, vil min kæreste og jeg i gang med at have børn. Vi har planlagt, at vi skal have den første, inden jeg går i gang med min karriere i erhvervslivet.

Jeg bliver færdig med uddannelsen, og 8 måneder er gået, siden jeg stoppede med p-pillerne. Efter 4 måneder får jeg arbejde. Endnu et år går, og jeg er stadig ikke gravid.

Så går vi til lægen og bliver henvist til en gynækolog, og jeg kan tydeligt huske, da jeg skulle scannes. Han scanner mig på den ene æggestok "ja, den er syg", og den anden æggestok "ja, den er også syg".

Jeg forstod slet ikke, hvad det var, jeg blev scannet for. Det eneste jeg forstod var, at jeg ikke kunne få børn. Jeg rystede helt vildt og prøvede at holde gråden tilbage. Lægen forklarede, at jeg havde PCO (Polycystisk Ovarie Syndrom), og jeg fik en folder i hånden.

Min kæreste og jeg cyklede hjem, hvor jeg låste mig inde på soveværelset og tud brølede. Min kæreste skulle bare holde sig væk. Jeg var så ulykkelig og tænkte hele tiden, at nu kunne jeg aldrig blive en "rigtig" kvinde, en mor.

I ugerne efter besøget hos gynækologen undersøgte jeg, hvad jeg kunne om PCO. Jeg fandt ud af, at der var en masse ting, der passede på mig:

• For mange mandlige hormoner (testosteron).
• Ingen eller meget forsinkede menstruationer.
• Overvægt.
• Uren hud.

Da jeg var kommet mig over chokket, bad jeg om en tid hos samme gynækolog, og vi havde en rigtig god snak, hvor jeg havde forberedt en masse spørgsmål. Vi talte om sygdommen, og han kom med nogle muligheder til, hvordan vi kunne hjælpes til at få vores længe ventede barn.

Min kæreste og jeg skulle giftes og besluttede at lade projektet ligge nogle måneder. Det var en stor og flot dag, og så var vi klar.

Vi var hos gynækologen og fik en masse forklaringer og recepter, og vi gik ned på apoteket og købte medicin til 1.000 kroner pr. dag.

Jeg skulle have sprøjter i maven, stikpiller og almindelige piller, en masse hormoner som gjorde mig til en rigtig strigle, stakkels mand. Jeg skulle til gynækologen hver anden dag og scannes, og jeg fik medicin i 19 dage (= 19.000 kroner).

Så var der en ventetid på 14 dage, som bare føltes som 14 måneder. Jeg var kanon usikker, havde dårlig samvittighed, hvis jeg grinede, eller når jeg skulle rejse mig op af sengen, når jeg brugte mine mavemuskler.

Så kom dagen, hvor jeg skulle aflevere urin- og blodprøve. Mand, for en nedtur. Det kan ikke beskrives.

Jeg er den ældste i en stor søskendeflok, og alle fulgte med, her da den første af næste generation skulle laves. Familien ville gerne være der for os, men ingen i hele verden kunne føle, hvordan jeg havde det, så jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, og manden der heller ikke var helt loyal med mig, for det kunne da have været for nemt, at det skulle lykkedes første gang! Ja, men vi havde jo ventet i 3 år nu. Jeg var mislykkedes.

Jeg fik lidt af en depression. Jeg turde ikke prøve igen, og risikere at få et nederlag igen afholdt mig fra overhovedet at prøve. Der skulle gå et halvt års tid, før jeg var klar igen, men kun fordi, at jeg blev klar over, at hvis jeg ingenting gjorde, så ville der slet ingenting ske.

Jeg fik en tid hos samme gynækolog. Vi mødte op og skulle tale om forløbet, men han fortæller, at han lige havde været på en konference, hvor han mødte en anden dansk kollega, som har privatklinik her i København og søger piger med PCO til forsøg. Jeg bliver tilmeldt.

På klinikken får jeg tildelt 3 IVM-forsøg. Jeg får behandlingen gratis, samtalerne og medicinen også. Jeg har ingen omkostninger overhovedet, hvor et enkelt af disse forsøg normalt ville koste omkring 30.000 kroner.

Jeg skal på p-piller i en måned, og det er da godt nok en underlig situation. Her ønsker man brændende at blive gravid, og så skal man på p-piller. Derefter er det fuld skrue med hormonerne igen, sprøjter, næsespray og piller. Dog bliver jeg ikke så påvirket denne gang.

Jeg bliver scannet hver eller hver anden dag, og så er det tid. Jeg skal komme følgende formiddag fastende. Jeg kommer ind på klinikken helt alene, bliver klædt om, får to bitte små piller (noget afslappende), får lagt rør i en åre i armen og bliver lagt i seng. Jeg tror, der gik ½-1 time, og så får jeg at vide, at det er ved at være min tur.

Jeg er lidt rundt på gulvet og spørger, hvad det egentlig er, jeg skal. Jeg får igen fortalt forløbet og bliver så fulgt ud på toilettet, hvor jeg ikke må låse døren og skal tisse af. Så bliver jeg fulgt ind på undersøgelsesstuen, bliver lagt på briksen og får sprøjtet et vidunderligt stof i min arm. Jeg kan beskrive det som, at jeg blev fuldstændig, helt og aldeles afslappet.

Mine øjne kunne næsten ikke holde sig åbne, og for den sags skyld kunne jeg have glemt at trække vejret. Men en sygeplejerske står og holder mig i hånden og beder mig hele tiden trække vejret dybt. Han, lægen, går ind nedefra med scanner og et andet instrument helt op i skeden ude i siden oppe ved siden af livmoderhalsmundingen, prikker sig ud igennem og skal ind og fange de umodne æg på æggestokken.

For s..... det gjorde nas, men jeg kan ikke andet end bare at ligge og klynke svagt og igen og igen huske at trække vejret dybt. Det tager vist 20 minutter, og indimellem, når jeg får åbnet øjnene, kan jeg se på monitoren, hvad der sker, hvordan han jager igennem og prøver at få fat på æggene.

Endelig er jeg færdig. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende. Det gjorde ondt, og det var rigtig ubehageligt, men 12 æg fik de. Jeg kom over i en seng og blev lagt på en stue, hvor jeg kunne komme mig. Efter 1½-2 timer tog jeg hjem. Min mand kom og hentede mig og tog sig af mig.

De følgende dage skulle æggene modnes, og min mand skulle ind og aflevere sæd, og så var de klar til at blive sat op. Man havde fanget 12 æg fra mig, nogle var beskadiget, 5 æg var modnede rigtig flot og var blevet befrugtet, og man havde valgt de 2 pæneste æg at give mig igen.

Efter det var gjort - og det var ingenting i forhold til, hvad jeg tidligere havde været igennem - blev jeg lagt i seng ½ time, og så kunne vi tage hjem og slappe af. 14 dage i helvede, var jeg gravid eller ikke?

På dagen tog jeg selv en prøve med morgenurinen. Øv, kun én streg. Jeg tog slukøret ind på klinikken og afleverede blodprøve og urin, ringede 3 timer efter og ja, desværre, den var negativ. Vente på menstruation og så på p-piller en måned, på den igen.

Efter 3 forsøg fik jeg tildelt endnu et forsøg, 4 forsøg, ingenting. Fik endnu et forsøg, ingenting. En dag jeg var derinde under 5. forsøg fik jeg i ventetiden en snak med sygeplejersken, og kort fortalt ville hun gerne hjælpe mig med at tabe mig, hvis jeg selv ville det.

Så efter 5. forsøg fik jeg straks aftalt et møde med hende på klinikken. Jeg havde en henvisning med fra min læge, så også det var gratis konsultationer og rådgivning, så fik vi en rigtig god snak. Hun gav mig skemaer, og jeg skulle skrive alt ned, hvad jeg indtog af mad og drikke, og hvad jeg lavede af motion hver dag. Hun mindede mig om, at motivationen var "for-at-få-et-barn".

Jeg fik stor succes med mit vægttab. Jeg gik til kontrolvejning hver 3.-4. uge, og klinikken og lægen fulgte mig i min succes. Efter et halvt år og 20 tabte kilo får jeg tildelt et nyt forsøg, jeg er på den igen. Nu måtte den være der, jeg havde i hvert fald gjort mit.

Nedtur. Et til forsøg, og et til ingenting. Jeg var nu oppe på 8 forsøg, som bare ingenting havde givet. Der var gået 6 år, fra vi startede med at prøve at blive gravide. På et år havde jeg tabt 32 kilo og var normalvægtig. Vi var stadig uden børn.

Det efterår gav jeg op. Min krop kunne ikke klare mere, mine psyke kunne ikke klare mere, og heller ikke min mand kunne tage mere. Jeg fik nyt job og tog samtidig tanken op, som havde ligget og luret i mig meget længe, skilsmisse. Jeg kunne simpelthen ikke klare at være sammen med ham min mand, uden aldrig at få de her børn, vi så meget ønskede os. Hele projektet har også tæret på vores forhold og samliv.

Det er enormt hårdt at vores veje efter 12 år skulle skilles. Det var jo en del, vi havde været igennem sammen, men vi går hver til sit, for mit vedkommende for at finde en mand, der allerede har børn, og som jeg må engagere mig i.

Der går ikke ret lang tid, før jeg får det rigtige bekendtskab. Han har været alene i 6 år og har to store piger. De er klar til, at deres far får en kæreste.

Men det er en underlig tid, for egentlig er jeg ikke helt færdig med eksmanden - vi har stadig meget kontakt og en stor fælles sorg, der skal bearbejdes - og samtidig er jeg helt vildt forelsket og ønsker kun at bruge tid i min nye familie og få afsluttet mit gamle liv - komme videre.

Efter at have været skilt i lidt over et år, meddeler min eksmand mig en dag, at han skal have barn. Jeg går nærmest i chok. Jeg bliver meget ked af, at han skal have et barn, og ikke med mig. Det er meget, meget underligt for mig. Men efter at have tænkt det igennem med små-tuderi hele dagen, ringer jeg til ham om aftenen og ønsker ham tillykke af hele mit hjerte.

Jeg holder mig stadig slank, spiser fornuftigt og motionerer regelmæssigt, og min krop kommer langsomt i balance. Og jeg begynder søreme også at menstruere igen. Min nye kæreste og jeg har nu været sammen i et års tid. Vi bor hver for sig men ser hinanden stort set hver dag. Vi har pigerne 1 uge ad gangen hver anden uge.

På det tidspunkt i vores forhold får jeg igen et ønske om at prøve at få mit eget barn, men min kæreste er ikke interesseret i at få flere børn, så vi taler om det og beslutter egentlig, at hvis jeg vil forsøge igen, må vores veje skilles.

Jeg har aftalt tid med klinikken. Min menstruation har på det tidspunkt været nogenlunde regelmæssig i 8 måneder men er nu forsinket igen, og jeg vil alligevel gerne tale med gynækologen om, hvilke muligheder der er for mig på dette tidspunkt, HVIS jeg igen ønsker at forsøge at prøve at få et barn.

Jeg kommer ind på klinikken, og vi taler om de forskellige muligheder. Til sidst kommer jeg ind på, at min menstruation nu er forsinket, ret meget endda, efter en regelmæssig periode på ca. 8 måneder, og han vil gerne lige have lov at scanne mig.

Åååh, jeg glemmer det aldrig. "Ja, du har en lille ny verdensborger på vej. Tag du bare dit tøj på igen". Mand, jeg anede ikke, om jeg skulle grine eller græde. Lægen gav mig nogle billeder fra scanningen, som viste en mørk plet. Jeg fik besked, at jeg var et sted mellem 4 og 6 uger henne. Lægen fik det største knus.

Jeg havde lånt min chefs bil og tog tilbage til jobbet. Da jeg kom tilbage, tudede jeg. Jeg fortalte en kollega, at jeg blev nødt til at gå, og at hun ikke skulle spørge mig lige nu om noget som helst. Jeg kunne slet ikke finde ud af, hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Mine forældre bor i nærheden af mit job, så jeg cyklede derhen, men kunne ikke få fat på min mor på jobbet. Jeg ringede til min bror, som kom ud til vores forældres hus. Jeg fortalte, at jeg var gravid. Vores mor kom hjem og spurgte, hvad vi så havde af nyt. Jeg begyndte at græde, og hun omfavnede mig. Jeg fortalte i hendes øre, at jeg var gravid.

Jeg cyklede hjem og ringede til min kæreste og sagde, at han måtte komme hjem til mig om aftenen, og han kom. Vi lavede mad sammen, og så sagde jeg det "jeg er gravid". Jeg fortalte også, at der ikke var noget at gøre, jeg ville have det.

Men samtidig var det vigtigt for mig, at også han fik et valg (hvis han havde det!), så jeg gav ham muligheden for at melde sig helt ud af det. Han måtte tænke over, om han ville være med i det, eller om faderen skulle være "ukendt". Efter min "smøre" sad han ligesom i chok, og der gik ca. 15 sekunder, så gav han mig et kram og sagde, at han elskede mig, og at han selvfølgelig var med...

Jeg skulle til scanning på klinikken efter 5 uger. Endnu en lang, næsten uudholdelig ventetid, hvor jeg til tider var sikker på, at lægen havde taget fejl af den plet på billedet. Men endelig oprandt dagen, hvor jeg havde ønsket, at min mor tog med mig, og hvor var det bare helt fantastisk at se mit lille barn på 3 cm, som hoppede og dansede med arme ben og fødder og hænder og et kæmpe hoved. Min mor tudede. Endelig skulle hun være bedstemor, endelig var hendes ældste datter gravid. Jeg var 10 uger henne.

Allerhelst ville jeg gerne have været til scanning mindst hver anden uge for at være sikker på, at den stadig var derinde. Da jeg endelig fattede, at jeg rent faktisk var gravid, var det næste en angst, angsten for at miste den lille derinde. Til tider var jeg meget bange, mest fra 12. til 20. uge, og derefter kun ene lille smule ind imellem.

Pigerne var nu 10 og 13 år og tog det over alt forventning. Deres far fortalte dem det ved en familiefødselsdag, hvor jeg ikke selv var med. De sprang op: "Skal vi have en lillesøster eller lillebror?!". Jeg var så glad og lettet over deres glæde, og de skulle engageres så meget, som de lystede.

I 20. uge skulle jeg scannes på hospitalet, den almindelige scanning for at se, om bl.a. hjertet og kraniet er normalt. Min kæreste var med. Vi fik at vide, og så selv, at det var en dreng, og han så ud til at være sund og rask.

Nogle dage efter scanningen sad vi og skulle finde et navn til vores lille dreng. Jeg havde navne, jeg ønskede, men selvfølgelig skulle pigerne og min kæreste være med til at bestemme. Vi besluttede, at hver af os skulle skrive 6 drengenavne ned på en seddel, største ønske nr. 1 osv. Det eneste navn, vi alle havde med, og som vi alle havde blandt de 3 første prioriteter, var navnet Oliver.

Først i 21. uge mærkede jeg ham derinde. Jeg husker tydeligt, at jeg sad på jobbet, og pludselig var jeg sikker på, jeg kunne mærke ham. Det gjorde jeg desuden hver evig eneste dag siden.

Vi købte hus, som lettede en byrde fra mine skuldre, for endelig skulle vi være sammen. Vi skulle være en familie, men på den anden side var der så utrolig meget, der skulle gøres.

Det forår var der både huskøbet, renovering af huset, 2 gange flytning - vi boede jo i hver sin lejlighed. Jeg selv blev 30 og holdt en kæmpe fest, og den ældste af pigerne skulle konfirmeres. Vi klarede det ved at tage én ting ad gangen.

Jeg gik graviditeten igennem uden nogen gener overhovede. Jeg var SÅ flot, ååh det var en dejlig tid. Jeg stoppede på arbejdet 4 uger før termin, og i den tid fik jeg stort set ordnet huset færdigt.

Termin var sat til den 18. juni. Søndag den 16. juni kl. 18, da jeg stod og lavede aftensmad, fik jeg min første ve. Det var ikke noget særligt, men jeg vidste, hvad det var. Gennem hele aftenen fik jeg sådan en lille ve hver halve time.

Vi gik i seng omkring midnat, og vi vidste ikke, om det var gået rigtigt i gang. Min mand stillede vækkeuret til at skulle op på arbejde mandag morgen. Faktisk havde vi sex (!!!), og SÅ gik det stærkt. Der var pludselig 8 minutter imellem, men vi lagde os til at sove.

Kl. 3 kunne jeg ikke ligge stille mere. Jeg gik ovenpå og pakkede min taske færdig og ringede og talte med fødeklinikken på Glostrup.

De sagde jeg skulle snuppe et varmt bad (var rigtig skønt) og få noget at spise og så ringe, når der havde været 5 minutter imellem i 1 time. Jeg lod manden sove. Havde bare brug for at være mig selv. Sad og rokkede frem og tilbage på sofaen, når jeg fik en ve, og lagde mig skiftevis på den ene og den anden side mellem veerne. Når jeg kiggede på uret for at se, hvor lang tid der var imellem veerne, kunne jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde kigget på uret.

Indimellem kastede jeg op, fordi veerne var temmelig kraftige (fik jeg at vide bagefter). Ved 7-tiden skulle jeg kaste op igen og lå på knæ på et håndklæde foran toilettet, og så kommer manden idet samme. Jeg får en ve, kaster op og samtidig kan jeg mærke, det sprænger inden i mig, og vandet fosser ud.

Han er stille og rolig og spørger, hvordan jeg har det, hvor lang tid der er i mellem veerne, og om jeg har ringet til fødegangen. Jeg fortæller, at jeg har det OK, men ikke kan finde ud af noget som helst. Jeg tager mig endnu et bad og får tørre bukser på. Han tager tid på veerne, og vi finder ud af, at der er 3 minutter imellem.

Vi ringer til fødegangen og fortæller, at vi pakker sammen og kommer. Klokken er 8.30, da han ringer efter en taxa og derefter til sit arbejde. Taxaen kommer, og på vej til hospitalet må vi stoppe en enkelt gang, fordi jeg skal ud i morgenmylderet og kaste op.

Vi ankommer ved 9-tiden, og der bliver taget vel imod os. Jeg kommer ind og bliver undersøgt med det samme. En jordemoder med 30 års erfaring og en jordemoderelev (fødsel nr. 26), som skal hjælpe mig gennem fødslen.

Jordemoderen undersøger mig og fortæller mig, at hun ingenting vil sige, før eleven har undersøgt mig. Eleven undersøger og kigger undrende på jordemoderen og siger "8 cm?!". Jordemoderen smiler og fortæller, at det er SÅ flot, og at man slet ikke kan se på mig, jeg er så langt henne i forløbet.

Min mand er meget lettet og virkelig stolt af mig. Jeg kommer ind på fødestuen, og min bedste ven bliver den kæmpe pude, som vist nok er på alle fødestuer. Min mand vil gerne hjælpe og prøver at massere mig i lænden, men jeg kan slet ikke klare det, syntes det er alt for tungt.

Til sidst har jeg hele tiden veer hvert minut af et minuts varighed, og da jeg begynder at jamre mig, får jeg tilbudt lattergas, og den er god. Den hjælper mig også til at trække vejret mere kontrolleret.

Efter en halv times tid på denne måde fortæller de, at jeg skal prøve at gå ud og tisse, da det kan sætte lidt gang i det, og jeg tisser en ordentlig tår. Da jeg rejser mig, får jeg en ve, der lissom går nedad! Så er presseveerne begyndt.

Jeg kommer hen på briksen og får forklaret, at jeg bare skal arbejde med. Nu kan manden hjælpe. Han holder mit hoved fremad, når jeg presser, men jeg har svært ved at finde ud af det, for jeg holder igen bag til. Jeg føler virkelig, at jeg skal have afføring samtidig, men det er helt normalt, siger de, og hvis der kommer noget med, så er det fordi, jeg gør det rigtigt!

Jeg presser og presser, og hans hoved kommer frem hver gang, men falder ind igen, når veen er ovre. Efter en lille time tænker jeg, at nu skal det kraft.... overståes. Jeg får en ve og presser og presser. Veen er ovre, og hovedet halvt ude. Åh nej, han må ikke ryge ind igen. Jeg er helt spændt ud (av av), men jeg holder presset, og så kommer veen igen, og jeg får presset hovedet ud. Åh, hvilken lettelse.

Ved næste ve kommer hele hans krop ud. En SÅ underlig fornemmelse. Jeg får ham op på maven og kan hverken grine eller græde. Jeg er helt og aldeles forundret. Mit nye liv starter nu! Han er en dreng - og han er så fin så fin. 51 cm og 3,4 kg, intet fedt på sig, helt færdig er han, og han er min.

De næste dage er som en drøm. Jeg har heldigvis skrevet dagbog, og det er så dejligt at kunne kigge tilbage og se alle mine følelser beskrevet, og hvordan Oliver har udviklet sig dag for dag.

Han er hele familiens længe ventede kæledægge. Mit liv er nu, som jeg aldrig havde turde håbe. Jeg har en lille søn (verdens dejligste, endda!), og jeg er meget stolt af ham og elsker ham overalt på jorden.



29-07-2005

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Indkøbsguide: Fertilitetsklinikker

Hjælper ønskebørn til verden

Flere børn fødes af mødre over 40 år

Fertilitetsturister er vilde med Danmark

Så mange skal have hjælp til at få børn

Rekordhøjt antal reagensglasbørn i Danmark

Færre ønsker hjælp til at få børn

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

PCO

kunstig befrugtning

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Marylou Studio er et innovativt studie, hvor kvalitet, nytænkning og god tid er i højsædet. Jeg er portrætfotograf og har specialiseret mig inden for baby-, børne- og familieportrætter.

 Marylou Studio





På BabyFree.dk kan du få en lang række gratis ting til dig og dit barn.

 BabyFree.dk





Copenhagen Fertility Center behandler alle former for barnløshed. Ring og få en uforpligtende samtale med en speciallæge, eller besøg vores hjemmeside med de mange oplysninger til ufrivilligt barnløse.

 Copenhagen Fertility Center





Få dit barns navn indgraveret i sutten. 3 Navnesutter koster fra 65 kr. Klik ind på navnesutten.dk og se, hvordan dit barns navn ser ud på sutten.

 Navnesutten






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook