Jeg har med stor glæde læst fødselshistorier her på Netbaby og vil også dele mine 3 fødsler med jer.
Allerførste gang jeg var gravid i 2000, viste det sig, at barnet havde både Downs syndrom samt en hjertefejl, der gjorde, at barnet formodentligt ville dø i maven på mig senere i graviditeten. Så vi fik en abort/fødsel i 16. uge, og det var det hæsligste, jeg nogensinde har oplevet. Men vi var ikke i tvivl om, at vi skulle prøve igen, og jeg pressede min læge til at sige, at vi måtte prøve igen efter allerførste menstruation.
2 måneder efter fødslen var glæden stor, da jeg var gravid igen. Vi fik en moderkageprøve, der viste, at det var en sund og rask William, vi skulle have. Graviditeten forløb perfekt, og terminen både kom og gik. Da jeg var gået 14 dage over tiden, blev jeg sat i gang, og 16 dage over tiden syntes han endelig, at han ville ud den lille.
Veerne begyndte kl. 3 om natten samtidig med, at vandet gik. Jeg måtte ind og vække min mand i stuen, da han lå derinde for at få noget søvn på grund af mit snorkeri! Han kom så ind og holdt mig i hånden, og jeg døsede med uregelmæssige veer indtil kl 7. Da begyndte veerne at bide, og jeg ville ringe til fødegangen.
Da jeg rejste mig, kom der en ordentlig skylle af fostervand. Vi aftalte med fødegangen, at vi bare skulle komme, og kl. 9 tog vi ind på Frederiksberg Hospital, hvor jeg skulle føde. Jeg var bange for at blive sendt hjem, men det viste sig, at jeg var 5 cm åben. Stor var lykken, og jeg fik klyx og kom i badekar, hvor jeg lå og sov mellem veerne i 2 timer.
Det varme vand fik desværre veerne til at gå i stå, og der skete ikke det store resten af dagen. De mente, at barnet var så stort, at han ikke kunne komme ordentligt ned på bækkenbunden og hjælpe til. Så jeg blev bedt om at gå omkring for at få skubbet ham ned.
Men da jeg kun kunne styre veerne, hvis jeg lå ned, var det mildest talt ikke rart at skulle stå og gå. Veerne var konstante, og jeg havde hele tiden fået lattergas, hvilket tog toppen af veerne og hjalp mig med at kontrollere vejrtrækningen.
Hen på eftermiddagen gav de mig vedrop, og så skete der noget. Endelig kom han så langt ned, at presseveerne kunne sætte i gang, og efter 20 minutters presseveer blev "lille" William på 4.100 gram og 60 cm født kl. 19.00. Alt var i orden, og vi kom op på barselsgangen efter et par timer.
Jeg havde en del problemer med amningen de første par måneder, hvilket jeg tror blandt andet skyldtes, at han fik en flaske på hospitalet samt sut, før amningen var kommet ordentligt i gang. Samtidig fik jeg et forskelligt råd, for hver sygeplejerske jeg spurgte, hvilket bidrog til at gøre mig endnu mere usikker.
Det var blandt andet grunden til, at min "4. dags tudetur" varede i 4 uger. Jeg følte mig virkelig som en fiasko som mor, når jeg ikke kunne brødføde mit barn med min krop. Han tog ikke ordentligt på, så hver 3. time skulle jeg vække ham, amme, give flaske og pumpe ud.
Det var jeg ved at køre ned på, så da han var 6 uger gammel, besluttede jeg at give det 14 dage mere, hvor jeg virkelig prøvede at få amningen op at køre, og hvis det ikke lykkedes, så måtte han blive flaskebarn. Han blev så flaskebarn og har taget fint på siden og har det godt.
Da knejten var 3½ år gammel, besluttede vi, at vi ville have en til. 2. menstruation efter at jeg var holdt op med p-piller, var Marie i kassen. Vi fik også denne gang lavet moderkageprøve.
Graviditeten gik planmæssigt bortset fra, at jeg var umådeligt træt. Så træt, at jeg i sidste trimester kunne give mig til at tude flere gange om dagen over ingenting. Det endte med, at jeg blev halvtidssygemeldt, 6 uger før jeg skulle gå fra, og det hjalp på humøret. Jeg havde mere overskud til at tage mig af min søn, der havde fået lov til at se rigtigt mange tegnefilm i de sidste par måneder.
Min konsultationsjordemoder kunne jeg slet ikke med, og efter 2 gange (ud af 5) bad jeg om at få en ny. Det fik jeg, og til min allersidste konsultation fik jeg understreget, at jeg ville gøre meget for ikke at føde med min oprindelige jordemoder. Det kom jeg heldigvis ikke til.
Denne gang havde jeg mange plukkeveer, og jeg var mange gange overbevist om, at nu var det nu. Men jeg gik 10 dage over tiden, før veerne satte ind kl. 18, mens jeg stod og lavede mad.
Efter 1 time var der 3 minutter imellem, og vi besluttede, at vi hellere måtte ringe til mine forældre i en fart (de bor 1 time væk), så de kunne komme og passe William. De var dog ikke nået frem, før jeg mente, at NU skulle jeg på fødegangen (Roskilde denne gang), så William kom over til naboen, hvor mine forældre hentede ham senere, og vi tog på fødegangen kl. 20.
Da vi kom op på fødegangen, var jeg 4 cm åben og kom i bad efter undersøgelse og klyx. Der kunne jeg dog ikke ligge mere end 1 times tid, før jeg fik at vide, at jeg skulle op nu, hvis ikke jeg ville føde i badekarret. Det ville jeg ikke, så jeg kom op og bad så om lattergas, da det havde hjulpet mig meget 1. gang.
Kl. 22.47 tog jordemoderen vandet, og kl. 23.00 blev Mariehønen født. Hun var en stor krabat på 4.400 gram og 56 cm, men det føltes som en nemmere fødsel end den første, formodentligt fordi det kun tog 5 timer, hvor den første tog 16 timer. Begge gange skulle jeg sys, dog ikke så meget 2. gang. Fordelen ved, at det tog så kort tid, var også, at jeg kun havde én jordemoder.
Da jeg var bange for at skulle igennem samme "ammenedtur" som 1. gang, havde jeg allerede før fødslen besluttet, at jeg ikke ville have nogen råd fra hospitalspersonalet, og jeg ville forsøge at få amningen op at stå selv. Lykkedes det ikke, måtte hun blive flaskebarn og sikkert fint overleve det.
Jeg kunne slet ikke overskue en nedtur som efter den 1. fødsel, når jeg nu havde 2 børn at skulle tage mig af. Det gav mig en stor ro at have taget den beslutning. Jeg ville egentlig have været på patienthotellet for at få så meget fred og ro som muligt, men for at komme det, skulle jeg bevise, at jeg selv kunne gå derop, og det var jeg ikke i stand til, fordi jeg blev svimmel, hver gang jeg stod op.
Jeg kom så på en 2-sengsstue i stedet og kom hjem allerede efter 2 dage. Jeg fik selv amningen op at stå, og det var en kæmpe tilfredsstillelse. Allerede på hospitalet begyndte hun at tage på, og den første nat hjemme ammede jeg 8-10 gange, og det var en træt men usandsynligt lykkelig mor, der stod ud af sengen næste morgen.
Hun har været en ren engel hele vejen igennem. Efter 2 uger sov hun igennem. Hun spiste som et tærskeværk, og mælken sprøjtede i sådan en grad, at jeg måtte sove med et håndklæde i sengen det første halve år og vække hende om morgenen, fordi mine bryster gjorde så ondt af ikke at blive tømt i løbet af natten. Jeg er først lige holdt op med at amme nu, hvor hun er blevet 1 år, og det er et stort stort savn ikke at amme mere.
Den store tog det ikke særligt godt at få en lillesøster. Han var sød nok ved hende men lod det gå ud over os. Han væltede vaser, tog bukserne af, tissede på gulvet og tog bukserne på igen, og han begyndte at stamme rigtigt slemt. Alt har dog normaliseret sig, og han er meget meget glad for sin søster, der nu er 14 måneder gammel.
25-08-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025