Verdens bedste kejsersnit Pernille blev ramt af fødselsangst, da hun var gravid i 5.-6. måned med sine tvillingepiger.
8344
Skrevet af Pernille
I september 2004 blev jeg endelig gravid efter 3 mislykkede inseminationsforsøg og 2 mislykkede reagensglasbehandlinger. 3. gang blev heldigvis lykkens gang for os, og ved den første kontrolscanning viste det sig, at vi ikke blot skulle være forældre til én lille baby, men til hele to!
Selv om tvillinger kan være en stor mundfuld, var det udelukkende glæde og forventning, som fyldte vores hjerter. For os var det en kæmpe gave at få lov til at få hele 2 børn på samme tid. Min mor var selv tvilling, men mistede sin tvillingesøster, da hun var 5 uger, så også for familien var denne nye tvillingegraviditet noget meget stort.
Min graviditet forløb fuldstændigt planmæssigt og uden nogle fysiske komplikationer eller gener overhovedet, idet jeg slap for både morgenkvalme, opkastninger, ødemer, bækkenløsning m.v. Jeg tog ikke voldsomt meget på (7 kg i alt), og jeg havde det rigtigt godt og var mobil til det sidste.
Psykisk fik jeg det dog dårligt omkring 5.-6. måned. Da jeg begyndte at mærke liv, blev jeg overvældet af en enorm fødselsangst, som hurtigt tog magten fra mig. Jeg græd hele tiden, spiste ingenting, sov dårligt og snerrede og vrissede af alt og alle omkring mig.
Fødselsangsten blev forstærket af en rutinemæssig underlivsundersøgelse på hospitalet. Undersøgelsen, som jeg slet ikke var forberedt på, gjorde så ondt, at jeg havde ondt i underlivet i flere dage efter. Den oplevelse fik fødselsangsten til at kulminere, og jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle klare fødselssmerterne.
Samtidig havde jeg den dårligste samvittighed i verden. Her var jeg endelig blevet gravid, og så var jeg bange for at føde! Hvor tyndt var det ikke! Jeg har i flere år haft diverse underlivsproblemer, og det var formentlig disse problemer, som gav anledning til fødselsangsten.
For at prøve at komme angsten til livs meldte jeg mig dels til et fødselsforberedelseskursus, og dels kastede jeg mig over al tilgængelig litteratur om smertelindring og kejsersnit. Jeg undersøgte blandt andet mulighederne for at få et planlagt kejsersnit.
Jeg hørte til på Glostrup Amtssygehus, og jeg var klar over, at man her ikke var særligt positivt stemt overfor planlagte kejsersnit, og at man her ville gøre alt for at få mig til at føde almindeligt. Ikke just et faktum, som hjalp på min fødselsangst.
Da angsten til sidst tog så meget overhånd, at hverdagen var ulidelig, fik jeg endelig taget mig sammen til at booke en ekstra tid hos en jordemoder (ikke min egen) for at få talt med hende om problemet. Hun havde ikke meget tid til at lytte, men hun opfangede dog, at jeg havde behov for at tale med en fødselslæge omkring fødslen hurtigst muligt. Hun sendte mig derfor videre til én af overlægerne på Glostrup, og det blev min redning.
Den første samtale med denne overlæge blev en super god oplevelse, idet han tog sig god tid til at lytte til mig og mine angstproblemer. Efter at have hørt på mig sagde han, at jeg ikke ville blive tvunget til noget, jeg ikke selv ville, og at jeg i sidste ende selv ville få lov til at vælge, hvordan jeg ville føde. Dog ville han gerne orientere mig grundigt om smertelindring i forbindelse med almindelige fødsler samt fordele og ulemper ved et kejsersnit, og sammen gennemgik vi disse muligheder.
Ved den første samtale med overlægen lå mine børn i hhv. underkropstilling og tværleje, og ved afslutningen af samtalen sagde overlægen, at det kunne jo være, at jeg slet ikke fik lov til at vælge, hvordan jeg skulle føde, idet børnene måske valgte for mig. Risikoen for kejsersnit ved tvillingefødsler er ca. 60%, og faktisk havde jeg hele tiden klynget mig til den statistik i håbet om, at jeg ikke ville få noget valg.
Jeg aftalte med overlægen, at jeg skulle tænke over mine muligheder indtil næste scanning 3 uger senere, og her skulle vi så træffe den endelige beslutning, hvis børnene altså ikke havde valgt for mig. Overlægen ville nemlig ikke vædde mange kasser øl på, at de kunne nå at vende sig!
Glad og lettet gik jeg hjem fra samtalen med overlægen, og fra den ene dag til den anden blev jeg igen en meget glad gravid.
Ved den næste samtale med overlægen havde børnene stadig ikke vendt sig, så det blev lynhurtigt aftalt, at jeg skulle have et kejsersnit. Overlægen foreslog selv, at det blev på kronprinsens fødselsdag den 26. maj 2005, og heldigvis kunne det godt lade sig gøre i forhold til operationsplanerne.
Dog kunne jeg ikke få et bestemt tidspunkt, idet der måske kunne komme akutte operationer. Overlægen ville prøve, om det kunne blive ham, som skulle foretage kejsersnittet, og det var jeg vildt glad for, at han ville, for det var jeg meget tryg ved.
Den 26. maj 2005 kl. 8.00 mødte vi op på Glostrup med vores bagage og blev indskrevet. Jeg blev straks bedt om at skifte til hospitalstøj, idet sygeplejerskerne forventede, at jeg ville komme til med det samme. Det kom jeg nu ikke, for i nattens løb var der kommet 3 akutte operationer, så jeg måtte derfor vente helt til kl. 14.30 med at komme til!
Dagen i venteværelset var meget lang, men jeg fik da snakket meget med min mand og min mor og lidt med et par andre patienter, heriblandt en anden tvillingemor, jeg havde mødt på nettet, og som jeg godt vidste netop også havde født. Det var sjovt at se hendes tvillinger, når man vidste, at man om meget kort tid selv ville stå med sådan et par størrelser.
Lige før kl. 14.30 blev jeg gjort klar med kateter og indsprøjtninger af blodfortyndende medicin for derefter at blive kørt ned på operationsstuen. Her blev jeg foruden alt det andet operationspersonale mødt ikke blot af "min" overlæge men også af min faste jordemoder og min jordemoderstuderende. Ved synet af disse forsvandt enhver nervøsitet, og jeg lagde mig roligt under kniven.
Kl. 15.13 kom Celina til verden - 2.690 gram og 48 cm lang. Kl. 15.15 så lillesøster Sarah så dagens lys og stak med det samme i et vældigt brøl. Hun vejede 2.565 gram og var 47 cm, så der var ikke meget forskel på tøserne. Begge havde det godt og fik begge 8/10 i Apgar score. Vi var endelig blevet forældre!
Vi blev 6 dage på hospitalet, og så skulle jeg altså bare hjem. Der var en ulidelig larm på hospitalsgangen, da vi dels boede dør om dør med et andet hold tvillinger, og dels boede lige over for vareelevatoren, som blev brugt døgnet rundt til madvogne og rengøringsvogne. Derudover var det stressende med alle barselsgæsterne, selv om det nu også var rart at få besøg.
Endelig blev jeg hurtigt lidt træt af alle sygeplejerskernes meget forskelligrettede råd om amning og pasning af børnene! Der var stort set ikke overensstemmelse mellem de ting, vi fik at vide, og det var meget irriterende.
Vi havde oprindeligt søgt om at komme til at føde på Hvidovre, fordi jeg havde været i behandling der, og fordi deres tvillingefaciliteter er meget bedre end på Glostrup. Derudover havde jeg hørt meget negativt om Glostrup og meget positivt om Hvidovre.
Langt hen ad vejen fik jeg bekræftet Glostrups dårlige ry (specielt ved de "indledende" undersøgelser og scanninger - administrationen heraf er under al kritik), men selve kejsersnittet kan jeg bestemt ikke klage over.
Jeg har overhovedet ikke haft nogle mén af indgrebet, har stort set ikke brugt smertestillende (sygeplejerskerne måtte minde mig om at tage min smertestillende medicin, og jeg har intet brugt efter jeg kom hjem), og jeg har i det hele taget ikke mærket noget som helst til såret. Selvfølgelig har jeg overholdt de retningslinjer, man får på hospitalet mht. løft og rengøring, men ellers har jeg ikke været hindret i at gøre, som jeg ville.
For mig var et kejsersnit den bedst mulige fødsel, og takket være en meget forstående læge fik jeg et rigtigt godt sidste trimester og en rigtig god fødsel.
Relaterede artikler
© 1999-2025