Skrevet af Louise
Længe ventet var den bettemus. Med termin den 13. august og sidste frist for en hjemmefødsel den 26. føltes det som om, alle planer var ved at skride, da den ene dag gik efter den anden uden tegn på fødsel.
Den 22. synes plukkeveerne dog at blive lidt kraftigere, og omkring midnat til den 23. startede veerne med 10 minutters mellemrum. På det tidspunkt var vi først på vej i seng, men vi fandt hurtigt ud af, at disse veer ikke var til at overse.
Kl. 3 lavede vi kaffe og gik i gang med at pakke de ting, der skulle med den kommende storebror Valdemar ud til mormor, og de sidste ting som mad og kransekage, som skulle med ud til moster Stine, hvor den forestående hjemmefødsel skulle finde sted.
Kl. 4 ringede vi og fik vækket den sovende moster og mormor, og derefter fik vi Valdemar pakket ned i bilen og kørte afsted. Mormor tog imod Valdemar, han tog det fint og puttede sig trygt i mormors seng. Derefter kørte vi ud til Stine, som var klar med stearinlys og havde gjort alt klar til den forestående fødsel.
Veerne var regelmæssige men af svingende styrke, så min mand Anders puttede sig på sofaen og fik sig en fortjent lur, mens veerne langsomt tog til.
Kl. 8 ringede vi efter en jordemoder, og heldet ville, at det var den jordemoder, som vi havde konsulteret med Valdemar, som netop kl. 8 var mødt på vagt, så det var en stor glæde, da hun trådte ind af døren.
Så var der ellers bare veer, som tog til, og teamworket fungerede bare perfekt. Dog er det jo en velsignelse, at man glemmer, hvor ondt veer gør mellem ens fødsler *gg*.
  At føde hjemme var bare det helt rigtige for mig. Vi havde valgt, at fødslen skulle være hos Stine, som har plads til det, fordi vi selv bor på anden sal, og det var bare helt perfekt.
Min fødsel skred frem, og solen skinnede ind ved køkkenbordet, som jeg støttede mig til, hvorfra jeg kunne se skoven bade i smukt lys, som ventende på vores barn og kompenserende for de smerter, veerne gav.
Vandet ville ikke gå, så til sidst prikkede jordemoderen hul på det, hvilket jeg selv fik lov til at være medbestemmende til. Det fik de sidste veer til at flytte Sigrid det sidste stykke ned, og så kom presseveerne kl. ca. 11.30.
De gjorde frygtelig ondt, hvilket viste sig til dels at være fordi, Sigrid lå med sin arm foran hovedet. Kl. 12.13 den 23/8-2005 kom Sigrid til verden i det flotteste solskin efter en fin fødsel på ca. 12 timer.
 Jeg stod op under hele min fødsel, så Sigrid faldt lige ned i armene på sin far, som klippede navlesnoren, og først der så vi, at vi havde fået en pige, og at hun var stor, flot og skøn. Hele 4.275 gram og 54 cm, viste det sig senere. Storebror vejede kun 2.800 gram, så der er noget forskel.
Sigrid kom op på min mave og fandt hurtigt brystet. Jeg var bristet så lidt, at det ikke skulle syes, og fik derfor kun lidt lokalbedøvende. Så fik vi alle frokost, og jordemoderen skrev journal og vejede og målte Sigrid.
 Så blev det tid til, at mormor og storebror kom og så miraklet. Storebror så spændt på lillesøster, men legede derefter og hyggede sig med mormor og moster i haven.
Derefter kørte han og mormor ind til byen og fik en is og så hjem til mormor for at få aftensmad. Herefter vendte de tilbage med onkel Mathias for lige at sige godnat til os, men tog med mormor hjem for at sove der.
Vi sov ved Stine. Sigrid sov og spiste skiftevis natten over. Kl. 6 ville hun gerne snakkes med, og det var bare så hyggeligt. Jeg havde endnu ikke helt nok mælk til denne store sultne pige, men hun tog det nu pænt og græd ikke, selv om hun tydeligvis ikke var tilfreds.
 Dagen derpå fik jeg så fødselsdags morgenmad med min datter. Sikken en gave dagen før min 29 års fødselsdag. Et år og en datter rigere. Dejligt.
Vi kom godt hjem samme dag og havde en rolig aften med familien, hvilket bidrog til følelsen af ro og lykke. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale en hjemmefødsel.
07-10-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025