Skrevet af Dorte
Jeg var sat til at føde vores lille efternøler den 13. juni. Jeg havde i forvejen nogle store drenge på 15, 17 og 20 år, som glædede sig lige så meget som os andre.
Jeg havde i hele graviditeten forventet at føde før tid, for det "plejede" jeg at gøre. Jeg havde haft mange plukkeveer, som tog til, jo nærmere fødslen kom, så selv jordemoderen sagde, at hvis jeg ikke passede lidt på mig selv, så ville jeg ikke gå de fulde 37 uger, som det kræver for at få en hjemmefødsel.
Da jeg endelig nåede de 37 uger, åndede jeg lettet op. Nu kunne lille Oskar bare komme an. Alt var klar, karret var hentet og afprøvet.
Men den 13. juni kom og gik, og der var ikke mere tegn, end der længe havde været. Massere af plukkeveer, som også var regelmæssige, men intet skete.
Onsdag den 15. juni vågner jeg med voldsomme smerter i min venstre side og tænker, hvis dette er veer, så kan jeg da overhovedet ikke huske noget fra de andre fødsler.
Jeg blev mere og mere dårlig, som dagen skred frem. Jeg var nu godt klar over, at det bestemt ikke var veer. Jeg kunne ikke gå, ikke sidde, kun ligge på venstre side.
Jeg er i forvejen ikke særlig god til at gå til lægen, hvis jeg er syg, så jeg gjorde heller ingen ting ved dette her smerte helvede, før min mand lige ringede hjem, og jeg fik fremstammet, at jeg da vist ikke havde det særlig godt.
Efter meget overtalelse fik jeg ringet til fødegangen, som bad mig komme med det samme. Jeg stortudede af smerter, da vi kom derind, og de kunne godt se, at der var noget helt helt galt.
Jeg blev scannet, og lillebror havde det helt fint, og moderkagen ligeså, men det havde min venstre nyre ikke. Den var kæmpestor, og det var grunden til mine smerter.
Lægen sagde, at graviditeten skulle afbrydes, for ellers ville min nyre tage skade, og jeg var grædefærdig. Jeg ville ikke føde på hospitalet.
Jeg fik dem overtalt til at give mig en hindeløsning, og så ville jeg sikkert føde i nat. Det blev gjort, og vi tog hjem med penicillin og smertestillende.
Jeg havde stadig mange smerter og var i et stort dilemma, for jeg ville jo gerne føde om natten, så jeg ikke skulle sættes igang dagen efter. Men samtidig havde jeg så voldsomme smerter, at jeg slet ikke kunne overskue det.
Jeg tog en snak med Oskar og bad ham blive i maven. Jeg skulle nok finde en løsning, så han kunne blive født hjemme som sine brødre. Oskar blev derinde, og jeg havde lagt planer om natten, da jeg jo ikke kunne sove af bekymring og smerter.
Næste morgen tog vi som aftalt på fødegangen igen, og lægen kom og ville have mig sat igang nu, da min nyre ikke var faldet trods penicillinen (smerterne var meget bedre nu).
Jeg fortalte ham og jordemødrene om min plan: "Giv mig en hindeløsning til, og har jeg ikke født i nat, så kommer jeg igen i morgen, og så kan I tage mit vand, og så går jeg hjem og føder".
De blev helt grønne i hovederne, for sådan var deres procedure jo ikke. Nej, så skulle jeg jo føde på hospitalet, hvis de tog vandet. Det kunne jeg jo ikke give dem ret i, for der ville vel igen forskel være, om vandet gik derhjemme, eller om de lige hjalp lidt til.
Det måtte de altså lige have en snak om. Enden blev, at jeg fik min vilje, men havde jeg ikke fået veer inden 24 timer, ja så var det på hospitalet, og det gik jeg med til. Jeg fik endnu en hindeløsning og tog hjem, og natten gik uden fødsel.
Fredag morgen den 17. juni tog vi afsted. Det var nu eller aldrig. Vandet blev taget, og det så fint ud. Jeg fortsatte med at have mine normale plukkeveer indtil kl. 13, og så kom veerne. 5 minutter imellem lige fra start. Og jeg ville bare hjem.
Men nu mente de, at Oskars hjerte dykkede under veerne (det kunne de se på deres "smarte" maskiner). Jeg sagde: "Oskar har det helt fint, det kan jeg mærke. Prøv at lytte til mig i stedet for jeres maskiner". Selv faderen troede mere på læger og jordemødre end på mig, men jeg holdt fast. "Oskar har det fint, og jeg skal nå hjem og føde".
Kl. 13.30 får jeg "lov" til at smutte. Der er der 3 minutter imellem veerne, og jeg nærmest løber ned til bilen, mens jeg stopper alle steder og tager veer.
20 minutter efter er vi hjemme, og faderen og Nicky på 15 drøner rundt og rigger til og fylder vand i karret. Jeg synes, det går lidt for stærkt det her, for nu begynder jeg at små-presse, og kan tydeligt mærke på min reaktion, at det er nær ved (jordemoderen er endnu ikke kommet).
Endelig kommer jordemoderen stille og roligt ind af døren - lige til hun ser mig, så får hun travlt. Hun smider sine tasker og får mig undersøgt. Jeg er 9 cm åben. Jeg jubler højlydt. "Yes, yes!", råber jeg, "hvor er det bare fedt". Så siger hun: "Hvis du skal have gavn af en vandfødsel, så er det altså nu". Og det skal jeg, så op i karret kommer jeg.
Jeg står lidt og snakker og pjatter, da den første presseve skyller ind over mig. Ned og finde en god pressestilling. Det lykkes endelig efter noget venden frem og tilbage, og Oskar kommer stille og roligt ud mod min hånd, som er placeret, så jeg kan mærke, når hovedet er ude. Vild fornemmelse at mærke hans små ører og hår, mens kroppen stadig er inde i mig.
  Et par pres mere, og så kommer han glidende ud i vandet, og jeg bærer ham op til mit bryst. Han siger ingenting, kigger bare. Det er så stort så stort. Imens står far og græder, og de store drenge ser benovet til.
Han er tydeligt en Oskar, siger min mellemste Timmy. Og det var han. Vi kom op af vandet, og jeg fødte moderkagen og blev tjekket. Ingen bristninger. Og Oskar blev lagt til, og han suttede, som havde han aldrig lavet andet.
Champagnen kom frem, og vi sad et par timer og hyggede med jordemoderen, imens Oskar bare lå nøgen på mit bryst pakket ind i et håndklæde og min dyne.
2 timer og 20 minutter tog Oskars fødsel fra første ve, til han var ude. Han blev vejet, lige før jordemoderen gik. 4.500 gram og 56 cm lang.
Drengene gik ud og spillede fodbold, og far gik i køkkenet for at lave noget lækkert mad til os.
Det var en skøn fødsel, og jeg mener stadig, som jeg altid har sagt, jeg forbinder ikke fødsler med smerter. Det er hårdt arbejde, men jeg føler, at det er spændende at mærke, hvordan kroppen arbejder. Men jeg har selvfølgelig også kun haft 4 rigtig gode oplevelser.
14-10-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025