Skrevet af Stine
Efter en fantastisk graviditet, der kun var plaget af vand i kroppen de sidste 3 måneder, havde jeg termin den 9. marts 2005.
Jeg var klar over, det var et stort barn, jeg havde i maven. Det kunne tydeligt mærkes gennem maven, så jeg var lidt utålmodig for at få født, inden barnet voksede yderligere. Og den 10. marts begyndte veerne da også.
Om eftermiddagen ringede jeg til fødegangen og blev inviteret ind til undersøgelse. Søren blev kaldt hjem fra arbejde, og så kørte vi spændte derind. Det viste sig, at min livmoderhals var udslættet, og jeg var ca. 1 finger åben.
Vi blev sendt hjem igen med besked om, at jeg nok havde født, inden weekenden var ovre. Det her var torsdag, så jeg var overbevist om, at det da måtte gå hurtigere. Jeg skulle blive klogere!
Efter det besøg blev veerne mindre regelmæssige men tog til gengæld til i styrke, så jeg så positivt på det og arbejdede videre med veerne. Den nat kørte de på med 10 minutter mellem, og jeg sov som en engel imellem. Natten før havde jeg slet ikke sovet, så jeg var ved at være godt træt.
Det må have set ret sjovt ud. Jeg lå og sov, og når veen kom, sprang jeg op, for min lænd kunne slet ikke klare at ligge ned, mens det stod på. Så snart veen var ovre, lagde jeg mig og sov igen med det samme.
Veerne fortsatte fredag og lørdag, men først lørdag aften var de igen så regelmæssige, at vi tog på fødegangen. Det viste sig, at alt det ve-arbejde havde resulteret i, at jeg nu var 1½ finger åben. Jeg var både lettere skuffet og chokeret - det her havde jeg slet ikke forestillet mig. Det var nu 3 nætter, hvor jeg ikke rigtigt havde fået noget sammenhængende søvn.
Jeg aftalte med jordemoderen, at jeg blev sendt hjem med en sovepille for at få noget søvn, da hun mente, at det kunne være det, der gav mere effektive veer. Desuden skulle jeg denne gang vente, til jeg kunne stille uret efter ve-intervallet, og de kom med kort interval.
Det gjorde de natten mellem lørdag og søndag. Jeg ringede ind, da der var 3 minutter imellem. Jeg ville bare lige høre, om jeg roligt kunne blive hjemme, eller hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg var efterhånden ved at være noget træt, og samtidig syntes jeg, at det var ved at være lidt pinligt at rende derinde hele tiden.
Jordemoderen syntes, at jeg skulle komme ind til et tjek. Resultatet var... Ingen udvikling. Nu vurderede jordemoderen, at både jeg og min livmoder var for træt til at gennemføre en fødsel, så jeg blev puttet inde på fødegangen med panodil, sovemedicin og et skud af noget, der tog mine veer. Det gav da lidt søvn, og søndag formiddag tog vi hjem igen.
Det gav en halv dags ve-pause, men sidst på eftermiddagen kørte de på igen, men uregelmæssigt. Det fortsatte indtil tirsdag, hvor jeg var så udmattet og træt, at jeg begyndte at græde, hver gang jeg fik en ve.
Heldigvis var der den dag en åben konsultation hos jordemødrene, så jeg fik en veninde til at køre mig derind. Jeg blev undersøgt og var 3 cm åben. Hun mente nok, at de nu ville tage mit vand, så der kunne komme lidt skred i sagerne.
På fødegangen havde de dog en anden holdning. Det var afdelingsjordemoderen, som tog i mod mig, og hun fortalte, at de ikke tog vandet, før man var 4 cm åben, da det var at betragte som en igangsættelse. Men de ville igen lægge mig til at sove, for jeg var igen blevet for udmattet til en fødsel.
Jeg havde nu så ondt under veerne, at jeg sammen med det andet fik noget stærkt smertestillende. Jeg fik kørt en CTG, inden jeg blev lagt til at sove, og ve-udslaget derpå fik hende til at indrømme, at de ikke kun var plukkeveer, som hun ellers havde haft mistanke om.
Inden jeg tog hjem havde jeg en aftale om, at jeg denne gang ikke behøvede at vente, til jeg havde regelmæssige veer med kort interval. Det var vigtigere, at jeg kom ind, før jeg fik kørt mig selv for træt.
Onsdag eftermiddag var veerne godt i gang igen, så jeg ringede ind, parat til at forsvare min ret til at komme ind, men heldigvis havde de skrevet planen i min journal. Vi var derinde kl. 19.30, og denne gang var jeg heldigvis 4 cm åben, så kl. 20.05 blev der prikket hul på en fin skylle grønt fostervand.
Så tog veerne til og kom med 1½ minuts mellemrum. Efter den forløbne uge var jeg for træt til at samarbejde med veerne, så når jeg skulle slappe af og lade veen arbejde, vred jeg mig og modarbejdede den. Det gav Søren noget at foretage sig, men hans vejledning faldt ikke ligefrem i god jord.
Vi begyndte at snakke om smertestillende, og jeg var indstillet på at starte med bad, akupunktur osv. Så kl. 22.30 fik jeg lov at komme i badekar, noget jeg havde haft god effekt af derhjemme.
Kl. 23 skulle jeg op, så jeg kunne blive undersøgt. Der var ikke sket spor, så nu var det tid til at starte ve-drop. Da var jeg helt klar til en epiduralblokade, og det fik jeg så uden diskussion. Det var klart det bedste, jeg havde gjort. Jeg havde været indstillet på en fødsel uden smertestillende, men min krop var så udmattet, at alt gjorde sindsygt ondt.
Resultatet var, at jeg gik fra at være ukontaktbar til at have overskud til at smile og snakke. Jeg havde det bedre, end jeg havde haft det i en uge. Den nat fik Søren og jeg tid til at glæde os til at blive forældre, og jeg fik hvilet lidt.
Kl. 3 blev jeg igen undersøgt, og igen var der ikke sket noget. Jeg havde ve-måler på, og der var skalpelektrode på barnets hoved, så vi vidste, at det fungerede, som det skulle. Men der skete bare ikke noget. Jordemoderen kunne dog manipulere, så jeg blev åbnet to cm mere. Herefter skred det frem med 1 cm i timen.
Jeg havde jo efterhånden været igennem et langt forløb, så der var hele tiden kontakt til afdelingsjordemoderen og den vagthavende læge. Kl. 6 syntes de, at barnet var lidt for stille, så lægen kom og tog en pH fra barnets hoved.
Søren holdt sig oppe ved mit hovedgærde, men da de i den anden ende begyndte at snakke om alt det hår, og at de blev nødt til at lave skilning for at komme til, måtte han lige ned og se sit barn.
Da jeg havde åbnet mig 9 cm, skete der bare ikke mere, og på trods af, at ve-droppet kørte på fuld styrke, stoppede min livmoder med at lave veer. Der var også mistanke om, at barnet stod skævt ned i bækkenet.
Igen blev lægen tilkaldt. Alle var enige om, at det nu var tid til at få foretaget et kejsersnit, men der var ikke nogen hast. Det ændrede sig dog kort tid efter. Nye målinger viste, at mit barn nu lå helt stille, mens hjertet ræsede derud af. Hun var ved at være stresset.
Kejsersnittet blev ændret til semi-akut, og alt gik nu meget stærkt. Vi kørte over på operationsstuen, men da vi havde travlt, havde vi ikke tid til at vente på en stor stue, så Søren måtte vente på gangen og var ikke med til sit barns fødsel.
Men vi fik en stor og velskabt datter på 4.570 gram og 55 cm. Bedøvelsen blev lagt i den eksisterende rygmarvsbedøvelse, men den virkede kun et par cm over, hvor indsnittet skulle foretages.
Jeg VILLE være vågen under kejsersnittet og ville være sammen med hende straks efter, så i samråd med lægen aftalte vi, at de ville give fuld narkose, hvis det blev for slemt. Det kunne mærkes, men det var det hele værd.
På opvågningsafsnittet måtte vi lige igennem en forskrækkelse med meget lavt blodtryk og en masse personale, der fik travlt. Men det hele var bare fantastisk, og på trods af lav blodprocent og en "mindre" søvnmangel, havde jeg bare den største overskudsfølelse.
Jeg GLÆDER mig til næste graviditet og håber på at få lov til at føde på det tidspunkt. Jeg accepterer dog ikke endnu en uge med veer.
21-10-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025